aug 18, 2009 | Nyheder

John Kristensen med konkurrencens vinderfisk – en utroligt flot havørred på 7,32kilo fanget på orm. 21.08.09 – 350 DELTAGERE var mødt frem for at fiske i legendariske Karup Å til konkurrencen "Fra udspring til udløb". I ugerne op til konkurrencen var der dagligt blevet fanget fisk mellem syv og ni kilo, så forventningerne til fiskeriet på konkurrencedagen, var naturligvis høje.
Største havørred blev en fisk på hele 7,32kilo og 82 centimeter, som blev fanget af John Kristensen fra Viborg på orm. Lige i hælene af ham kom Kim Aage Larsen fra Storvorde ind på en andenplads med en flot fluefanget havørred på 7,09kilo. De 350 deltagere indvejede i alt 28havørreder, men der blev landet flere fisk end de 28 i løbet af dagen.
De af konkurrencedeltagerne, som ikke havde held til at fange fisk, kan i stedet glæde sig over, at overskuddet fra konkurrencen ubeskåret går til pleje af Karup Å, så fiskeriet fremover forhåbentligt kan blive endnu bedre end det i forvejen er.
aug 17, 2009 | Nyheder

Mon ikke de fleste lystfiskere der har gået en tur rundt om Tivolisøen har drømt om at fiske efter karperne der svømmer rundt…TV2 OG GO’ MORGEN DANMARK har netop inviteret Fisk & Fri’s Jens Bursell og Gordon P. Henriksen på karpefiskeri. I denne måned sender Go’ Morgen Danmark fra Tivoli, og de har inviteret os til at fiske karper i Tivolisøen på live TV. Sådan et tilbud siger man jo ikke nej til, så på torsdag tropper Jens op med sit karpeudstyr, mens Gordon tager fluestangen med og binder en stribe karpefluer til formålet – han er nemlig fast besluttet på at fange en af Tivolis store karper på tørflue. Meteorologen og lystfiskeren Peter Tanev vil løbende interviewe Jens og Gordon om deres karpefiskeri og taktikker samt følge med i hvordan det går med fangsterne. Umiddelbart lyder det jo let nok, men Jens har faktisk fisket i Tivoli før, og det er ikke altid, at karperne er så nemme som man måske kunne tro. Under alle omstændigheder kan du følge med på TV2 nu på torsdag 6:30 til 9:00 (20. august). Der vil også være mulighed for at vinde et femårigt abonnement på Fisk & Fri, så husk at stå tidligt på og tænd for fjernsynet.
aug 14, 2009 | Nyheder

I højt solskinsvejr og 25graders varme lykkedes det 6-årige Oliver fra Nykøbing Sjælland at overliste denne fine svenske regnbueørred. Den bedrift kan han godt være rigtig stolt af. 20.08.09 – SVERIGE er stadig et yndet feriemål for os danskere, og særligt for de af os som er glade for at fiske. I slutningen af juli var Oliver på 6 år med familien i Sverige – nærmere bestemt Harasjömåla. Her fiskede Oliver i en af søerne med far, og alt skulle ende med at gå op i en højere enhed.
Mens far var oppe for at hente andet grej, får Oliver nemlig et godt hug. Han har spinnet en lille flue ind bag et bobleflåd med hans 5,6′ Abu Garcia fiskestang, og helt uden hjælp fra far kroger, fighter og lander den dygtige knægt en flot ørred. Far var noget imponeret, da han vendte tilbage, og herefter var det svært at vurdere, hvem der var mest stolt – far eller søn.
aug 13, 2009 | Nyheder

