DET ULTIMATIVE SYNSBEDRAG

Selvom havørreden som regel er relativt ukritisk med hensyn til, hvilken føde den indtager, kan ultra-realistiske kystfluer være nøglen til forbedrede fangster. Her kan du blive klogere på hvorfor.

Tekst og foto: Rasmus Ovesen

KYSTFLUEBINDINGEN i Danmark har været inde i en rivende udvikling de seneste 10 år. Masser af nye, spændende fluebindingsmaterialer er kommet til, nye dygtige fluebindere har markeret sig og præget udviklingen – og massevis af nye kystfluemønstre har set dagens lys. Skal man tale om en generel tendens, som er kendetegnende for udviklingen af nye kystfluer det seneste årti, må det være at realisme er blevet et mål i sig selv. Det er med andre ord blevet mere og mere udbredt at binde kystfluer, som i åbenlys grad imiterer specifikke byttedyr – og fluerne bliver på én og samme tid mere og mere detaljerede, avancerede og tidskrævende at binde. Man er derfor ikke længere i tvivl om, hvilke byttedyr de enkelte kreationer i kystflueæsken skal efterligne, og det er havørreden næppe heller. Men er der overhovedet god mening i at binde ultra-realistiske fluer? Er det ikke blot at kaste perler for »svin«?

Ser man bort fra de tidspunkter på året, hvor havørreden primært skal provokeres til at hugge, jager den med sit skarpe syn og lyn­snare reflekser alt, der ser spiseligt ud. Det ligger simpelthen i dens grundlæggende natur! I denne forbindelse er »spiselig« dog et vidt begreb, for mens havørreden i løbet af foråret – hvor fødemængderne fortsat er relativt be­grænsede – kaster sig over snart hvad som helst, der blot ser tilnærmelsesvist livligt ud, så kan man opleve tidspunkter i løbet af sommeren, hvor det modsatte gør sig gældende. Her kan fødemængderne nemlig være så rigelige og fiskene så skeptiske, at kun de allermest realistiske og lokkende fluer kan overbevise havørreden om, at det er værd at sætte angrebet ind.

FØLGERE oplever de fleste kystfluefiskere i løbet af en sæson, og desuden kan man opleve dage, hvor havørreden napper forsigtigt i fluerne, som for ligesom at teste ægtheden. Denne form for ubeslutsomhed kan have mange årsager, men der er ingen tvivl om, at havørreden ind imellem er decideret skeptisk anlagt, og at denne skepsis kan få den til at afvise eller ignorere fluer, som ikke i tilstrækkelig grad ligner de byttedyr havørreden favoriserer. Eksempelvis når der fiskes i sommerhalvåret på pladser med rigelige fødeforekomster og spritklart vand kan man opleve at havørreden er skeptisk, og i sådanne situationer er ultra-realistiske kystfluer usæd­vanligt effektive.

DE ULTRAREALISTISKE KYSTFLUER er tiden og besværet værd ved bindestikket, hvis man for alvor ønsker at optimere sit fiskeri, og komme nogle af følgerne samt de halvhjertede hug til livs. I sidste ende vil fiskeriet med disse fluer nemlig resultere i flere krogede og landede fisk.

Hvor vigtig detaljeringsgraden er, kan selvfølgelig diskuteres. For eksempel er det måske ikke af afgørende vigtighed, om en rejeflue har et eksakt antal ben, eller at en imitation af en ni-pigget hundestejle har lige nøjagtigt ni pigge. Væsentligst er det, at fluerne umiskendeligt ligner et spiseligt byttedyr, når de hjemtages. Her er bevægelsen – fluens svæv, pulseren og mobilitet – essentiel, men en ultra-realistisk flue har desuden den fordel, at den kan fiskes ultra-langsomt hjem eller helt stoppes under indtagningen – og vel at mærke uden at det betyder, at fluen pludselig virker uinteressant eller decideret livløs.

