I dybden med multerne

Martin Skjoldan har leveret stabile multe­fangster i Kalundborg Havn adskillige somre i træk. Multerne fanger han på en simpel og effektiv teknik, hvor der fiskes bundnært på dybere vand med flåd og brød. Gordon P. Henriksen tog en tur med Martin sidste sommer med forhåbninger om at fange sin første multe. Hermed kan vi afsløre en metode og fire pladser i Kalundborg Havn, der måske er din vej til succes med multerne.

Tekst og fotos: Gordon P. Henriksen

DE ER HER, siger Martin Skjoldan selvsikkert, idet vi ankommer til den lille mole ud for havnekontoret i Kalundborg Havn. Han snakker selvfølgelig om multerne, men det er på ingen måde sikkert, at han har ret. For i modsætning til typisk multefiskeri, hvor man som regel fisker til fisk, man først har spottet, skal vi her fiske på en formodning, der er baseret på tillid. Multerne går nemlig fem meter nede – hvis de altså er her. Men der er grund til at tro på det. Martin har været på stedet flere gange på det sidste, og har fået multer på de sidste fire ud af seks ture. Faktisk har han allerede fanget 11 multer denne sæson, så han må siges at have fundet en teknik, som virker. Det er også derfor, vi er her i dag. Martin har indsendt mange billeder og fangstrapporter til Fisk & Fri, ofte med fangster af adskillige multer på en dag. Det er tydeligt, at han har knækket koden og fundet en stabil fiskemetode til disse fisk, der driller så mange.

PERSONLIGT er jeg en af dem, som er blevet drillet utallige gange. Jeg har efterhånden været på adskillige multeture, hvor det ofte er lykkedes at finde fiskene, men aldrig lykkedes at fange en. Det skal der laves om på i dag, og jeg har en aftale med Martin om, at han skal vise mig vejen. Mit håb er, at jeg ved hjælp af hans metoder endelig kan få hul på multebylden, som har inficeret min fiskesjæl og gjort, at jeg hver sommer de sidste mange år forgæves har forsøgt at kurere denne tilbagevendende multefeber. Men mit mål er ikke kun personligt. Det er i dén grad også min hensigt at afsløre Martins teknikker, så Fisk & Fri’s læsere kan få glæde af den, og ligesindede også kan få forløsning og fange deres første multe.

Teknikken til at bryde nulturene efter de vanskelige multer

DET ER TIDLIG MORGEN, da vi ankommer på pladsen. – Det er ikke så meget tidspunktet på dagen, siger Martin. – Det vigtigste er, at det er vindstille, så flådet ikke driver for meget, og man kan se de forsigtige hug. Og det er det som regel om morgenen. Vi kigger begge ud over kajen i håbet om at se ryggene på et par store multer, der svømmer forbi, men vi ser ingenting. Men det afskrækker ikke Martin. – Her er ca. fem meter dybt, og multerne går altså helt nede langs bunden, konstaterer han. – De er knap så forsigtige dernede, og meget nemmere at få til at tage agnen, end når de går oppe i overfladen, afslører han og går i gang med at rigge til.

MARTINS GREJ er meget simpelt. Et billigt hjul størrelse 2500 med monofil line og en ældre halvkraftig stang på ni fod. Derudover har han en æske med flåd, små trekroge og lidt forfangsmaterialer og småting. Et langskaftet net er nødvendigt udstyr, til at lande fisk i dette område, og sidst men ikke mindst, en spand fyldt med mindst fem pakker toastbrød, til at forfodre og fiske med. Nå ja, og så lige en køleboks til at holde fiskene friske og til at sidde på, mens man holder øje med flåddet

Det første Martin gør, er, at blødgøre en del af brødet i spanden med vand, og så smide det i vandet så det langsomt synker ned til bunden. Så er det bare med at håbe på, at fiskene kommer forbi, stopper op og spiser lidt. – Der skal forfodres meget og hele tiden, men man skal alligevel passe på, at man ikke overfodrer, for så finder de ikke det brødstykke med krogen i, siger Martin med et smil. Et par gode håndfulde ca. fire gange i timen er passende, konkluderer han. Dernæst skal fiskedybden indstilles. Flåddet sættes på linen med et flådstop, og ved at bruge et synk, der trækker flådet helt ned, justerer Martin sit flåd, så det sidder lige under overfladen, når synket ligger på bunden. Synket skiftes efterfølgende ud med en lille trekrog, og så ved han, at krogen hænger lige over bunden. Når man er i Rom, bør man gøre som romerne, og nu er jeg altså i Kalundborg og gør dermed, som den lokale multeekspert gør, og rigger min stang til med et flåd og et gummistop, så det fisker lige over bunden. Der bruges almindeligt toastbrød til at forfodre med, men friskbagt hvidt brød fra bageren sidder bedre på krogen, forklarer Martin og agner krogen op med et stykke fra franskbrødet

Vi stirrer begge to intenst på vores flåd med en masse håb og en vis tro på, at multerne er dernede. – Du skal ikke regne med, at flåddet bliver trukket helt ned, fortæller Martin. – Hold godt øje med det og ved den mindste bevægelse, skal du være klar til at give modhug.

