Ensomme øer, jomfrueligt vand og ukuelige rovfisk i brændingen – det er ingredienserne til et ekstraordinært eventyr med spinnegrejet. Følg med Olivier Portrat til Oman, hvor jagten på kæmpestore giant trevally går ind

Af Olivier Portrat

Det er det her det hele handler om. Lapdance fra en kæmpe GT`er

Det er det her det hele handler om. Lapdance fra en kæmpe GT`er

KYSTEN FORTONER sig bag os. Motoren på de 400 HK skubber vores lille båd hastigt væk fra fastlandet og ud mod en lille gruppe af øer, som ligger 50 til 70 kilometer fra kysten – lige der, hvor kontinentalpladerne falder fra 40-60 meter til dybder over 2.000 meter

Whosh, whosh siger vores poppere højlydt, når vi flår dem tilbage henover overfladen. Ethvert træk i popperne slår tre til fire liter vand op i luften, og det ikke mærkeligt, eftersom de er lige så store som halvliters øldåser. Der er ingen deciderede popper-lyde. Det her handler ikke om klassiske black bass poppere. Med vores poppere kunne man slå enhver black bass på denne planet halvt fordærvet.

Heftige snappere huggede hårdt på jigs fisket i dybet.

Heftige snappere huggede hårdt på jigs fisket i dybet.

ALLEREDE på det første spot, vi besøger på vores første dag, afventer sultne giant trevally os. Vi kaster ind over brændingen, lige der, hvor bølgerne slår ind over nogle klippeskær, som rager fri af vandet. Lige så snart vi får bevæget agnene helt rigtigt med vores overdimensionerede spinnegrej, dukker den første GT op bag agnene, og nu skal vi bare have dem tirret til at hugge ved at sætte fart på.

Så snart vi gør det, er der øjeblikkelig respons. Den første GT er nu kroget – og showet kan begynde. Vandet er grundt, klipperne og korallerne talrige, så jeg må derfor lægge maksimalt pres på fisken og holde på mest mulig line. Med en næsten totalt blokeret bremse, stemmer jeg imod, alt hvad jeg kan, og for første gang i mit liv, er jeg glad for, at nogen holder om mig, mens jeg fighter en fisk. I denne åbne, vuggende båd med lav ræling, er det næsten umuligt at holde balancen, og fiskene er så stærke, deres retningsskifte så pludselige og presset på grejet så hårdt, at man konstant er i fare for at blive hevet omkuld – eller værre – overbords. Naturligvis kan man give slip på stangen, inden det kommer så vidt, men når man ved, hvor dyrt grejet til dette fiskeri er, er dette næppe et brugbart alternativ.

De store GT fandtes ofte overraskende tæt på land og på meget lavt vand. Forhold der ikke just gør det nemmere at fighte de store og stærke fisk.

De store GT fandtes ofte overraskende tæt på land og på meget lavt vand. Forhold der ikke just gør det nemmere at fighte de store og stærke fisk.

MIN FISK – som er turens første – vejer omtrent 15 kilo. En mærkelig fornemmelse løber igennem mig, da jeg tænker på, hvor store monstre, der lurer i dybet. Dette område er et at de få steder i verden, som huser virkeligt store GT’ere – eksemplarer på 30-60 kilo er ganske udbredte. Det erfarer vi selv i de følgende kast. At fighte disse fisk er berusende – så berusende at vi næsten er bange for de næste hug. Og når en GT dukker op bag agnene, håber vi næsten alle sammen, at den tager kollegaens agn i stedet for vores egen. Det er en følelse, jeg aldrig før har oplevet.

DE NÆSTE TRE TIMER lander vi en håndfuld fisk over 40 kilo, og vi mister alle fisk, som slipper af sted med at knække vores liner midt over. Vi er udmattede og decideret lidende, og vi har samtidig nået en slags barriere. Dette fiskeri er hinsides, hvad man overhovedet kan nyde. Det er simpelthen for meget! Alligevel har det en vis charme – for vi har vel alle hemmeligt drømt om at blive trukket overbords af en stor fisk? I hvert fald bliver vi ved, og vi fisker, indtil vores arme gør smertende ondt. Smerten skyldes ikke kun de hårdhændede fights, men også håndteringen af agnene. De tunge stænger, som skal kunne håndtere liner med brudstyrker på 50-70 kilo, og ikke mindst de voldsomt tunge agn, tærer også på os. Det kræver desuden hårdt fysisk slid, og masser af kræfter at få popperne til at flytte vandet foran sig. Det her er ikke bare endnu en omgang jerkbait geddefiskeri. Og særligt når man kaster på halvdistancen, er det nødvendigt at klemme stangen ind mellem albuen og brystkassen og holde stangspidsen lavt. Det lyder måske ikke så spektakulært, men resultatet er store smertende blå mærker langs brystkassen, netop der hvor stangens håndtag presser ind mod ribbenene.

Det er hårdt arbejde at få de store poppere til at plaske vildt og voldsomt.

