32,5 vejede Thomas Holm Østergaards kæmpekarpe, der så vidt vides er den største karpe nogensinde landet af en dansker fra et offentligt vand.
Den slovenske sø Bled er uden tvivl en af de mest ikoniske karpevande i Europa, og mange karpefiskere har gennem tiden drømt om at fange en af søens imponerende fisk. Thomas Holm Østergaard fra CFC Bait besøgte for nylig den berømte karpesø, hvor han fangede sit livs monsterkarpe – en fisk der sandsynligvis er den største karpe nogensinde taget af en dansker i et offentligt europæisk vand.
AF THOMAS HOLM ØSTERGAARD
DEN KRYSTALKLARE LAKE BLED i Alperne, har altid haft en særlig tiltrækningskraft på mig. Hvert år, når sommerferien nærmer sig, sørger jeg altid for at have mine karpestænger med, for tænk hvis jeg skulle gå glip af “noget”. Sådan var det også sidste år. På det tidspunkt havde vi besluttet at tilbringe et par dage i den skønne by Bled i Slovenien, men udfordringen var, at det næsten var umuligt at sikre sig en af de ti daglige fiskelicenser. Derfor måtte mine karpestænger forblive i bilen, og i tre dage måtte jeg tålmodigt betragte de imponerende karper, der lejlighedsvis sprang op af vandet eller svømmede tæt på bredden. Det hårdt at se på!
Fast besluttet på at vende tilbage året efter, sad jeg klar den nat, hvor årets licenser bliver frigivet. Efter tre timers venten begyndte der endelig at komme liv i deres server, og jeg sikrede mig licenser til tre dages fiskeri i min sommerferie! Selvom klokken var 3 om natten, kunne jeg ikke lade være med at vække hele familien, da jeg begejstret råbte “… JAAAA!!!” ved modtagelsen af mailen med fisketilladelserne!

I Lake Bled ligger en lille ø med en kirke, som har været med til at gøre søen så kendt blandt europæiske karpefiskere.
På udkig efter Lake Bled´s berømte karper
Mit besøg i Bled var præget af den erfaring, jeg havde erhvervet forrige år. Jeg havde bemærket de mest populære fiskepladser, og det var nu min strategi at undgå disse pladser. Jeg ønskede nemlig at fokusere på det mere uudforskende fiskeri, da det er mere min stil.
Mine planer omfattede fire dages ophold på et hotel. Jeg ville bruge en dag på at lokalisere fiskene, og derefter tilbringe de efterfølgende tre dage med fiskeri. Med den erfaring, jeg nu har opbygget, kan jeg nu se, at jeg burde have inkluderet den første dag. Jeg havde nemlig observeret masser af fisk i nærheden af bredden, og jeg kunne let have fisket efter dem på en effektiv måde. Jeg var dog forvirret over reglerne og troede fejlagtigt, at jeg kun måtte fiske i tre dage i træk.
På den første aften fandt jeg en lovende position, hvor jeg havde en klar udsigt over søen. Der var et specifikt område, hvor fiskene begyndte at springe ud af vandet og vride sig i overfladen omkring 19.30. Det var en imponerende opvisning, og jeg nød synet af så mange fisk! I takt med, at mørket faldt på, blev fiskene mere synlige tættere på bredden, og efter en begivenhedsrig aften vendte jeg tilbage til hotellet, hvor jeg gjorde mit udstyr klar til de kommende dages karpeeventyr.

Boilien bliver godt boostet med en gang CFC Spicy Squid Baitsmoke, for at skabe et ekstra lokkende duftspor i vandet.
Klar med karpestænger og boilies
Næste morgen var det tid til handling. Jeg var i gang fra kl. 3.00 og begyndte at fiske kl. 4, hvor jeg kastede til en flot mindre fisk, hvor der var to større fisk i mellem. Jeg fiskede med single hookbait, og fiskene var virkelig sky, hvilket skulle blive temaet for resten af den første dag. Lige meget hvad jeg præsenterede for fiskene i det spritklare vand, var karperne nemlig overhovedet ikke interesseret. Jeg nåede at fiske hele syv pladser og alle gangene, havde jeg fisket til fisk, som jeg havde spottet, men uden resultat… Det var lidt hårdt, for det var ikke, hvad jeg havde forventet.
Da klokken var blevet 16 om eftermiddagen, besluttede jeg mig for at finde en god plads, hvorfra jeg kunne fiske ud til området, hvor jeg havde set alle fiskene dagen før. Jeg fandt et sted, og netop som jeg havde fundet mig til rette, kom der to andre karpefiskere, som også havde tænkt sig at fiske samme plads. Det viste sig, at de dagen forinden havde fisket præcis samme sted, og på distancen havde de fået to gode fisk op til 25 kg. Jeg tilbød dem, at de kunne fiske samme plads, og det takkede de ja til, så de placerede sig lige ved siden af mig.
Senere på aftenen begyndte fiskene at vise sig igen. Deres optræden var overvældende, og jeg havde aldrig set så mange fisk på én gang før. Vi var præcis, hvor fiskene var, men uheldigvis fik hverken jeg eller mine nye italienske venner nogen bid. Søens dybde var 12-15 meter, hvor vi fiskede – og jeg var ret sikker på, at mange af fiskene nok befandt sig i overfladen og ikke nede ved bunden, siden huggene udeblev.

