– Efter et vanskeligt, men helt fantastisk forår på Øland, hvor Jannik tilbragte nogle dage sammen med mig, mødes vi igen til årets første sommeraften på Stevns 10 dage siden. Sådan lyder det fra den erfarne kystfisker Thierry Du Brail:
– Vi er ikke på jagt efter store ord. Vi er bare glade for igen at stå side om side med waders på og få vores blink til at arbejde i vandet. Nogle gange er det netop det, fiskeriet handler om. Ikke nødvendigvis om at fange noget. Bare om at være der. Om at mærke vinden, se bølgerne rulle ind over revet og vide, at der et eller andet sted under overfladen måske står en havørred og venter. For mig blev denne sommer begyndelsen på nogle intense dage ved den svenske kyst. Dage, hvor vejret, vandtemperaturen, vinden og strømmen skulle studeres nøje, før at beslutningerne kunne træffes. På kysten er det sjældent tilfældigt, hvor fiskene befinder sig. Men selv den mest præcise analyse kræver altid en smule held – det lille ekstra element, som man måske kan kalde X-faktor. Onsdag i sidste uge begyndte jeg at koncentrere mig om vejrudsigterne for Møn og Skåne. Jeg sammenlignede vindretninger, bølgehøjde, strøm og vandtemperaturer. Torsdag meget tidligt om morgenen var beslutningen taget: Skåne’
– Fra Kivik til Malmö viste målingerne flere steder en vandtemperatur på mellem 10 og 12 grader. Det var interessant. Ikke nødvendigvis let, men interessant. Jeg satte kursen mod Sverige, og efter mere end 100 kilometers kørsel var jeg omkring middagstid fremme for at rekognoscere flere pladser syd for Kivik.
– Jeg brugte tid på at undersøge kysten. Flere rev blev fisket igennem, men forholdene var ikke rigtigt overbevisende. Til sidst fandt jeg et rev med kakaofarvet vand, uklart, men uden generende alger. Det var ikke et sted, der umiddelbart så indbydende ud for øjet, men der var struktur, dybde og bølger, som brød hen over et lavere område længere ude.
Jeg valgte et 28 grams blink i citron- og grønne farver fra Kim Poulsen, Min Jysk Grej Pusher, monteret med en trekrog str. 8. Omkring 70 meter ud kunne jeg fiske en stor sektor af, næsten 180 grader, og få blinket til at arbejde hen over det område, hvor bølgerne brød på revets højeste punkt.
– Tålmodighed skulle vise sig at være en god strategi. Langsomt begyndte fiskeriet at udvikle sig. Huggene var diskrete, næsten forsigtige, men når fiskene først var kroget, viste de deres sande styrke. I løbet af dagen lykkedes det mig at få kontakt med otte smukke havørreder. Syv af dem kom sikkert i nettet. Alle var meget velproportionerede, brede over ryggen og imponerende tykke for deres længde. Fiskene målte mellem 55 og 68 centimeter.
– Der var ikke tale om voldsomme hug, hvor stangen eksploderer i hånden. Tværtimod kom mange af huggene som små ændringer i kontakten med blinket. En anelse ekstra vægt. Et kort stop. En fornemmelse af, at noget ikke helt passede. Men når fisken først afslørede sig, blev kampen lang, tung og stærk. Havørrederne brugte bølgerne effektivt. De gik dybt, tog lange udløb og satte hele deres kraft ind i strømmen. Flere gange stod jeg med følelsen af, at fisken måtte være større, end den faktisk var. De var simpelthen så kompakte og stærke. Omkring klokken 21 var jeg gennemblødt. Vandet havde fundet vej ind overalt, og vinden havde gjort sit arbejde. Men jeg var lykkelig. Det havde været en af de dage, hvor alle de mange timers analyser, kørsel og søgen pludselig gav mening.
Tilbage til skånekystens havørreder
– Næste dag – fredag morgen – ringede jeg til Jannik. – Vi SKAL bare fiske på Skåne i aften. Jeg forklarede ham kort, hvad jeg havde oplevet dagen før, og jeg fortalte om vandet, revet, de diskrete hug samt de kraftige fisk. Jannik havde haft en hel arbejdsuge bag sig, men på trods af trætheden valgte han at stole på mig. Ved 17-tiden krydsede vi Øresundsbroen. Vi talte om forholdene, om vinden og om mulighederne. Jeg vidste, at det ikke nødvendigvis ville blive let. Dagen før havde jeg brugt lang tid på at finde den rigtige plads, og selv på et godt område kan fiskene naturligvis være fraværende.
– Senere stod vi side om side i det chokoladefarvede vand et sted på den skånske kyst. Gode bølger rullede ind over revet, og en frisk vestlig sidevind sendte vandet ind over vores waders. Vi blev gennemblødte næsten med det samme, men forholdene føltes rigtige. Vi begyndte at fiske metodisk. Kast efter kast dækkede vi omkring 180 grader af kysten. Først gik der en time. Derefter to. Så tre. Vi prøvede woblere og blink. Vi skiftede mellem forskellige størrelser og farver. Blinkene var monteret med små laksetreblkroge nummer 8. Men der var ikke skyggen af en havørred, og der gik timer uden kontakt.