Det er hårdt arbejde at få de store poppere til at plaske vildt og voldsomt.

ET FIGHTBÆLTE er stort set en nødvendighed. Ellers udvikler fight­en sig nemlig til endnu en smertefuld oplevelse i den nedre maveregion. Hvad den resterende udrustning angår, skal den også være GT-sikker. Splitringe med 500 punds brudstyrke, 2 mm nylonforfang samt de bedste svirvler og trekroge, som penge kan købe, er nødvendige.

TIMER PASSERER, og vi har nu landet GT’ere på 45-47 kilo, mens enkelte endnu større og kraftfulde fisk er stukket af med nogle af vores dyre agn. Vi beslutter os nu for at prøve en ny teknik, nemlig jigging. Naivt nok regner vi alle med, at der nu venter os et mere skånsomt og komfortabelt fiskeri, men vi tager i den grad fejl. Kaptajnen kaster os ud i et hektisk speedjigging fiskeri med 100-400 gram tunge agn, og vi finder ud af at, der skal ekstrem fart på agnene for at lokke fiskene til hugget

De tunge agn farer ned i dybet, og når de når bunden, trækker vi dem opefter fire fem gange, hvorefter vi henter dem tilbage mod overfladen med lynets hast. Det er et hårdt slid, og igen gnaver stængerne konstant ind i ribbenene. Heldigvis virker det – igen og igen! Mens agnen skyder hastigt mod overfladen stopper alt pludselig, og linen bliver med ét flået af hjulet, idet et monster vender med agnen og søger mod bunden. Fighten er voldsom og bitter. Denne gang foregår det for det meste nede i dybet, men resultatet er det samme – opslidende hårdt arbejde. Den varme tropesol, gør heller ikke tingene bedre. Sveden løber i øjnene på os, og det svier voldsomt. Det er ikke sjovt, men det er alligevel fedt. Hvor er vi lystfiskere dog nogle underlige skabninger!

Danskeren Thomas Munksgaard havde en suveræn tur til Oman i marts måned i år. Her er han med en stor 40 kilos GT taget på en stor Sebile splasher popper.

Danskeren Thomas Munksgaard havde en suveræn tur til Oman i marts måned i år. Her er han med en stor 40 kilos GT taget på en stor Sebile splasher popper.

MENS VI JIGGER, kroger vi hovedsageligt amberjacks og forskellige trevally arter som fx yellow trevally, bigeye trevally og enkelte GT’ere, men vi fanger også groupers og forskellige tunarter. Mens vi fighter disse fisk, kommer vi også i kontakt med hajerne. De er ligeglade med jigs’ene, men de elsker at angribe fisk, som er ved at blive udtrættet. Det smarte ved at jigge er, at man kan bruge en sonar til at lokalisere fiskene med. Og på grund af de ganske udtalte fiskedybder på over 50 meter, er det relativt let at se stimer af fisk. Så snart en koncentration af fisk er fundet, er det nok bare at hejse en agn ned og påbegynde jigningen. Udfaldet er som regel øjeblikkeligt. Den reelle spænding beror på, hvilken art som har inhaleret agnen – men det er et usikkerhedsmoment, vi lystfiskere sagtens kan håndtere.

Yellowfin tun er et herligt indslag når man speedjigger men de skal hives hurtigt op for ikke at blive spist af hajerne.

Yellowfin tun er et herligt indslag når man speedjigger men de skal hives hurtigt op for ikke at blive spist af hajerne.

UD FOR OMANS KYSTER lever der også store stimer yellowfin tun. Disse fisk elsker at jage lige under overfladen, og havfugle samt delfiner er som regel genveje til at finde stimerne. Især delfinen er fiskerens ven, for når du har fundet den, er tunene sjældent langt væk. Tunene vejer typisk mellem 20 og 60 kilo, og det kan måske lyde skuffende for nogen, men jeg kan garantere, at de er sindsoprivende spændende at fange fra et lille fartøj på det rette grej – og at de leverer lynsnare og lange udløb. Den bedste teknik er at fiske med levende agnfisk samt lægge båden foran stimen, slukke motoren og derefter fire agnen ned til de forbipasserende fisk. Agnen skal svømme på naturtro måde, og derfor er det bedst at anvende lette enkeltkroge til agningen. Alt i alt er også dette fantastisk underholdende – og opslidende. Men du vil elske det!

