Bastian Bæck Clausen har netop haft sin absolut vildeste fiskedag nogensinde:

– Med min elskede Shogun stang tog jeg forleden til Vesteråen ved en 9-tiden, fortæller han. – Det var en næsten helt vindstille formiddag med vildt godt vejr og væsentlig højere vandstand, end man har været vant til i år. Men – der var som sådan ikke noget, der indikerede, at det skulle blive et laksebonanza.

– Jeg så nogle enkelte springere, som jeg fiskede i området efter, men rykkede hurtigt spot. Efter en 10-20 kast ved det nye spot, huggede en god, forholdsvis blank hunlaks på 80cm op af egen brink. Den tog lidt udløb, men ellers gik det smurt.

– Herefter rykkede jeg spot igen, og det tog det ikke mange kast, så kom hugget. Der var utroligt nok lidt mere kamp i den. Den sprang fri af vandet to gange og tog udløb af flere omgange, men den kom i nettet. Det var en rigtig flot hunlaks i efterårsfarver på 85cm. Lidt tid efter mistede jeg desværre en lille laks, som var rigtig hidsig.

– Jeg satte mig ned og fik lidt frokost. Nu ville jeg lige give den lidt tid, før jeg begyndte at kaste på den igen. Da jeg startede med at fiske igen, kom der efter et par kast en vanvittig hidsig hanlaks på. Den startede med at tage udløb op af egen brink, hvor den fik min line viklet ind i en busk. Her stoppede den sit udløb, og så stod jeg her i 20 sekunder uden at kunne gøre noget. Heldigvis tog den udløb tilbage mod mig, og linen kom fri, hvorefter kampen ellers var i gang igen. Men jeg vandt heldigvis kampen. Igen en rigtig flot hanlaks i de helt gode efterårsfarver på 90cm. – Bagefter mistede jeg desværre endnu en, som i fem sekunder efter den havde hugget, hoppede ind i sivene, hvor spinneren røg ud.

– Jeg prøvede at skifte spot,  efter en 1,5 times fiskeri troede jeg ikke så meget på det mere. Men alligevel var der noget i mig, som sagde, at jeg skulle blive ved. Jeg valgte derfor at tage tilbage til det spot, som jeg var ved før. Her fiskede jeg måske 20-25 minutter, og så kom jeg i rigtige problemer, da jeg fik en laks på igen. Til at starte med forløb alt sig helt fint, og den tog lidt udløb, men ikke meget. Den gik mest af alt nede på bunden, men lige pludselig, så svømmede den ind i sivene, hvor min line blev viklet totalt ind i dem, så stang og hjul kunne bruges til nul og niks. Jeg fik fat i linen, og måtte derefter trække laksen ind ved håndkraft. Laksen kæmpede lidt, men for det meste stod den stille på bunden, hvor jeg lige kunne ane den. Efter noget tid, fik jeg den endelig med linen i hånden, trukket op til overfladen og i nettet. Jeg fik den målt til 94cm, hvilket er min nye personlige rekord – en rigtig hanlaks med stor krog. Alle laks blev fanget på spinner, og nænsomt genudsat.

– Nu er jeg varmet op til Amazonas, slutter Bastian, der jo blev Fisk & Fris drømmerejsevinder sidste år. Det danske team tager til Amazonas her i november med iFish Travel og Tue Blaxekjær som turleder til Rio Madeira i Brasilien. Bastian deltager naturligvis også i dette års drømmerejselodtrækning om en GT-tur for to til Egypten. Den drabelige beretning er endvidere med i Daiwa Open 2026, hvor vinderen hver måned får en 4.000 kr+ Morethan AGS Coast Commander stang sponsoreret af Daiwa Scandinavia.

 

drømmerejse iFish Travel

    drømmerejse iFish Travel

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This