En flue man kan stoppe helt op i vandet, og som frit svævende og helt bevægelsesfri er så visuelt overbevisende, at den alligevel bliver inhaleret af havørreden, er et dødbringende våben – særligt på dage, hvor havørrederne på grund af klart vand, rigelige fødeforekomster eller lave vandtemperaturer er træge eller humørsyge.

VED FLUEBINDINGSSTIKKET lønner det sig at have rigtige fotografier af byttedyr ved sin side. De fleste forestiller sig, at de har et ganske godt indre billede af, hvordan de fleste byttedyr ser ud, men vil man binde eksakte imitationer, er der meget vundet ved at tage udgangspunkt i nære studier af byttedyrenes anatomi, farver, og detaljer.

Først og fremmest er det væsentligt at få byttedyrenes grundlæggende proportioner og størrelse rigtige, og hernæst kommer farver og til sidst de små detaljer såsom øjne, ben, markeringer og lignende. Krog-, materiale- og farvevalg er med andre ord elementer, man bør overveje grundigt, inden man kaster sig ud i imitations-eksperimenterne. Her er med andre ord tale om en gengivelsens kunst, og det er en disciplin, som kræver tålmodighed, finesse og blik for detaljerne.

TO AF EKSPERTERNE indenfor den ultra-realistiske kystfluebinding er Kern Leo Lund or Rune Westphal, der hver især bruger oceaner af tid ved bindestikket for at perfektionere deres kystfluer, og som hvert år fanger store fisk på den åbne kyst og i fjordene.

KERN LUND er blandt landets allerbedste imitationsfluebindere, og han har i særdeleshed kastet sin kærlighed over rejefluerne. Hele eventyret med de ultra-realistiske fluer startede ikke ved fluebindingsstikket men ved fiskevandet, hvor flere af de større fisk havde udvist en nagende evne til at gennemskue bedraget.

– Til at starte med fiskede jeg tit til gode fisk, og undrede mig over, om de måske havde intelligens på ét eller andet niveau, der fik dem til at fravælge fluerne, fortæller Kern. Alle følgerne og afvisningerne drev Kern til fluebindingsstikket, hvor de allerførste eksperimenter fandt sted – og de første serier af ultra-realistiske rejefluer med gummiben, øjne og rygskjold blev til.

De nye fluer gav masser af fisk, men det var især de af fluerne, som havde et godt »svæv«, der kunne lokke de helt store fisk til hugget. – Jeg fandt hurtigt ud af, at fluerne – udover at se realistiske ud – måtte have den helt rigtige vægtfylde, fortæller Kern. – Epoxyfluerne sank for eksempel for hurtigt, og de mistede det svæv, der gør dem levende i vandet. En ultra-realistisk rejeflue, der samtidig kan stoppes svævende op i vandet, udløser hug fra selv de allermest vanskelige fisk. Og ifølge Kern, er netop de vanskelige fisk ofte kystens aller­største fisk – altså dem med erfaring og skepsis!

ISÆR KYSTENS STØRSTE FISK har Kern for alvor fået i tale med sine ultra-realistiske kystfluer, og han kan tydeligt mærke en forskel på tiden før han begyndte med sine imitationseksperimenter og nu.

– Jeg synes, der er stor forskel på størrelsen af de fisk, jeg får i dag sammenlignet med tidligere, fortæller Kern. – Tidligere fangede jeg måske 150 havørreder årligt, hvoraf én var omkring de 3-4 kilo. I dag får jeg mindst samme antal fisk, men heraf er måske 3-5 store fisk! Sidste år fik jeg fire flotte havørreder på over fire kilo, og 2013 startede jeg da også med en fin 4,2 kilos fisk – alle sammen fanget på ultra-realistiske rejefluer, slutter Kern.