Multe i dybet

PLUDSELIG giver Martins flåd et lille hop, og han er tydeligt på mærkerne. Han venter et split­sekund på det rette øjeblik og giver så modhug. Yes! Nu står han med en stang, som er presset godt i bund, mens en multe stritter imod fem meter nede i dybet. Han begynder stille og roligt at bevæge sig fra molen, hen over en lille bro og ind på land, hvor der ligger et landingsnet klar på nogle store sten. Multen følger meget modvilligt med, men må til sidst overgive sig og glider ind over

net­rammen, mens jeg fyrer løs på kameraets aftrækker. Martin er forståeligt nok godt tilfreds med situationen. En Fisk & Fri skribent havde bedt ham om at fremvise sine multeteknikker – missionen er hermed udført og dokumenteret. En vis ro sænker sig, imens vi tager et par billeder mere og lægger fisken i køleboksen.

Nulturene får en ende, og triumfen er total

Men min personlige mission er dog stadig ikke helt udført – jeg har jo i mange år drømt om at fange min første multe, og nu ved jeg med sikkerhed, at de svømmer rundt dernede. Selvom jeg ikke kan se dem, er spændingen ved at holde øje med flåddet bestemt ikke blevet mindre. Endelig sker det. I et kort, men magisk øjeblik dykker mit flåd en anelse. Jeg gør, lige som jeg er instrueret til, og giver et fast modhug. En ubeskrivelig lykke som kun lystfiskere kender og forstår, strømmer nu igennem min krop, idet jeg mærker fisken dunke hårdt i den anden ende, og det går op for mig, at jeg er forbundet med en multe for første gang i mit liv. Straks derefter strømmer en ny følelse af frygt igennem mig, som også kun lystfiskere kender. Denne fisk må bare ikke ryge af. Det skal lykkedes at få bakset denne fisk ind over broen og hen til nettet. Angsten for at miste fisken er enorm. Og denne følelse har jeg ikke haft i lang tid. Ingen synes om at miste fisk, men der er enkelte fisk, som man bare vil have sikkert i nettet. Hele fighten foregår med nervepirrende spænding og rystende ben. De få gange man får lov at opleve denne enorme angst for at miste en fisk, handler det bare om at nyde det fuldt ud. Det er jo netop, fordi en drøm er så tæt på at gå i opfyldelse, at man føler denne skælven i knæene og hjertebanken i brystet.

Jeg har fået at vide i flere omgange, at multer er stærke fisk, og det passer altså i dén grad. Jeg har kun fokus på en ting, og det er, at den fisk bare skal sikkert i nettet. Men fisken er af en helt anden mening, og denne særlige frygt for at miste den bliver nu trukket i langdrag – for multen er ikke sådan lige at bestemme over. Jeg er meget tilfreds med mit stangvalg af en blød 12 fods bombarda­stang, som har længden til at styre fisken væk fra molekanten, samt blød­heden til at dæmpe de hidsige rusk og pludselige udløb. Jeg presser fisken stabilt og prøver at være tålmodig, og fører den endelig mod nettet. Men den bliver skræmt og tager et udløb mod bropillerne med de små skarpe muslinger og rurer, der kan skære linen i et splitsekund. Heldigvis får jeg vendt fisken og kan prøve at nette den igen. Endelig glider den i nettet, og en ny og ubeskrivelig fornemmelse strømmer igen igennem min krop. Jeg har fanget min første multe, og jeg er lykkelig.

 

 

Martins Multeteknik

Martin Skjoldans multefiskeri adskiller sig fra typiske multefiskeri ved, at det foregår på 3-6 meters dybde lige over bunden. Man ser altså ikke fiskene, men må bare vente tålmodigt og opmærksomt på, at flåddet afslører aktivitet omkring brødet. Der forfodres ret så intensivt. Ifølge Martin kommer multerne i små stimer på bestemte trækruter, og nogle gange stopper de op og spiser lidt af brødet. Det er selvfølgelig vigtigt, at man vælger en plads, med god chance for, at fiskene kommer forbi, og det er som regel pladser, hvor man har set dem gå i overfladen på andre dage.

Martin bruger små syleskarpe trekroge i str. 6, og man kan også eksperimentere med endnu mindre kroge. Han bruger nogle billige balsaflåd, som han har købt i store mængder, men der er mange typer, der kan bruges. De skal gerne være så små og følsomme som muligt for at registrere de forsigtige hug. De skal monteres glidende med et lille flådstop (dem der ligner en bussemand) ca. fem meter fra krogen alt efter dybde. Til forfang bruger Martin 0,28 mm flourocarbon, og efter han skiftede fra mono til FC har han fået ca. ti gange så mange hug, fortæller han.