Forfatteren med en regnbue taget på dropshot i det sene efterår. Fisken puffede til en T-Worm flere gange før den lod sig trigge til hug. Netop når fiskene er forsigtige er dropshot en effektiv teknik.
Vinteren nærmer sig, og P&T-søens ørreder begynder at søge mod bunden. Her skal der noget ekstra til for at lokke dem til hug. De skal trigges med både smag, duft og frem for alt små lette bevægelser for at tage agnen. Det er på tide at tage en ny teknik i brug – nemlig dropshot.
Af Karsten Bech
Skoven er iklædt efterårsfarver, og på P&T-søens overflade flyder farverige blade. Den første frost har endnu ikke indfundet sig, og jeg starter derfor dagens fiskeri, efter de fisk der viser sig i overfladen. Forskellige teknikker bliver afprøvet, men uden held. Regnbuerne, der viser sig i overfladen med spring og små ringe, vil ikke lege med, og efter en times fiskeri med forskellige teknikker og agn, vælger jeg at forsøge mig med fiskeri ved bunden. I det tidlige efterår og hen mod vinteren, begynder flere og flere fisk, at opholde sig her. Jeg har derfor besluttet mig for at prøve en helt ny teknik – dropshot.
Med dropshot efter put and take ørreder
Dropshot-fiskeri er en teknik, hvor man benytter et rig med en jig og et lille lod. Afstanden mellem lod og jig bestemmer, hvor tæt på bunden man fisker, og det er derfor muligt at fiske meget præcist lige over bunden.
Jeg beslutter mig for at bruge en T-Worm V-tail fra Magic Trout. Kroppen med ribber, og v-halen, giver en lækker gang – selv ved helt små bevægelser med stangtoppen. Jiggen indeholder også duft- og smagsstoffer, hvilket bare gør den endnu mere tiltrækkende, så det er en rigtig lille godbid til P&T-søens ørreder. Jeg starter med et par kast ud mod midten af søen. Et par forsigtige puf indikerer, at det er den rigtige teknik, men hugget udebliver.
I stedet forsøger jeg mig med et kast langs land. Søen er en gravet sø, og der er derfor en tydelig kant et par meter fra land. Fiskene har det med at trække langs denne kant. Et lille puf viser, at der igen er interesse for min T-Worm, og det er netop i sådan en situation, at dropshot-teknikken kan noget helt unikt. I stedet for at rulle ind, lader jeg loddet holde bunden og vipper forsigtigt med stangtoppen. Det gør, at jiggen bliver på samme sted, men vipper lokkende i vandet.

T-Worm i pink med I-Tail. Bemærk krogspidsen vender op mod hovedlinen, og linetaften der vender nedad mod loddet.
Et godt hug på T-wormen
Hugget faldet med det samme, og min Spookey-stang klapper fuldstændig sammen. Fisken går direkte mod overfladen, og springer fri af vandet. Jeg kan tydeligt se min lyserøde T-Worm sidde solidt i saksen på fisken. Fisken skifter taktik, og begynder på en serie lange udløb. Mit forfang er kun 0,20 mm, men min lange Spookey-stang afbøder effektiv fiskens udfald, og trætter hurtigt fisken, der let landes i nettet. Det var en fin regnbue, der ikke kunne stå for en T-Worm fisket på et dropshot-rig.
Dropshot-teknikken er oprindeligt udviklet til det amerikanske fiskeri efter bass, men har vist sig super effektivt til fiskeri efter andre fiskearter. Her i Danmark er teknikken nok mest kendt til fiskeri efter aborrer og sandart. Metoden er forholdsvis simpel, og er helt perfekt til fiskeri i P&T-søen i de kolde måneder, hvor fiskene ofte opholder sig langs bunden, og kan være svære at få i hugget.