RUNE WESTPHAL binder et væld af realistiske kystfluer, men eftersom han er bosiddende i det nordlige Sjælland, hvor kysterne vrimler med rejer, er også han særligt optaget af at binde ultra-realistiske rejefluer. Rune fortæller, at for hans vedkommende startede selve ideen med at imitere hav­ørredens byttedyr så realistisk som overhovedet muligt, i begyndelsen af 80’erne – i de første år han både fiskede med flue og bandt fluer.

– I perioder om efteråret var der så mange rejer i vandet, fortæller Rune, at det praktisk talt var umuligt at overliste en ørred med de mønstre, der var tilgængelige den gang. – Min far havde nogle plastikimitationer (Lexarejer), som han fangede fisk på, men jeg var ikke meget for at fiske med »snydefluer« – så jeg måtte se til, mens han fangede fisk. I stedet brugte jeg det som inspiration, og mine første rejeimitationer blev snart til virkelighed. Rejeøjne lavede jeg af min mors sorte knappenåle, som blev bundet ind på en grå palmerflue, men resultatet var langtfra optimalt, indrømmer han.

Den dag min første realistiske reje blev bundet, husker jeg som var det i går. Det var en lørdag i starten af oktober. Jeg havde fisket hele morgenen til mange fisk, uden at det havde givet noget, og i stedet for at blive ved, stoppede jeg op og begyndte at studere alle de rejer, der svømmede rundt inde på det lave vand. Det første jeg fik øje på, var deres mørke øjne, som skilte sig ud fra deres næsten usynlige krop. Fiskegrejet blev gemt bag nogle buske, og aldrig har min cykel kørt så hurtigt! 10 minutter senere sad jeg ved fluestikket og bandt min første »rigtige« rejeimitation. En cykeltur senere blev fluen lagt ud til en fisk, der havde vist sig i overfladen, og for første gang var der en øjeblikkelig reaktion. Fisken tog ikke med det første, men fulgte som hypnotiseret fluen. Med kun et par meter flueline ude af top­øjet, stoppede jeg indtagningen og lod fluen svæve mod bunden. Et svagt træk i linen blev instinktivt kvitteret med et tilslag, og sekundet efter hang en blank 50 cm fisk i luften lige foran mig – med min nybundne rejeflue i mundvigen.

FANGSTEN af denne besværlige rejeæder blev for Rune startskuddet til en livslang passion for at binde realistiske rejefluer – og i hans sind er der ikke længere nogen tvivl om, at der er perioder på året, hvor en ultra-realistisk rejeimitation kan udfiske enhver anden rejeflue – og at dette også gør sig gældende for andre imitationsfluer.
– Igennem tiden har jeg oplevet utallige eksempler på, at havørreden bare følger fluen – og det sker typisk, når den har tid til at studere sit bytte, og derfor bliver en smule i tvivl om ægtheden.

Ligesom Kern er Rune dog også overbevist om, at det ikke kun er fluens udseende, som får havørreden til at hugge. – Når fiskene bliver ekstremt selektive, er det en kombination af fluens »ægthed«, indtagningen, og ikke mindst pauserne i indtagningen, der kan være udslagsgivende, forklarer Rune. – Meget ofte vil hugget falde netop som fluen svæver ned igennem vandet, og nogle dage mærker man kun et svagt træk og ikke mere. På disse dage kroger du kun fiskene, hvis du er på dupperne og klar med en kontant strip-strike, fortsætter Rune.

 

 

PÅ STILLE DAGE med klart vand har Rune oplevet, at der er forskel på, hvilke fluer og fluestørrelser, der giver fisk – men generelt er det under disse forhold, at de ultra-realistiske fluer for alvor kommer til deres ret. Hvis jeg oplever, at fisken bare går og »stanger tænder«, går jeg ned i en mindre størrelse af samme flue, hvilket ofte kan ofte gøre forskellen. Hvis ikke det hjælper forlænger jeg forfanget og går ned i en tyndere forfangsspids, slutter han.