– Det vælter ind med rapporter fra sommerferien, og en af dem, der har været afsted er Alfred Weinholdt:
– Jeg var for nylig en tur til Nordvestsjællands Fiskepark, og skulle gå efter stør og karper, fortæller han. – Vi bookede Plads 10 i fem dage, og fiskede i fire døgn, men gad ikke om mandagen, da det regnede helt vildt. Det startede meget fint med en masse hug fra størerne, man først efter 26 timer landede jeg den første fisk, som var en fin russisk stør på omkring de 34,5kg. Lidt efter fik min far en kæmpe sibirsk stør, som gav en ordentlig fight. Vi troede faktisk, at det måske var en Danmarks rekord, lige da vi så den, men vi fik den vejet til 41,5 kilo, og DK-rekorden, der indehaves af Henrik Carl, er 47,5 kilo. Derefter ventede vi bare igen, og lige pludselig fik min fars ven, Carsten, et godt hug fra en stør. Den ville bare ikke op og fightede som en maskine. Det viste sig at være en meget fin beluga på lidt over 55kg.
– Sent på natten fik vi endnu et hug fra endnu en stor beluga. Fisken var næsten en ny PR med sine 53,4kg, og den gav en bedre fight end den, som jeg fik sidste år på 55kg. Dagen efter fik jeg et meget mærkeligt hug lige efter vi var kommet tilbage med is. Det viste sig at være en kæmpe spejlkarpe, som vejede 15,4kg, hvilket var en ny personlig med over fem kilo. Den anden på 10,25kg var dog på UL-grej.
– Så gik jeg over til et andet sted, og lidt efter fik jeg hug på et in-line blink, hvilket til min overraskelse viste sig at være en ny PR-rudskalle på 290g, som havde taget hele trekrogen i munden. Senere den dag fik Carsten endnu et hug fra det, der skulle blive turens største fisk – en flot beluga på 64,2kg, der huggede på en sild. Så på fire døgn fik vi altså fem stør, en PR-spejlkarpe og en PR-rudskalle. Det var møgvejr nærmest alle dagene, men vi havde vinden i ryggen, så alt i alt en fantastisk tur.
Fiskene deltager i Daiwa Open 2026, hvor deltagerne hver måned kan vinde en Morethan AGS Coast Commander stang til over 4.300 kroner+ for at indsende den bedste, sjoveste eller mest interessante fangstrapport, hvilket du kan læse meget mere om her. Alfreds fine rapport er også med i lodtrækningen om en fiskedrømmerejse til Egypten efter GT sponsoreret af iFish Travel til en værdi af over 33.000 kroner.

Alfred med sin fine karpe. Øverst ser du ham med sin beluga der næsten var lige så stor som hans PR.