Danskerfest i Oman: Fire danskere heriblandt Thomas Munksgaard er netop vendt hjem fra en fantastisk fisketur i det sydlige Oman, hvor målet var nogle af områdets store GT’er. Her får du en dug­frisk fangstrapport

Fulde af forventning stævner vi ud fra den lille havn. Vi har hørt historierne og læst rapporterne om de monster GT, der holder til ved Hallaniyats øerne og endelig er vi på vej det sidste stykke derud. Efter en lille times sejlads for fuld skrue dæmper kaptajn Ed motorerne, og vi ser klippeøerne knejse op foran båden. Endelig er vi ankommet til GT paradis

Ivrigt begynder vi at kaste de store poppere, og vi er overraskede over kaptajnens fiske anvisninger. Vi ligger meget tæt på land, og ofte er vi kun over 4-5 meter vand, men Kaptajn Ed siger, at det er her fiskene er, og det holder vi os selvfølgelig til. Der går ikke længe, før der er bud efter en af vores poppere, men fisken bliver dog desværre ikke kroget, og kaptajn Ed bander højlydt. Vi er ved Monster Rock forklarer han. Her har han aldrig landet en GT under 45 kilo….GULP

Thomas Munksgaard blev revet rundt af Omans store GT’ere og knækkede bl.a. en af sine stænger. Det lykkedes dog også at lande en imponerende stribe fisk.

Thomas Munksgaard blev revet rundt af Omans store GT’ere og knækkede bl.a. en af sine stænger. Det lykkedes dog også at lande en imponerende stribe fisk.

Monster Rock giver dog ikke yderligere, og vi rykker videre til en anden plads. Kort tid efter falder hugget på min kammerats popper, og en benhård kamp kan begynde. Fisken trækker med enorm styrke, og han er presset til det maksimale. Selvom han er helt drænet for kræfter lykkedes det ham dog til sidst at få presset fisken op til båden. En drømme GT på 42 kilo kommer i båden til en kort fotosession, og vi måber alle over fiskens størrelse. Vi er alle forbløffet og også lidt skræmte over, hvor hårdt fiskene kæmper

Da vi fisker på lavt vand, skal fiskene holdes stenhårdt, for at de ikke går i bunden, og når fiskene har denne størrelse, er det ekstremt hårdt ved både fisker og grej. Vi får ikke flere fisk i båden den dag, men mister flere gode fisk. Både fiskene og forholdene er utilgivende, og selv den mindste fejl fra enten fisker eller grej resulterer i at fisken vinder kampen

De næste par dage er en skarp læringsproces på – og trods af, at vi betragter os selv som erfarne tropefiskere, lærer vi meget på denne tur. Vi får trimmet og opgraderet vores grej samt begynder at få bedre styr på de store fisk, men får dog stadig bøjede kroge og smadrede poppere men også nogle gode fisk i båden

Vi bruger to dage, hvor vejret ikke er med os på inshore fiskeri tæt på fastlandet. Her fanger vi et hav af arter på let spinnegrej: 4-5 tunarter, forskellige trevallys , bream og queenfish. Vi fanger masser af hårdt­kæmpende fisk, der presser det lette spinnegrej maksimalt, og det hele er yderst underholdene. En enkelt dag bliver brugt på speedjigging, og også her fanger vi masser arter med fire flotte bludger trevallys som dagens bedste resultat.

 

Garmin Quatix

 

Sidste dag bliver brugt på at jagte GT ved øerne igen. Det bliver en helt forrygende dag med seks store GT i båden hvor fire er over 30 kilo med største på 52 kilo. Jeg har selv en super dag og slår min pr GT to gange med en fisk på 35 kilo og en på 40 kilo – fantastisk! Det er med ømme arme og solbrændte kroppe, at vi tager tilbage til Danmark. Vi fik alle ny personlig rekord i GT og kan tænke tilbage på det ubarmhjertelige, men underskønne Oman.

Vil du til Oman

Kuria Muria øerne, hvor vi fiskede, ligger syd for Oman i Salalah regionen tæt på grænsen til Yemen. Sportsfiskeri i området er noget helt nyt, og de første lystfiskere kom til området så sent som i 2010. Det involverer dog både fordele og ulemper. Ulemperne er, at guiderne næsten ingen erfaring har med sportsfiskeri. De har stadig en masse at lære. Forplejningen og madlavningen er samtidig af relativt lav standard, og desuden er punktlighed ikke noget voldsomt udbredt fænomen. Du kan for eksempel opleve at stå tidligt op for at nå ud på vandet, inden det blæser op, og så er båden ikke klar til sejlads, før det er alt for sent. Apropos bådene, så er sejladsen i dem ikke alt for komfortabel. De egner sig fint til stående spinnefiskeri, men de yder ingen læ mod vandsprøjt under sejladsen. Hvis havet er roligt, er dette naturligvis ikke noget problem, men som oftest er vandet mere eller mindre oprørt, og vi var typisk helt gennem­blødte, så snart vi forlod havnen. Desuden sejles der så stærkt, at man ender med at få godt og grundigt ondt bagi af bådens slag ned i bølgerne. Fordelen er, at du kan fiske jomfrueligt vand med masser af vilde og store fisk. Og selvom det er opslidende samt fysisk udmattende, så er det alligevel noget af det vildeste, mest brutale og nervepirrende man kan forestille sig Vi boede i den lille landsby Shuwaimyah på Sindgood-Lodge, som markedsføres af det franske rejsebureau Safari World Image. Kontaktpersonen er franskmanden Mr. Laurent Lafferre. www.safariworldimage.com

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This