MARINEELEKTRONIK FOR BEGYNDERE

Vil man dyrke et effektivt bådfiskeri anno 2013 kommer man ikke uden om, at have marineelektronikken i orden. Man hvad er egentlig vigtigst, og hvordan bruges de mest simple funktioner? Vi har talt med en af landets skrappe småbådsfiskere – Lars Nielsen.

Af JENS BURSELL

SOM BEGYNDER inden for sø- eller havfiskeri kan det være svært at overskue, hvilken marineelektronik man skal investere i – samt hvordan man skal prioritere sine investeringer. Der vil lynhurtigt melde sig et par essentielle spørgsmål: Hvad er de grundlæggende forskelle på det, man har brug for til almindeligt søfiskeri – samt til det traditionelle havfiskeri fra småbåd, hvad koster det for at få en velfungerende set-up i de to kategorier og hvor meget er egentlig nødvendigt?

En GPS, så man kan finde og genfinde pladser – samt et ekkolod, så man kan spotte fiskene og finde den rigtige fiskedybde, er to af de vigtigste instrumenter for bådfiskeren.

SØKORTPLOTTEREN kan enten være en såkaldt »stand-alone« eller netværksplotter, og de to typer er netop skabt til hver af de to former for fiskeri, fortæller Lars Nielsen, der til daglige arbejder professionelt med marineelektronik hos Garmin. – I en båd til søfiskeri vil man typisk betjene sig af en enkelt plotter med indbygget ekkolod, som ikke er konstrueret til at skulle dele sine informationer med andre plottere. Fordi man normalt sidder forholdsvist tæt på skærmen, kan man klare sig med en mindre skærmstørrelse, hvis pladsen og batterikapaciteten i båden er begrænset. En tommelfingerregel er, at hvis man sidder tæt på sin skærm, går det fint med syv tommer – også når skrærmen er delt mellem kort og ekkolod – mens det med mindre end syv tommer kan være svært at overskue informationerne.

I dag kan man få syvtommer-skærme, som er designet målrettet til hardcore lystfiskerbrug med fantastisk ekkolod og GPS, fortsætter Lars. – Søfiskerne manglede i mange år de muligheder, som havfiskerne havde: At se på sin kortplotter, hvor man sejler på dybdekurver, og præcist afsøge de interessante fiskepladser. Men i dag findes indsøkortene også i elektronisk form på Topo Danmark-kortet, hvilket har revolutioneret søfiskeriet, og med den nye version af kortet er alle væsentlige søer dækket. Budgettet for en komplet top-plotterløsning til brug for søfiskeri vil typisk ligge på 10-15.000 kroner.

I DE STØRRE SMÅBÅDE som typisk anvendes på havet, vil man generelt bruge netværksplottere, som er skabt til brug med mere end én skærm, forklarer Lars. – Fidusen her er, at de kan forbindes med et netværkskabel og dele alle billedinformationer som ekkolod, radar eller søkort. Eksempelvis kan man altså nøjes med at sætte søkort i én plotter. Der er som regel ikke indbygget mange funktioner i en netværksplotter, så her tilkøber man det hardware, man nu skal bruge – fx ekkolod eller AIS.

Danske småbådsfiskere er generelt meget opmærksomme på de muligheder, som elektronikken kan give, så det er helt almindeligt at bruge flere penge på elektronik end på selve båden! En netværksplotterløsning begynder prismæssigt omkring 20.000 kroner, men bådelektronikken kan nemt gribe om sig hos en glad småbådsfisker.

PLOTTER OG EKKOLOD er idag oftest integreret i et multifunktionsinstrument, fortsætter Lars. – Der er flere fordele ved at kombinere plotter og ekkolodsbillede på én skærm: De fleste både har alt for lidt plads, og plotter samt ekkolod fylder mindre, når de er samlet i en skærm. Desuden er strømforbruget lavere, hvilket især kan være en fordel til søfiskeri. Endelig er der nogle integrationsfordele: Eksempelvis har alle moderne kombinationsplottere i dag en mulighed for at sætte ekkoloddet på pause og scrolle tilbage i ekkolodshistorien for at sætte et waypoint ved noget interessant – en torskebule, et vrag eller en stime fødefisk. Waypointet bliver så straks vist på kortskærmen, hvorefter det bare er at vende skuden og komme tilbage til stedet.