Mikkel Pedersen med en flot ål på 1,6 kilo, som huggede tidlig morgen efter et langt nattesats. 19.08.09 – NATFISKERI EFTER ÅL kræver en lystfisker af en vis støbning. Det er noget værre roderi, og ålen kan som bekendt skabe kaotiske tilstande på bredden, når den skal landes og afkroges.
I slutningen af juni var Mikkel Pedersen fra Langå af sted på årets første ålesats, og der var en del i vente. Ham og en kammerat kørte ud til søen og ankom ved 9-tiden, fortæller Mikkel. – Vi startede op med at fange nogle små skaller til nattens fiskeri. Da vi havde fanget en 12 stykker, riggede vi ålestængerne an og begyndte fiskeriet. Det tog ikke lang tid, før der var bud efter den første skalle. Der blev givet modhug, og en halvkilos ål kom på land efter en udramatisk fight. Herefter blev der lidt dødt. Vi fik et par runs på bidemelderne, men de ville ikke blive siddende.
– Ved totiden lykkedes det os så endelig at kroge endnu en ål. Denne gav lidt mere fight, men det var uden de store problemer, at vi fik landet ålen på ca. 700 gram. Herefter tog det ikke lang tid, før der igen var bud efter skallen. Efter lidt tumult ved kanten lykkedes det os at lande endnu en ål på ca. 800 gram. Her faldt roen så over os og fiskene. De følgende timer gav ikke det store. Vi havde nogle runs, men de virkede ikke til at ville tage skallen ordentligt.
– Ved 8-tiden faldt hugget så. Vi blev hurtigt enige om, at det måtte være en gedde på et kilos penge, da den tog et par mindre udløb. Da den kom ind til land, måtte vi dog konstatere, at det var en ål af proportioner, der havde indtaget skallen. Efter lidt forvirring lykkedes det os at få løftet den op på land og i spanden. Det var det sidste, vi så til søens slanger. Det lykkedes dog at lande en gedde på 80 centimeter og 3.5 kilo. Ved middagstid pakkede vi det hele sammen, og kørte hjemad. Alt i alt en fed tur, og helt sikkert ikke sidste gang vi besøger søen og dens slanger, slutter Mikkel Pedersen sin beretning.
Har du fået lyst til en tur efter ål, så husk på at ålen anses for at være udryddelsestruet. Anvend kun de mest skånsomme fiskemetoder og genudsæt fiskene. Så kan du også være med til at sikre ålens overlevelse på længere sigt.
aug 13, 2009 | Nyheder

Michael Ditlev Lemming med en forrygende flot søgedde på 9,6kilo. Samme tur bød også på sandart i grov kaliber. 18.08.09 – MICHAEL DITLEV LEMMING er et kendt ansigt i Fisk & Fri magasinet med hans mange og imponerende fangster. Tilbage i juni var Michael på et par ture til en af Midtjyllands mange søer for at fiske lidt fra hans båd. Turene gav flere flotte sandart i fire-fem kilos klassen samt nogle vægtige sommergedder, som ellers kan være ganske vanskelige. Den største – en fisk på hele 9,6 kilo og 107 centimeter – fangede han på en wobler, og den må have givet en forrygende fight i det tempererede søvand.
Nu hvor sommeren går på hæld, er det for alvor ved at være tid til at opsøge søens og mosernes gedder. Efter en længere periode med trægt og svært fiskeri, er gedderne snart i fuldt vigør. Sensommeren og særligt efteråret er spændende tidspunkter for geddefiskeren, og skulle du have lyst til et geddesats i den nærmeste fremtid, er der masser af inspiration at hente i Fisk & Fri’s online artikelarkiv. Du kan også se lidt nærmere på de af Fisk & Fri’s abonnenttilbud, som henvender sig til geddefiskeren. Hvad med et jerkbaitsæt eller nyt endegrej til gedderne?
aug 13, 2009 | Nyheder

Vinderholdet. Fra venstre mod højre; Jens Tind, Juan Kristensen, Anni Kristensen, Ejner Overgård og Benny Troelsen. 17.08.09 – SKYGGEHALE MESTERSKABERNE for hold løb af stablen d.5august og 18 hold var repræsenteret. De 18 hold havde en rigtig fin dag i højt solskinsvejr, hvor der blev landet ganske mange pæne fisk. I alt måtte 46 fisk, med en samlet vægt på 107,171kilo, på land, og da dagen var omme var der især tre hold, som havde fanget markante mængder fisk. J.L.K Tagdækning løb med den samlede sejr med 20,869 kilo ørred. På anden og tredje pladsen kom henholdsvis Team Trouthoulters med 18,619 kilo og Dybdal Byg med 11,727 kilo. De tre vinderhold løb med præmiekontanter og herudover fik vinderholdet en stor vandrepokal samt statuetter til ejendom.
Læs mere om Skyggehale Put & Take her. Og få fifs til hvordan du overlister ørrederne i dit lokale put & take vand i Fisk & Fri’s online artikelarkiv her og her.
aug 11, 2009 | Nyheder

