– Min søn Mikkel på 12 år og jeg tog forleden ud på et par timers fiskeri efter aftensmaden, fortæller Niels Frøsig. – Mikkel har ikke fisket så meget endnu, og havde kun prøvet at fange en enkelt havørred, der var noget under målet. Forholdene var rigtig gode her på Nordfyn, da der var fralandsvind og højvande. Så vi tog ned til et lokalt spot, lidt uden for Bogense, hvor vi har et lille rev, der ind i mellem kaster et par fisk af sig.

– Efter en halv times tid hoppede der pludselig en stor ørred lige ude foran Mikkel. Han havde lige kastet, og hans blink var noget længere ude. Da han havde halet lidt længere ind, råbte han, at han synes, der var noget, der nappede på hans blink. Jeg nåede lige at råbe tilbage, at han skulle lave et spin-stop, hvorefter fisken huggede og tog et langt udløb.

– Herefter fulgte et kvarter til tyve minutter, hvor Mikkel kæmpede med fisken. Undervejs fik han kramper i både arm og hånd, mens jeg skiftevis løsnede bremsen lidt for ham, så han kunne holde fiskestangen under de mange udløb den lavede. Men – jeg måtte også stramme den igen, så fisken ikke fik alt for let spil. Da den store havørred efterhånden var blevet træt, fik han den så tæt på, at jeg kunne gå ud og nette den. Mikkel var selvfølgelig meget stolt, og det var efterhånden ved at gå op for ham, at det var en virkelig flot fisk, han har fanget. Faren var selvfølgelig også meget stolt. Havørreden var 74 cm og 4,7 kilo.

Fisken er tilmeldt Kinetic Fiskecup 2024, som du kan læse mere om her.

 

Hobie Outback fiskekajakker.dk

 

 

Mikkel Frøsig med sin flotte havørred fra kysten ved Bogense.

Mikkel Frøsig med sin flotte havørred fra kysten ved Bogense.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This