– Axel på 3 år havde for nylig haft fødselsdag og havde fået en blå fiskestang af mig – sin onkel, fortæller Ali Bdair. – Og det var Ikke bare en hvilken som helst fiskestang – den havde nemlig blå lys i, når man drejede på den. Og Axel var mildest talt begejstret.
– Han ville rigtig gerne med onkel ud at fiske, og planen var egentlig, at vi skulle ud efter makreller eller fjæsinger. Men vejret ville det anderledes. Det stormede, så den plan måtte vi droppe. Onkel Ali og Axel lagde derfor planerne lidt om og tog i stedet til onkels “hemmelige” plads ved en lokal å. Det var faktisk Axels allerførste fisketur nogensinde. Axel fik selv lov til at rigge sin flotte blå fiskestang til, selvfølgelig med lidt hjælp fra onkel. Han valgte en lille Mepps 2-spinner med røde prikker, og så var vi ellers klar. Vi begyndte at fiske og hyggede os. Pludselig så Axel en lille fisk følge efter hans spinner. Vi kastede ud til den igen, og vupti – så var der fisk på!
– Men onkel kunne hurtigt se, at det bestemt ikke var den lille fisk, Axel lige havde set. Det var noget helt andet. Pludselig stod lille Axel med en fiskestang, der fleksede helt vildt. Havørreden gik fuldstændig bananas og sprang flere gange fri af vandet, mens Axel kæmpede med stangen, og efter en spændende fight fik vi den endelig sikkert i nettet. Og så gik det op for os, hvad Axel lige havde gjort. På sin allerførste fisketur havde den lille knægt fanget sin allerførste fisk – en havørred på hele 45 cm!
– Axel kiggede på fisken og udbrød: “Hoooold da op, den er godt nok stor!” Herefter gik der ikke mange sekunder, før sejrsdansen blev skudt i gang – fra os begge! Og dér stod han så. En glad, pavestolt og spritny lille lystfisker med sin første fisk nogensinde. Sikke en livsbekræftende dag.
– Efter en lang dag med masser af frisk luft og gode minder og oplevelser for livet. Skulle Axel i seng og gik hurtigt kold, da han skulle puttes – men selvfølgelig skulle historien lige genfortælles for mor og far først. Man kunne jo ikke bare gå i seng uden at fortælle dem om den kæmpe fisk, han havde fanget. Og onklen? Han glæder sig allerede helt vildt til den dag, hvor nevøen kan komme med på rigtig fisketur i et par waders. Jeg tror, der blev født en lille lystfisker den dag.
Tillykke med fisken til lille Axel, som naturligvis deltager i Daiwa Open med onkels beretning. Læs mere om Daiwa Open 2026, hvor du kan være heldig at vinde en lækker Morethan AGS Coast Commander stang til en værdi af over 4.000 kroner sponsoreret af Daiwa Scandinavia.