Magnus’ flotte 8,5kilos gedde kunne ikke stå for en hel sild fisket i adstadigt tempo bag et bobleflåd. 16.08.09 – DET DANSKE VÆKSTLAG af lystfiskere er ganske imponerende, og det er fangsterne, som de unge fiskere i dette vækstlag gør, også. Magnus Bong Andersen fra Engesvang var i slutningen af juli en tur ved den lokale Bøllingsø for at fiske gedder, og det skulle blive en spændende oplevelse.
Vi kom ned til søen, fortæller Magnus, og der var ingen vind men til gengæld nogle store sorte skyer. – Et par timer gik uden det mindste nøk i linen, og da vi så skulle hjem, trak jeg silden meget langsomt ind. Efter et par meter fik jeg et tungt hug, og efter en halv time landede vi en meget stor gedde – min nye PR gedde. Landingen var dog lidt besværlig, da vi ikke havde noget net. Til gengæld havde vi et spænde bånd, som vi fik bundet rundt om fisken, og så kunne vi langt om længe hive den på land, fortæller en stolt og lette Magnus.
Den store gedde målte 90 centimeter og vejede flotte 8,5kilo. Et stort tillykke med fangsten skal lyde herfra.
aug 11, 2009 | Nyheder

Kim Jacobsen med sin sensationelle Storå-laks på 121centimeter og 20,1kilo. NOGLE HISTORIER er så fantastiske, at de kan tåle at blive fortalt igen og igen. Du har givetvis hørt om Kim Jacobens fantastiske fluefangede Storå-laks på 121centimeter og 20,1kilo, men mon ikke du kan tåle at høre historien endnu engang – fortalt af manden, som gjorde fangsten.
Nu på torsdag – d.13august kl.19:00 – vil alle interesserede kunne høre Kim Jacobsen fortælle om sin fangst. Og mon ikke der, ud over den spændende historie, vil være lidt nyttige erfaringer at suge til sig, som lystfisker. Kim vil også fortælle om laksenes fremtidsudsigter i Storåen – alt sammen i forbindelse med en hyggelig tre kilometer lang vandretur i ådalen ved Nørre Vosborg.
Mødestedet er P-pladsen ved Nørre Vosborg og arrangementet er gratis.
aug 10, 2009 | Nyheder

Blandt andet Per Sjøstrøms trollingbåd – som ses her – kan opleves i Tuborg Havn i weekenden. Her vil man også kunne få en lystfiskersnak med Per selv og hans makker – trollingeksperten Poul Stadler.

Trollingmaskinen Warrior 175, som ses afbilledet her, kan du også opleve i Tuborg Havn til bådmessen. Ry Bådimport stiller med et toptunet eksemplar af slagsen, som du kan få lov at se og prøve. 10.08.09 – D. 14-16 AUGUST er der endnu engang bådudstilling i Tuborg Havn. Her vil der være rig mulighed for at få inspiration til forskelligartede maritime fritidsbeskæftigelser – ikke mindst fiskeri. Blandt andet vil du kunne opleve en masse nye trollingbåde og tilhørende trollingudstyr, og der vil også være mulighed for en hurtig sejlads. Ry Bådimport, som du kan finde i område M, har for eksempel en Warrior 175 Luksus trollingbåd med, som man kan prøve. Den er toptunet med to 50HK Honda motorer og det allerbedste Furuno trolling-elektronik. Du kan læse mere om Ry bådimport her.
Fisk & Fri’s samarbejdspartner Per Sjøstrøm og Fisk & Fri skribent og trollingekspert Poul Stadler vil også være til stede på messen. De vil repræsentere Nordbornholms Trolling, som arrangerer guidede trollingophold for både større og mindre lystfiskergrupper med mulighed for overnatninger på den hyggelige hotelpension Verona i Allinge by. De vil være til stede med en fuldt udstyret trollingbåd og vil kunne fortælle interesserede om mulighederne for at fange laks og havørred på Danmarks dejligste ferieø. Du kan læse mere om Nordbornholms Trolling på www.trolling-bornholm.dk og herudover kan du i vores online artikelarkiv læse om Per Sjøstrøms rejse fra skibskok til fragtskipper.
Messen har åbent fredag fra 13:00-19:00 og lørdag og søndag fra 10:00-18:00. Entreen koster 75kr, og børn og unge under 15 kan komme gratis ind i følgeskab med en voksen.
For en fuld udstillerliste og flere informationer om arrangementet, se her.