– Efter endt skoledag kom min 17-årige søn hjem og spurgte, om vi ikke skulle tage på Nordkysten for at se, om der skulle være et par havørreder og teste fluegrejet, fortæller Thomas Greve.
– Han er efterhånden ved at have styr på teknikken, og jeg har taget det op igen efter en del år med støv på fluestangen. Vi var ved spottet ved 14-tiden. Vejret var fint og overfladen riflet. Vi havde et par timer og i det sidste dagslys tilbage, hvor vi havde lagt de første kast, kom hugget. Det var solidt og godt, men den viste sig hurtigt i overfladen, så jeg troede ikke, at den var stor. Min søn råbte, om han skulle komme med nettet, hvortil jeg svarede ja – mest for sjov. Han var hurtigt fremme, men fisken havde jeg ikke fået tættere på. Den trak roligt og tungt rundt ude på kanten af badekarret. Efter 4-5 minutter kom den tættere på, men kvitterede samtidig med et par vilde spring.
– Efter det tredje forsøg fik vi den i nettet, og det var en flot fisk på 63cm med en smule farve, så efter et par hurtige billeder svømmede den kraftfuldt tilbage til sit revir. Det var en rigtig fed oplevelse med sønnen som netter.
Fisken deltager både i Daiwa Open 2025 og drømmerejselodtrækningen om en tur til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.

Thomas Greve genudsætter sin fine havørred fra Nordkysten taget på flue.








