I anden del af lystfiskeriets historie, når vi til perioden fra århundredeskiftet og frem til 1940’erne. Lystfiskeriforeningen etableres, den første grejbutik ser dagens lys og fiskeriets popularitet vokser. Fisk & Fri’s Per Ekstrøm har bladret i de både støvede, spændende og morsomme annaler.
Tekst: Per Ekstrøm. Fotos: Jens Bursell + arkivfotos
Det ser voldsomt ud. I dag ville samtlige gedder nok være blevet genudsat, men man havde et anderledes forhold til det at fiske. Fisk var også mad. Her er det en af Furesøens store fiskere, Peder Lykkeberg tv. og Lystfiskeriforeningens senere sekretær, Chr. Richter t.h.
LYST ELLER SPORT? Om man skal betegne det rekreative fiskeri som det ene eller andet, skaber den dag i dag stadig debat. Danmarks ældste forening, inden for det rekreative fiskeri, kaldte sig »Lystfiskeriforeningen«.
Lystfiskeriforeningens medlemmer bestod hovedsageligt af det bedre borgerskab, og der var ingen arbejdsmænd eller andre med lav indkomst. En almindelig arbejdsuge kunne nemt være 56 timer, så sofaen trak nok mere end fiskestangen, når ugen var omme. End ikke en medlemsbegrænsning på 100 mand var i begyndelsen nogen hindring for eventuel tilgang, for det antal nåede man først efter 10 år. Så oprettede man en venteliste. I 1907 blev medlemstallet sat op til 125, senere til 150 og helt ophævet i 1919. Sekretæren, Otto Wolff, havde tidligere regnet ud, at en person skulle stå på venteliste 7 år for at komme ind. Hans argumentation for at ophæve begrænsningen var: »En sportsforening bør ikke rekrutteres med oldinge«. Her var en mand, der kunne se fremtidsmulighederne i lystfiskeriet.
Nogle af de allerførste blink var lavet af ren perlemor. Meget vejede de ikke, men blev primært brugt til at trække efter en båd.
LYSTFISKERI var ikke noget, man tog alvorligt. Fra 1895 til 1920 er det begrænset, hvad der i Danmark var af udgivelser om emnet. Bortset fra Lystfiskeri-Tidende, der primært skrev om fiskeri efter gedder og aborrer, så var det sparsomt med informationerne. I 1926 udkom omsider en bog – »Håndbog i Sportsfiskeri i Danmark«. Det var det tætteste man kom på en revolution i lystfiskerlitteraturen. Forfatteren, Carl Theodor Wegener, havde fisket laks i Norge og på Island, og var blandt de første i Danmark, som fluefiskede laks. Sammen med skomagermester Hans Bache var han samtidig også initiativtageren til Sportsfiskerforeningen, der blev dannet i 1926 – og som var en forløber for Danmarks Sportsfiskerforbund. Wegener skriver i forordet til sin bog: »Når jeg har besluttet mig til at udgive denne bog, så er det først og fremmest, fordi jeg med beklagelser indser at fiskesporten herhjemme i Danmark er meget lidt dyrket og udviklet«. Dernæst blev læseren ellers guidet gennem 122 sider sportsfiskeri efter laks, ørreder, stalling, gedde og aborre. Det var de fiskearter, Wegener mente, udgjorde »sportsfisk«, da de alle »kæmpede, og var stærke, hurtige rovfisk, som giver sport«.
Lystfiskere var velklædte når fangsten skulle præsenteres. Her er det 2 flotte laks fra Skjern Å der foreviges. Ud fra billedet at dømme har fiskeren fået en professionel fotograf til at forevige begivenheden.
LAKSENE I DE JYSKE ÅER var der endnu ingen, som fiskede efter med stang og hjul – udviklingen gik knapt så stærkt i Jylland. Skomagermester Hans Bache var dog en undtagelse. Han laksefiskede. Den første laks i Skjern Å fangede han i 1897 og den sidste i 1954 – på 21½ pund. Det blev for hans vedkommende til 205 laks i alt. Senere berettede Bache, at da han begyndte sit fiskeri, var der så mange laks, at en landmand garnfiskede sig til større indkomst, end hvad gården gav ham af indtægter.