En fin regnbue der ikke kunne stå for en T-Worm fisket på dropshot.
Dropshot metoden
Rigget består af et lod, og en krog, som bindes på linen med en palomarknude. Loddet monteres med et flådstop, så man kan variere den højde, man fisker over bunden ved at skubbe lod og gummistop tættere på eller længere fra krogen. Det er vigtigt at benytte et så let lod som muligt. Selv fisker jeg sjældent med mere en 5 gram, da jeg foretrækker at fiske på max 15-20 meters afstand. Vil man kaste længere, blæser det meget eller er søen meget dyb, så kan der fiskes med et tungere lod.
Det er selve bevægelsen af jiggen, der adskiller dropshot-fiskeriet fra andre teknikker. Når loddet har ramt bunden, strammes linen forsigtigt op. Nu bevæges stangtoppen i små nyk, uden at loddet flyttes fra bunden. Det gør, at jiggen laver små vrikkende bevægelser, men ikke flytter sig. Hvis ikke der er en fisk, som hugger efter 4-5 sekunder, rulles en meter line ind, loddet får lov at ramme bunden, og man laver små bevægelser med stangtoppen igen. Dette fortsætter man, indtil rigget er fisket helt ind til bredden.

T-Worm fra Magic Trout er en ren dræberagn til fiskeri i P&T. Fisket på et dropshot-rig er den helt suveræn. Der findes flere forskellige farver og haletyper. Jeg foretrækker I-Tail og V-tail.
Grej til dropshot i put and take´en
Grejet til dropshot-fiskeri kan fint være samme type, som man benytter til andre teknikker. Selv bruger jeg en Spookey stang fra Magic Trout. Det er en stang, der oprindeligt er lavet til tremarella-fiskeri, men som er helt perfekt til dropshot-fiskeri, da man med små bevægelser med håndledet, kan få stangspidsen til at vippe op og ned. Disse bevægelser overføres gennem linen til jiggen, der vil få en lignende bevægelse ude i vandet.
Linen skal helst være en tynd fletline. Jeg bruger Micro T-Braid i 0,05 mm. Den tynde fletline giver god kontakt til jiggen og loddet, og har samtidig en god slidstyrke. Der er ikke de store krav til hjulet. Det skal selvfølgelig have en god bremse, da der fiskes med tynde liner, og et hjul der matcher stangen er selvfølgelig også lidt fedt. Til Spookey stængerne fra Magic Trout, findes et lækkert matchende hjul der hedder – ja – Spookey. Jeg bruger den model, der hedder 530, da jeg foretrækker en forholdsvis stor spole, som giver længere kast.
Der findes utallige af jigs/gummidyr til fiskeri i P&T-søer. Til dropshot-fiskeri, er det vigtigt, at gummidyrene er meget levende, og halen ikke er for stor. Jeg bruger T-Worm fra Magic Trout i versionerne P-tail eller V-tail. Begge typer har en meget levende hale, som er helt perfekt til dropshot-fiskeri. Begge disse er med duft- og smagsstoffer. Hvis fiskene kun puffer til gummidyrene, skalerer jeg ned og bruger Curly B-Bobbles fra Magic Trout. Det er en unik type jig, der kan bruges på tre forskellige måder. Den kan bruges som den er, man kan fjerne den lille boble, eller man kan fjerne hele halen. Derved får man tre jigs i en, hver med sin unikke gang.

Alt hvad du skal bruge til dropshot i put and take´en: Flourocarbon til forfang, flådstop, gummiperle, lod, krog og svirvel. Man kan binde nogle forfang hjemmefra, som rulles op på en spole eller opbevares i en rig-wallet. Så er det hurtigt at montere forfanget på hovedlinen og komme i gang med fiskeriet.
Sådan laver du et dropshot rig
Jeg laver mig rig på følgende måde:
1: Klip ca en meter 0,20 mm Magic Trout Flouro Carbon Trout. Det er dit forfang.
2: Bind en egnet krog ind med palomarknuden ca midt på linen.
3: I den ende, hvor krogspidsen peger op bindes en High Speed Swivel fra Magic Trout
4: I den modsatte ende trådes et MT Weight Fast Sinking 5 g, en gummiperle og et flådstop.
Nu er rigget klar, og du kan binde det på din hovedline. Knæk og bræk.

Tynd fletline er en genvej til flere fangster. Her er det Micro T-Braid fra Magic Trout. Den er udviklet til fiskeri i P&T, og kan derfor købes i de helt tynde diametre.