De fleste er klar over, at havørrederne i marts kan være helt fikseret på sværmende børsteorm – og her er et bombardaflåd kombineret med en duftende Gulp orm en af de aller mest effektive metoder.

Tekst og foto: Gordon P. Henriksen

 

Friluftsland

 

Det er de færreste havørreder der kan modstå en langsomt fisket Gulp som svæver lige over bunden.

Det er de færreste havørreder der kan modstå en langsomt fisket Gulp som svæver lige over bunden.

DET ER EN KØLIG OG TÅGET FORMIDDAG, da jeg ankommer på pladsen i fjorden. Der har gået rygter om store stimer af mindre havørred, og jeg er ikke den eneste, der har opsnuset disse rygter. Der står allerede flere flue- og spinfiskere i området. Der er blevet taget tre ørred lige omkring målet på flue. Inden jeg er klar til at fiske har jeg dog allerede set to fisk oppe at vende i overfladen, og jeg er sikker på at de er her – spørgsmålet er bare om vi kan fange dem.

OFTE ER HAVØRREDFISKERI et meget opsøgende fiskeri, og jeg har tit brugt mange flere kræfter på at dække meget vand, end på at eksperimentere med agn og metoder på koncentreret område. Det tror jeg også giver rigtig meget mening i mange sammenhænge.
– Men efter at jeg har fisket Put & Take med Casper Larsen nogle gange, har han dog givet mig et lidt nyt syn på fiskeriet.

I Put & Take ved man at fiskene er der. Det svære er som regel at få dem til at hugge. Adskillige gange har jeg været i en Put & Take sø, hvor Casper og hans fiskekammerater fanger fisk på fisk, mens alle andre blanker. Forklaringen ligger i en kombination af fiskeri med finesse, samt evnen til at omstille fiskeriet efter forholdene og ikke være bange for at eksperimentere. En af Caspers foretrukne metoder i Put & Take er fiskeri med bombarda. Selvfølgelig kom­bineret med Powerbait, men også med små jigs, gummidyr og ikke mindst Gulp Alive! orme. Og netop denne teknik har han også brugt på havørreder med stor succes. Særligt i den kølige årstid og når fiskene er fikseret på børsteorme. – Og igen ofte i situationer, hvor andre ikke rigtig fanger noget.

Fisk og Fri’s Casper Larsen med en fyldt galje. Gulpen har igen leveret varen.

Fisk og Fri’s Casper Larsen med en fyldt galje. Gulpen har igen leveret varen.

Jeg har på Caspers opfordring medbragt et par lette bombardaer og flere forskellige slags Gulp orme. Jeg rigger op med et 15 grams intermediate bombarda, et 2,5 meter langt tyndt forfang og en halv Gulp Alive Neries orm i lilla på en trekrog str. 16. Jeg kan kaste langt og spinner ormen i et roligt og varieret tempo hen over den mudrede fjordbund. Allerede i fjerde kast er der fisk. De andre noterer, hvor heldig den nyankomne er, men en halv time og seks havørred senere, er de andre fiskere ved at lægge teorien om held fra sig. Flere af fluefiskerne har også fisket med børsteormsimitationer dog uden succes, så det kan altså ikke bare være udseendet, men også duften, der er udslagsgivende.

NÆSTE GANG fiskeriet efter hav­ørred med Gulp ormene skal prøves er Casper også med. Han fisker fra sin flydering, mens jeg står inde på bredden. Vi har begge en fantastisk dag. Fiskene er ikke store, men til gengæld er der masser af action. På et tidspunkt kommer Casper på land til en kaffepause. Jeg takker ham for inspirationen, og vi får en længere snak om den effektive metode.

– DET HELE STARTEDE med en tur til Iglekær P & T for små fem år siden, fortæller Casper. – Vi var tre mand, der var kørt den lange tur fra København til Lolland for at deltage i en fiskekonkurrence. Morgenfiskeriet havde været udmærket, men som så ofte før, når fiskene bliver stresset, så stoppede de med at hugge til trods for vores mange agnskift. Til sidst prøvede jeg et glas Gulp Night­crawlers, og så skal jeg da eller lige love for, at jeg fangede fisk. Det var faktisk så udslagsgivende at os tre med Gulp ormene fangede 75 procent af fiskene den dag, og vi var 40 fiskere ved søen.

Artikel forfatteren, Gordon Henriksen, med en fin grønlænder, som ikke kunne stå for hans Gulp.

Artikel forfatteren, Gordon Henriksen, med en fin grønlænder, som ikke kunne stå for hans Gulp.

– Egentligt er jeg ikke den store havørredfisker, men det er min far, som jeg har min fiskeopdragelse fra, forklarer han videre. – Han har slæbt mig med rundt på mange sjællandske kystpladser. En morgen i juni prøvede vi sydsiden af Røsnæs. Min far er udpræget orme fisker, og han har 99% af tiden et bobbelflåd og en sprælsk regnorm for enden af stangen. En lille havørred faldt hurtig for regnormen, og jeg fik den idé at skifte til Gulp regnormen, der havde gjort det så godt i putsøen en lille måned forinden. Og hav­ørrederne var helt ligeglade med om ormene var af gummi eller ej; den fiskede helt lige op med de levende regnorm den eftermiddag. Siden har duftormene været et fast indslag på mine havørredture.

