– Da vækkeuret ringede 4:30 var det allerede med en del forhåbninger til dagen, at jeg svingede benene ud over sengekanten, fortæller Christian Anker Knudsen. – Grejet var allerede pakket aftenen før, og vejrudsigten så bedre ud, end den havde været den sidste håndfuld ture, jeg havde haft. Dagens plan var en formiddag på Stevns Klint, hvor jeg selv havde fået fisk lige omkring målet sidst jeg var forbi. Samtidig var der mange meldinger om, at der blev landet store fisk dernede for tiden.

– Jeg listede ud af lejligheden, mens resten af familien stadig sov, og satte kursen mod Køge Sønakke, hvor jeg ville starte dagens fiskeri. En times tid senere trillede jeg det sidste stykke gennem skoven og svingede ind på parkeringspladsen, der allerede var godt fyldt. Et par andre stod allerede ude og ventede på andre, inden de skulle i gang med at fiske, men jeg valgte at køre videre til andre steder, fordi der allerede var så fyldt på parkeringspladsen. Jeg fandt dog grejet frem og begyndte at komme i tøjet. Jeg troede på pladsen og vidste, at hvis man ikke er bange for en god gåtur, så er der rigeligt med spændende pladser, som normalt ikke er overrendte, fordi de færreste gider gå til dem.

– Snart var jeg på vej langs kysten og kunne se, at der ganske rigtigt allerede var andre i gang på de spots, der lå tættest på parkeringspladsen. Jeg passerede en far og søn, der stod ved et udløb, hvor der var et lille rev ud for. De havde intet mærket endnu. Åen sendte noget mere vand ud end normalt efter den kraftige regn aften før, og var med til at farve vandet på kysten en smule selvom overfladen lå næsten blank hen. Jeg passerede et par mere, hvor den ene var i gang med at lande en fisk, da jeg gik forbi og fortsatte et stykke for ikke at stille mig lige oven i dem.

– Det var ikke uden forventninger, at jeg tog de første par skridt ud i vandet og begyndte at affiske det lave vand, inden jeg gik længere ud og kunne begynde at fiske hen over badekarret, der løb langs kysten. Der var stadig lidt farve i vandet, da jeg kom ud, og jeg besluttede mig for hurtigt at skifte flue for enden af forfanget ud til en høtyv i str. 6. Kort tid efter skiftet og bare et lille stykke inde over badekarret så jeg en god fisk vende i overfladen af det blanke vand. Det var uden for kasteafstand med fluen, men jeg sendte stadig fluen i samme retning, da der kunne være flere fisk i nærheden, som ikke viste sig i overfladen. Der var ingen umiddelbar reaktion, så jeg fortsatte med at fiske over, både med kast på tværs af det og på langs med kysten.

Hugget fra drømmeørreden

– 30 meter længere henne blev min flue pludselig stoppet med et kontant ryk. Jeg gav et strip strike og hævede min klasse 5 stang, der bare bøjede dybt ned mod håndtaget, uden at fisken rykkede sig i den anden ende. Øjeblikket efter kvitterede den med tunge rusk med hovedet, og jeg var med det samme klar over, at den var stor. Med det samme stak den af, og de første adskillige meter skydeline forsvandt mellem fingrene på mig, inden halefinnen brød vandoverfladen 17–18 meter fra mig. Med lidt mere ro på fisken, men med en puls, der var røget fra 60 til 160 på samme tid, begyndte jeg at få rullet den sidste løsline op på hjulet, mens fisken gik tungt i den anden ende. Inden jeg var færdig besluttede den sig dog for at den skulle imod mig i stedet, og jeg fik travlt med at tage line ind med hånden for at holde den stram. Den her fisk skulle ikke mistes, fordi linen blev slap, og fluen faldt ud af munden. Kort efter gik fisken mere roligt fra side til side ude foran mig, mens jeg kunne få den sidste løsline på hjulet.

– Jeg fik set fisken i overfladen med fluen solidt plantet i mundvigen perfekt kroget. Det gjorde, at der kom lidt mere ro på pulsen. Nu handlede det “bare” om at få trættet den ud på min lette stang, så jeg kunne få den i nettet. Godt 10 minutter senere begyndte kræfterne at slippe op for den, og jeg kunne få den inden for afstand af nettet. Kort efter gled den over netkanten i det let grumsede vand. Der var ingen tvivl om, at det var den flotteste havørred til dato for mit vedkommende, og at det var på en let stang, gjorde det bare endnu federe! Adrenalinen i kroppen løsnede endeligt op, og jeg kunne bære den op på stranden med rystende hænder.

– Havørreden var 67 cm, og vægten stoppede ved 3,4 kg. Sikke en fisk at starte dagen på efter mindre end 30 minutter. Oven på den fisk satte jeg mig ned i nogle minutter og nød synet af den med morgensolen, som lige havde sluppet horisonten, og lyset der spillede i skællene. Efter lidt tid vadede jeg ud igen, og der gik ikke mere end 10 minutter, inden der igen var bud efter Høtyven for enden af forfanget. Denne gang var det en fin 50 cm ørred, der så helt lille ud i nettet efter den sidste. Den blev hurtigt befriet for krogen og sendt tilbage, hvor den kom fra. Der blev mere stille, og jeg mærkede ikke mere, men det var også fint. Dagen var allerede perfekt, og der var ikke brug for mere.

Fisken er tilmeldt Kinetic Fiskecup 2024, som du kan læse meget mere om her.

 

Hvidovre Sport

 

Høtyven blev denne flotte havørreds endeligt.

Høtyven blev denne flotte havørreds endeligt.

 

 

Kinetic Fiskecup 2024

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This