– Det er i sådanne situationer, fiskeriets mentale side bliver afgørende. Man kan hurtigt begynde at tvivle. Er vi det rigtige sted? Fisker vi for hurtigt? For langsomt? Er vandet for uklart? Er fiskene længere ude? Eller er de slet ikke kommet ind? Vi fortsatte. Vinden stod på tværs fra vest, bølgerne slog hårdt ind mod revet, og vores tøj blev tungere for hvert minut. Vi kastede ud, lod blinkene synke og arbejdede dem hjem gennem det mørke vand. Gentagelse efter gentagelse. Så, som forventet, begyndte vinden omkring klokken 20 at aftage. Det var ikke en dramatisk ændring. Bare en langsom stilhed i luften. Bølgerne mistede en smule af deres skarphed, og overfladen begyndte at falde til ro. Men på kysten kan selv små ændringer have stor betydning. Når vinden løjer, ændrer strømmen og vandets bevægelse sig. Byttedyr kan flytte sig, og havørrederne kan begynde at patruljere anderledes.
Thierry og Jannik med derres to flotte ørreder fra den Skånske kyst.
– Jeg sagde til Jannik, at han skulle prøve at kaste omkring klokken 11 – altså lidt skråt til venstre – og så langt som muligt. Målet var at nå kanten af revet, omtrent 80 meter ude, hvor bunden faldt dybere. Jannik kastede. Pludselig kom hugget. Det var diskret. Næsten for diskret i forhold til den fisk, der stod bag. Men Jannik mærkede det, løftede stangen og satte krogen. I samme øjeblik eksploderede vandet foran os. Havørreden tog et voldsomt udløb og rev omkring 30 meter fletline af hjulet. Vi råbte begge to af ren begejstring. “Wauw!” Fisken viste en utrolig kraft. Et øjeblik senere sprang den fri af vandet i et spektakulært spring. Den brede sølvblanke krop drejede i luften, og vi stod begge helt fastfrosne i vores waders. – Det var et syn, man ikke glemmer. Kampen blev vanskelig. Bølgerne var stadig kraftige nok til at skubbe os rundt, og vandet gjorde det svært at holde en stabil position. Jannik måtte følge fisken. Efter flere minutters intens kamp lykkedes det endelig Jannik at få fisken træt nok til, at den kunne landes. Og hvilken fisk! Det var en stor og bred havørred. For samme længde var den måske en tredjedel kraftigere end de fisk, jeg havde fanget på Stevns. Den havde en imponerende kropsdybde og en styrke, der tydeligt havde sat sit præg på kampen. Jeg lykønskede Jannik oprigtigt. Der findes næsten ikke noget bedre end at dele sådan et øjeblik med en god fiskekammerat. 10 minutter efter var det min tur med en tyk 50cm plus som bliver sætte ude med det samme
– Cirka ti minutter senere kom turen til mig. Et kast langt ud, en rolig indspinning og pludselig en forsigtig kontakt. Jeg mærkede kun en lille tyngde, men krogen sad, og kort efter begyndte fisken at arbejde. Det var en sølvblank havørred på omkring halvtreds centimeter. Den var tyk og i god form, men langt mindre end Janniks fisk. Jeg fik den sikkert ind og genudsatte den med det samme. Den svømmede hurtigt tilbage i det mørke vand.
– Kort efter skete der noget helt andet. En måge kastede sig over min hjemmelavede Ole-wobler. Den må have taget den for en ægte tobis. I et øjeblik lignede det et nyt havørredhug, men snart stod det klart, at jeg havde fået en fugl på krogen. Heldigvis lykkedes det at få mågen fri uden alvorlige problemer. Den fløj væk over brændingen, mens vi begge måtte grine af situationen. På kysten kan man aldrig vide, hvad det næste kast bringer. Jeg fortsætter med at fiske målrettet mod venstre, hvor strømmen virker en anelse anderledes. I det sorte vand, omkring 80 meter ude, får jeg pludselig fornemmelsen af, at en lille, næsten usynlig bølge bevæger sig på en måde, der ikke passer ind i resten af havets rytme. Instinktivt stopper jeg indspinningen. Spinstop – HUG.
– Denne gang er hugget tungere og langt mere brutalt. En stor havørred kommer nedefra og sluger min Sandeel med voldsom kraft. Stangen krummer dybt, og bremsen begynder straks at afgive line. Fisken går først sidelæns og derefter ud mod det mørke vand, mens jeg forsøger at holde et konstant hårdt pres på. Efter seks minutters fight lander en bred, tung havørred i mit dybt net – yesss! Omkring klokken 21 er vi stadig drivvåde, men lykkelige. Vandet har gennemblødt tøjet, og hænderne er trætte efter de mange kast. Alligevel står vi med brede smil og lykønsker hinanden, som om vi netop har vundet nogelangt større end et par fisk et godt stykke over 60 cm. Jannik vandt med én cm. Skåne skuffer endnu en gang ikke, slutter han.
Få tips til fiskeriet på Skånekysten i denne video med Grejxperten – Kristian Thorsen – på Fisk & Fris YouTube. Husk at abonnere på kanalen.
Læs mere om kystpladserne til havørred i Skåne her.
Tjek også artiklen Skånes Østersøperler her.
Den fantastiske beretning fra det Skånske deltager naturligvis både i Daiwa Open 2026 og vores lodtrækning om en GT-tur for to til en værdi af 33.000 kroner sponsoreret af iFish Travel.