Sporet på en GPS-plotter viser, hvor man har været. Det kan man have gavn af, fordi man nemt kan vende rundt og søge tilbage i samme spor for at genfinde noget interessant eller passere et område, hvor man fik bid. Omvendt kan sporet også vise, hvor man allerede har kigget uden at finde fisk.

TRANSDUCEREN sender ekkolodssignalerne ned i vandet, og modtager dem igen, når de kastes tilbage, hvorefter signalerne konverteres til et skærmbillede, hvor vi aflæser dybden samt visualisere forholdene under vandet. – Her kan det virkelig godt betale sig at finde den helt rigtige løsning til ens behov, pointerer Lars. – Det første valg er monteringsmåden: Skal transduceren være skroggennemført, indenbordsmonteret eller hækmonteret?

En skroggennemført transducer er monteret gennem et hul i bunden af skroget – og der findes tiltede versioner, så transduceren kan monteres gennem et hældende skrog og stadig »kigge« lodret ned. Hovedsagen i montering af transducere er, at sikre det renest mulige flow af vand hen­over transduceren, fordi turbulent og luftblandet vand forstyrrer ekkolodssignalerne. En skroggennemført transducer har det reneste flow, og vil derfor altid give den suverænt bedste funktionalitet af ekkoloddet. Men mange kan ikke lide at bore huller i deres skrog, og visse typer af skroggennemførte transducere er svære at kombinere med en bådtrailer.

Ved en indenbords montering er transduceren limet til bunden af båden og sender signaler igennem skroget. På papiret reducerer en indenbordsmontering ganske vist ekkoloddets sendestyrke og følsomhed, men mange er glade for ikke at skulle bekymre sig om ting, der stikker ud af skroget, og med en indenbordsmontering er det relativt nemt at montere et sted med et rent flow af vand.

Den nemmeste og mest uforpligtende monteringsmetode er en hækmontering, hvor transduceren sidder bag på båden – det vælger de fleste skandinaviske fiskere med trailerbåde. Ofte er den skruet eller limet på, men fisker man med mindre foreningsbåde, monteres transduceren typisk på en lille stav, der kan af og påmonteres,

SENDESTYRKE OG FØLSOMHED er udtryk for transducerens kvalitet, og kvaliteten følger prisen. – Jo bedre transducer, desto bedre vil ekkoloddet kunne separere, dvs. adskille fisk fra hinanden og fra deres skjul, forklarer Lars. – Til søfiskeri kan det være smart at vælge en transducer med stor keglebredde, for at kunne finde fisk også på lavere vand. Nogle transducere kigger helt ekstremt bredt umiddelbart under elementet – helt op til 120°. Det er en enorm fordel, hvis man vil kunne lokalisere fisk på lavt vand – og den samme transducer vil stadig have en smallere og dybere rækkende kegle.

Til havfiskeri har man imidlertid brug for kraftigere transducere, som har sendestyrke til at afsøge dybt vand – og her bør keglen normalt være lidt smallere for bedre at kunne vise detaljerne ved bunden.

CHIRP er en ny revolutionerende funktionalitet, understreger Lars. – Hvor et traditionelt ekkolod opererer på faste frekvenser – typisk 50 og 200 kHz – så slår et CHIRP-lod over brede områder af frekvenser – fx 42-65 og 130-210 kHz. Det vil sige, at hvert mål under båden bliver ramt med mere end hundrede forskellige frekvenser. Da én frekvens kan vise noget, som en anden misser – er resultatet en separation, som er væsentligt bedre end et traditionelt ekkolod, især på lidt større dybder. Hver impuls er desuden af meget længere varighed for et CHIRP-ekkolod, så man får langt større effekt af en given sendestyrke. Af samme grund må en CHIRP-transducer aldrig tændes på land: Den udvikler så meget energi, at den meget hurtigt overopheder, hvis ikke den er i vand.

Vi kommer aldrig mere til at se high-end ekkolodder, som ikke er CHIRP – alle de væsentlige ekkolodsproducenter er med: Garmin, Simrad, Raymarine og senest også Furuno.