Efter 1910 fik man for alvor øje på åens formidable laksefiskeri. Også her var det den lokale »overklasse«, der dyrkede fiskeriet. Udstyret var simpelt. En lang bambusstang og murersnor agnet med en skalle. Skallen blev, akkurat som metoden geddefiskerne benyttede sig af, dyppet ned i »hullerne«. Fremgangsmåden var effektiv, og det lokkede snart udefrakommende fiskere til. Hans Bache blev en levende legende ved åen. Folk valfartede til vandet, og Bache agerede fiskeguide, inden begrebet var opfundet. Selv kongen, Chr. D. X, var på laksefiskeri. Fiskelykken stod dog ikke kongen bi, og da han endelig fangede en fisk, og viste den til Bache, spurgte kongen, hvad det var for en fisk. »En abor’, Deres Majestæt«, svarede Bache. »Kun en abor’. Gid det dog havde været en Tubor’«, sagde kongen. Om det er sandt, er nok usikkert, men det er anekdoter som denne, der altid har gjort lystfiskeriet levende.
»Hjulmagernes« kreativitet fejlede ikke noget. Her er et amerikansk hjul fra Heddon fra omkring 1930. Bremsen reguleres med en fjeder monteret med et stykke læder. Enkelt og effektiv.
LYSTFISKERIFORENINGEN havde frem til 1920 udviklet sig i popularitet. Tidligt havde foreningen indført regler for præmiering af store fisk, og gennem ihærdigt arbejde havde man opnået fiskeret i en række søer på Sjælland. Udsætninger og fiskepleje af søerne havde man også haft gang i, selvom flere forsøg med ørredudsætning i Furesøen var en komplet fiasko. Der var ikke en eneste genfangst. Til en generalforsamling konstaterede formanden tørt om ørrederne: »De er spist. Ikke af fiskerne, men af fiskene«. Til gengæld havde man – med større held – udsat sandart og gedder i en del søer for at værne om bestanden. I 1919 afholdtes ligeledes fiskekonkurrence på Furesøen med en kostbar fiskestang som præmie. Der var derfor ved at tegne sig et billede af en lystfiskerforening, som vi kender dem i dag, med både aktiviteter og faciliteter.
Tidlig reklame fra Jagt- og Fiskerimagasinet i Studiestræde. Som det fremgår kom det meste grej fra enten USA eller England.
ET KORT-PROJEKT, der næppe er set mage andre steder i verden, var udgivelsen af et sæt pejlekort for Furesøen til hjælp for lystfiskerne, så man lettere kunne finde søens banker og fiskepladser. Arbejdet med udarbejdelsen af kortene tog flere år, og blev udført af to bestyrelsesmedlemmer i Lystfiskeriforeningen, Otto Wolff og Rudolf Rasmussen, der, ved hjælp af loddesnor og kompas, opmålte, tegnede og beskrev 45 fiskepladser i søen. Otto Wolff havde allerede i 1895 udarbejdet et kort med pejlinger på 8 banker, men det var ønsket i foreningen at få opdaterede målinger. Bankerne kendte man naturligvis, og de havde alle »navne« akkurat som i dag. Samtidig var dybden oplyst, så det kunne efterprøves, om man befandt sig rette sted. Kortsamlingen rummer en del sjove navne. For eksempel »Apothekerens Have«, opkaldt efter en apoteker Gleerup, der havde sin favoritplads her, eller »Den Sorte Dame«, som er et spøgelse, der huserer på Frederiksdal Slot.
