– Min fætter og jeg havde taget fire dages fiskeferie, fortæller Lucas Petersen. – I dagene op til havde vi haft et fint fiskeri med både gedder og sandarter, men vi søgte efter nogle større sandarter.
– Da solen var gået ned, havde vi svært ved at finde sandarterne, så vi havde egentlig planlagt at fiske i de lyse timer. Men – det var den sidste dag på fiskedagene, så vi tænkte at give det en chance ind i mørket. Vi havde svært ved at få fiskene til at hugge, og på trods af en masse agnskift samt forsøg med forskellige metoder, skete der ikke så meget.
– Vi havde derfor snakket om at tage ind klokken 22, men vi kunne bare ikke rigtig stoppe igen, for vi havde jo stadig ikke fået en ‘’stor sandart” endnu. Derfor blev vi ved lidt endnu, og søgte pelagisk – og lige pludselig så vi et stort ekko. Vi fik lagt båden oven på fisken og sænket ned, men uden held. Så prøvede vi igen med en mindre Westin Twinteez og BUM – så sad den der. Efter en hektisk fight fik vi fisken i båden, hvor den blev målt og vejet til 87 cm og 7,2 kg – og derefter genudsat, slutter han.
Læs mere om Kinetic Fiskecup 2024 samt alle præmierne her.
Du kan finde masser af gode artikler om sandartfiskeri i fiskogfri.dks artikelarkiv her – samt adskillige videoer på Fisk & Fris YouTube.