FUNKTIONER SOM FORTOLKER EKKOERNE slås normalt fra af den seriøse bruger, og trenden er, at disse funktioner i ofte fjernes fra brugerfladen, uddyber Lars. – For at få det optimale udbytte af sit ekkolod, bør man til gengæld blive fortrolig med især zoom-funktionerne og følsomhedskontrollen. Det kan i mange tilfælde være en fordel at køre med forholdsvist høj følsomhed, selvom det giver lidt mere »rod« på skærmen. Især i kombination med en transducer med bredere kegle kan det være en rigtig god idé at køre med lidt højere følsomhed for også at få øje på de fisk, som står i keglens yderområder. Det er en ting, som også vertikalfiskere kan have glæde af.

Det gælder bare om at komme ud at bruge sit ekkolod og lære, hvordan forskellige fisk bliver vist i virkeligheden. Selv rutinerede ekkolodsbrugere kan blive snydt af, hvad de ser på skærmen, så det er svært at sætte faste retningslinjer. Små fødefisk vil dog typisk blive vist som grynede skyer, mens større rovfisk vil blive vist som større, mere markante ekkoer med rød farve – nogle gange tegnet som den klassiske fiskebue, især hvis man bruger en bredkeglet transducer.

 

 

Hvis man fisker indenfor ekkoloddets kegle, vil man kunne se sin agn på skærmen. Især søernes vertikalfiskere bruger jo ekkoloddet til at fiske helt målrettet efter én bestemt fisk under båden – ofte ved at sænke deres agn ned lige foran snuden på en fisk, som ellers ville være umulig at ramme i midtvandet. Det er selvfølgelig guld værd at kunne se sin agn på loddet, så man bør klart være opmærksom på den mulighed under fiskeri uden strøm, hvor det er muligt rent faktisk at fiske helt vertikalt.

LARS NIELSEN afslutter vores snak om marineelektronik med en opfordring til bådbranchen: – Jeg tror og håber, at vi fremover vil se endnu bedre integration mellem elektronikmærkerne. Der er stadig producenter, som ikke vil lade deres produkter spille sammen med andre – i nogle tilfælde måske som et forsøg på at få forbrugeren til at købe flere af deres egne produkter. Men realiteten er, at man begrænser sine forbrugere i den glæde de kan have af deres dyrtkøbte grej. Jeg håber, at man fremover vil arbejde mere aktivt for bedre integration – eksempelvis en påhængsmotor fuldt integreret med plotteren i forbindelse med justering af fx omdrejninger fra bådens elektronik.

Hvordan skal jeg prioritere?
En bådfisker vil typisk begynde med at købe en søkortplotter med ekkolod, og de fleste søfiskere stopper så der, fortæller Lars. – For havfiskerne er næste køb en VHF-radio for at kunne kalde andre på havet og kunne sende nødkald med tilknyttet positionsangivelse fra plotteren. En AIS-boks er typisk den tredje ting, man køber, fordi det for en lav pris giver en drastisk forøgelse af sikkerheden.
AIS er et system, hvor man via bådens VHF-antenne kan modtage information fra de andre større trafikanter på vandet om deres position, fart og kurs. På den måde kan de blive vist på søkortplotteren med mulighed for kollisionsalarm, så man ikke bliver sejlet ned.
En radar adskiller sig fra AIS ved at vise alle forhindringer – ikke kun fartøjer, som udsender AIS. Derfor er en radar guld værd, hvis man bliver fanget i tåge eller mørke. Med radarekkoerne ovenpå søkortet bliver det muligt at sejle selv i dårlig sigt.
En autopilot er en ting, man ofte føler, man kan klare sig uden, men som bliver uundværlig så snart man har den! Den sparer brændstof samt opmærksomhed på længere transportsejlads, og ved trollingfiskeri gør den det muligt at holde kursen, sætte agn og fighte fisk uden panik, hvilket er rart, uanset om man er alene eller flere i båden.

Montering
Selv det bedste elektronik er aldrig bedre end installationen: Danskerne er glade gørdetselv’ere, men ens sikkerhed og glæden ved fisketurene afhænger af, at installationerne i båden er i ordren. Sørg derfor for at beregne tid og penge til dette: Brug en professionel installatør og vær kritisk, systematisk og grundig med de ting, du vælger at lave selv.