GREJ blev for alvor tilgængeligt for københavnerne i 1920, hvor den første egentlige specialforretning inden for fiskegrej åbnede – nemlig »Jagt og Fiskerimagasinet« på hjørnet af Vestre Boulevard og Studiestræde. I mange år havde firmaet Harald Børgesen været stort set eneleverandør af fiskesager til hovedstadens indbyggere, men de fik nu barsk konkurrence. Indehaveren af Jagt og Fiskerimagasinet var Ludvig Svendsen. Han var en ivrig jæger og lystfisker, der om nogen forstod at markedsføre sig selv, lystfiskeriet og sin forretning. Ludvig Svendsen skrev både jagt- og fiskebøger. Hans første bog »Lystfiskeren« indledes i forordet med »Min bog er skrevet for enhver, der driver fiskeriet for sin fornøjelse og på den måde som midlerne tillader og forholdene byder sig«. Frihavnsdirektør Thielsen anmeldte bogen i Lystfiskeri-Tidende. Han konstaterede, at bogen omtalte redskaberne i alt for høj grad på bekostning af metoderne, så bogen nogle steder havde et »helt katalogagtigt præg«. Ludvig Svendsen var ikke grejhandler for ingenting. I sin mest solgte bog, Fiskebogen, fra 1943, der udkom i flere oplag, var han hovedforfatter, men inddrog en hel del af datidens fiskekendisser. Blandt andet Paul Wellendorf, Valdemar P. Haugaard og Chr. Høgh-Petersen – ildsjælen fra Skive, der var primus motor i oprettelsen af Karup Å Sammenslutningen.
Her fremviser Otto Wolff fra Lystfiskeriforeningen den gedde på 13,15 kilo som Kr. S. Nielsen beskrev som et »rent barn« i forhold til den han selv havde haft på krogen i Furesøen i 1929.
BØRGE MUNK JENSEN anmeldte bogen i sin fiskespalte i Berlingske således: »Blot en hastig gennemgang viser, at denne bog langt overstråler alt, hvad man hidtil har været præsenteret for af dansk lekture på dette område«. Ludvig Svendsen havde fat i noget af det rigtige denne gang. En anden af bogens skribenter var den ret så ukendte S. Kr. Nielsen. Det vil sige, helt ukendt var han ikke. Han var nemlig en af Furesøens faste fiskere, og gik under tilnavnet »Skolemesteren«, qua sin stilling som lærer på Kongevejens Skole i Virum. Man sagde om ham, at han kunne placeres et hvilket som helt sted på Furesøen, og dernæst angive dybden med en halv meters nøjagtighed. I august 1929 mistede han en gedde, der, efter hans eget udsagn, var lige så stor som Grarup-gedden på 26,5 kilo. Skolemesterens oplevelse er beskrevet i Lystfiskeri-Tidende. Her omtaler han den gedde på 13,15 kilo, der på det tidspunkt var den største i Lystfiskeriforeningen, og som han havde set med egne øjne, som »et rent barn«. Grarup-gedden var på dette tidspunkt noget af et samtaleemne, og er det stadig, selvom den blev fanget på et selvfiskende redskab i en sø med et areal på kun 9 hektar. Lystfiskere strømmede i stor stil til Grarup Sø i håbet om at fange en kæmpegedde – det lykkedes dog aldrig.
MEDIERNES BEVÅGENHED gjorde lystfiskeriet mere interessant. Hvor det tidligere kun var landsbytosser, der fiskede, ændredes opfattelsen, da aviserne i løbet af 1920’erne og 30’erne i større omfang begyndte at behandle emnet. Selv nogle af datidens »kendisser« motionerede bambuskæppen. Ved geddepremieren d. 1. maj blev fangsterne omtalt på værdig vis. Ikke bare lokale aviser, men også landsdækkende medier, havde indlæg om de kendtes meritter på dagen. Selveste Statsradiofonien (senere DR) kom ligeledes med på vognen, og lavede reportager fra fisketure. Det var tiltag, man ikke har undersøgt betydningen af, men som uden tvivl har medvirket til at åbne øjnene for lystfiskeriet hos mange mennesker. Interessen var så stor, at Danmarks Sportsfiskerforbund i 1938 så dagens lys, og den kan i år fejre sit 75 års jubilæum. Men det er en helt anden historie, som du kan læse mere om til efteråret.
Den legendariske laksefisker, skomagermester Hans Bache, med sin sidste laks fra Skjern Å. Hans fangede i alt 205 laks gennem sine mange år ved åen.