14,5 kilo vejede denne smukke skælkarpe til Thomas Holm Østergaard.
Karpetumult ved Lake Bled
Næste morgen fandt jeg fiskene på samme sted igen. Denne gang tog det kun fem minutter, før jeg landede min første fisk. Efter det lykkedes det mig at få fat i tre mindre fisk, før de større karper besluttede sig for at fordufte.
Ved 10-tiden fandt jeg nogle fisk helt tæt inde under land ved to store åkandebælter. Jeg tog badebukser på og lagde to takler ud med en PVA-pose fyldt med Spicy Squid og Scoopex Banana boilies. Da jeg havde lagt det sidste takel ud, kom der en stor skæller svømmende, og selvom jeg var mindre end 5-6 meter fra den, dykkede den ned i skyen fra min baitsmoke og begyndte at spise. Jeg listede ind, og der gik kun fem minutter, inden jeg fik et screaming take! Fisken var super stærk, og med næsten blokket bremse forsatte den ind i åkanderne. Jeg var kommet så langt ud, at jeg ikke kunne bunde – og fisken satte sig i åkanderne. Mindre en seks meter fra mig lå min anden stang – og nu kørte den også! Jeg smed den første stang og begyndte at svømme ind. I mellemtiden havde min kæreste taget stangen og startede fighten! Da jeg kom ind, fik jeg stangen og holdt fisken hårdt! Kort efter kunne jeg lande en lang og flot skælkarpe. Midt i alt den tumult var der kommet flere fisk til. Jeg svømmede ud og fandt den anden stang, men fisken havde desværre sluppet. Jeg lagde straks de to stænger ud igen, og jeg nåede lige at få billeder med den første fisk, inden en af mine stænger kørte igen! Denne gang var den en flot lineær 12-kilos spejler, som kort efter lå i nettet.
Jeg blev nogle timer, men selvom fiskene var i område, var de blevet skræmt – og de var ikke længere interesseret i min agn…

En perfekt 12-kilos radkarpe til Thomas Holm Østergaard.
Monsterkarpen hugger
Næste dag besluttede jeg mig for at fiske samme plads som aftenen før. Det er ikke tilladt at fodre med mere end en PVA-bag pr. stang i Lake Bled, og jeg kunne ikke kaste 80 meter ud til fiskene med en PVA-bag. Begge mine stænger blev derfor monteret med en takel med single hookbait – i dette tilfælde en CFC Spicy Squid Hard Hookbait. Jeg var på plads ved 18-tiden og præcis som dagen før begyndte fiskene at vise sig ude på en 80- 100 meter, men denne aften var der langt færre fisk i overfladen.
På dette tidspunkt var jeg ved at være lidt smadret og godt træt… Jeg havde kørt igennem Europa i næsten et stræk og fået max tre timers søvn hver nat – samt havde været på farten hele dagen, så jeg faldt i søvn på jorden – beskidt og solbrændt…
Klokken var omkring 21.45, da jeg blev vækket af et screaming take! Jeg var helt rundt på gulvet, og i mørket fik jeg famlende fat i min stang. Det var en god fisk, og den kæmpede tungt. Midt i det hele kom der en anden karpefisker forbi, og han nettede fisken for mig! Denne gang var det en større skæller på 14,5 kg! Jeg var vildt glad!
Den anden stang havde jeg flyttet to wraps (på mine afstasnds-sticks) ind i takt med, at fiskene kom tættere på land, og klokken 22:30 fik jeg et enkelt bib på den stang… Snart kom der et mere i takt med, at min line strammede stille og roligt op. Jeg gav modhug – og fisken i den anden ende var meget tung… meget! Jeg kunne mærke noget raspe mod linen i et headshake, og jeg tænkte, at det måske var en malle! Med kun 30 minutter tilbage af dagens fiskeri tænkte jeg, at den bare skulle ind, så jeg kunne kaste ud igen efter de store karper, som jeg jo var kommet efter… Derfor tog jeg den super hårdt, men kort efter kom der en kæmpekarpe til syne i overfladen, og så fik jeg lige pludselig meget bløde knæ…. Meget! Jeg løsnede hurtigt bremsen, hvorefter fisken tog et kort udløb. Der var flere træer i vandet, og fisken træk faretruende hen imod et af dem, mens jeg bare holdt på! Fisken var snart helt inde under træet, men jeg gav den ikke en millimeter line, og kort efter lå der en kæmpe spejlkarpe i nettet! Jeg havde aldrig set en fisk i den kaliber før.
Karpen vejede hele 32,5 kg, hvilket faktisk er samme vægt som den officielle rekord for søen! Det føltes fuldstændig uvirkeligt, at jeg havde fanget en af Lake Bleds største karper. Denne oplevelse vil altid stå som et utroligt minde om en enestående kamp – og det er ikke min sidste tur til dette ikoniske sted.