EFTER AT HAVE BRUGT Berkleys produkter i Put & Take igennem de sidste mange år er jeg slet ikke i tvivl om, at de har fat i den lange ende på Berkleys laboratorium. Det er lykkedes dem at lave storsælgeren Powerbait, som jeg mener er de andre pasta/ørreddejs produkter på markedet klart overlegen.

Nu er havørreder og opdrættede regnbueørreder jo langtfra den samme fisk, og de opfører sig vidt forskelligt, men til trods for det, er jeg så overbevist af duftprodukternes fangstevner, at de altid er med mig – om jeg så er ved putsøen, på kysten eller i fjorden.
Min far har som sagt altid badet orm med stor succes, så det var ganske oplagt at teste de nye Gulp produkter op mod »the real deal«, når vi nu var ude og fiske havørreder sammen. Særligt husker jeg en tur til Tempelkrogen i Isefjorden i marts 2009, hvor foråret var i luften og solen skinnede fra en skyfri himmel.

Gulp og bombarda er effektivt og langtrækkende, men til tider kan en flydering pynte på fangststatistikkerne.

Gulp og bombarda er effektivt og langtrækkende, men til tider kan en flydering pynte på fangststatistikkerne.

Vi havde et kanon fiskeri med fem fisk til hver, jeg med Gulp Alive! børsteorm og min far med levende regnorm eller børsteorm. Vi begge fiskede med flydende bombarda og 1½ meter forfang ned til ormen, som var den eneste forskel. Stille og roligt forsvandt stimen af havørreder for os og pludselig stod vi igen og fiskede henover det døde hav. Vi besluttede os for at vade ud, henover det lave vand, hvor vi lige havde haft et forrygende fiskeri og gik ud så vi stod i vand til livet. Omkring 50 meter længere ude vendte en fisk i overfladen, og her var der kun mig med Gulp ormen der kunne kaste ud. Og da jeg havde fanget yderligere seks havørreder måtte den gamle erkende sit nederlag til Gummi ormen. Så selv på dage hvor en rigtig orm er nogenlunde lige så effektiv, kan man have en fordel ved, at de sidder bedre fast og kan kastes længere.

– EFTERFØLGENDE har jeg eksperimenteret en del med dette fiskeri, og jeg kan kun notere mig, at de fleste af Gulp produkterne kan fange regnbue- og havørreder, men andre mærkers duftorme kan også godt præstere, fastslår Casper, og jeg spørger ind til favorit produkterne. Gulp Night­crawler og Earthworms er gode regnorme imitationer i små og store udgaver, og de virker bare. Især den meget røde udgave i både stor og lille har overrasket mig ved at fange mange havørreder. Gulp Alive! laver nogle modeller, der hedder Arenicola og Neries, som er henholdsvis sandorm og børsteorms imitationer, og de fungerer rigtig godt. Alle farvevarianterne fanger fisk, så her har jeg ingen favoritfarve. Ormene fås i en 10 og 15 centimeters udgave, hvor den på 15 centimeter giver flest hug. Den kan dog oftest også være den sværeste at kroge fiskene på, og derfor nøjes jeg ofte med en stump på 5 centimeter, når jeg har fundet fiskene. – Så holder pakken også længere, griner han. Også Gulp Alive! Minnows og Minnows Grub, som er små fiskeimitationer, virker kanon godt – både i naturtro farver, men så sandelig også i pangfarverne chartreuse og pearl white.

Gulpen monteres på krogen på samme måde som den ægte vare. Den kroges fra hovedet og trækkes hele vejen ned over krogskaftet.

Gulpen monteres på krogen på samme måde som den ægte vare. Den kroges fra hovedet og trækkes hele vejen ned over krogskaftet.

– GREJET må gerne være let – fx en 10-11 fods stang med en kastevægt op til 30 gram og et almindeligt spinnehjul med fletline 0,10-0,17 mm er at foretrække, pointerer Casper. – Stangen skal have lidt længde, da det så er lettere at kaste med det lange forfang uden at gummiormen ryger af krogen. Fletlinen gør, at man nemmere mærker huggene. Jeg benytter en enkeltkrog i str. 4 med modhager på skaftet, der gør, at ormen ikke har så let ved at ryge af krogen.

Ormen skal spinnes ind i et varieret tempo med masser af spinstop undervejs og fiskes bedst efter et intermediate bombardaflåd, hvis du spørger mig. – Men nu har jeg altså ikke tid til at snakke mere slutter Casper og hopper i flyderingen igen. De ringende ørreder derude blev for meget for ham, og nu skal der serveres en ny omgang duftorme. Jeg er med på samme hold og 20 minutter senere står vi begge med spændt stang.

    Hvidovre Sport

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This