maj 22, 2019 | Nyheder
Martin Høgh var taget på sin anden tur til Vesterhavet med kammeraten Thomas, for at se om de kunne få de store pighvar i tale. Vejret var perfekt, stille og roligt med østenvind, så de ville være tidligt ved vandet. Så det var ud af sengen kl. 2.45, og klar til at fiske kl. 5.00.
Det gav hurtigt en del små pighvar, men efter en time fik Martin et godt hug. Det var en stor fisk, som han fik helt ind på det lave vand, inden blinket røg ud af kæften på fisken, og forsvandt i bølgerne.
Efter et par timer var det Thomas tur, han fik en fin fisk på 1,40 kilo, som han tog helt inde på det lave vand.
Ca. 10 minutter efter fik han en mere på 1,52 kilo, mens Martin stadig var lidt lamslået over sit tab. Men efter en kort pause, hvor han riggede en surfstang til med et par rødspætteforfang, og en 150 grams pirk i enden, vadede han så langt ud, som han kunne og fyrede den af.
Klokken var nu blevet 11.00, og solen var begyndt at bage. Martin begyndte nu stille og roligt at rulle pirken ind der var omkring 150 meter ude, men efter en ca. 50 meter, kunne han mærke en stor fladfisk, der blafrede for enden af linen.
Men ligesom han fik den ind på det lave vand, røg pirken igen ud af munden på fisken.
Men fandme nej, ikke igen, så Martin smed stangen, og kastede sig over fisken, og fik den endelig på land.
Martins anden pighvar, og en ny PR på 2,96 kilo.
Gutterne fiskede tre timer mere, og fangede nogle mindre pighvar, men nu var det efterhånden blevet så varmt, at de valgte at pakke sammen.
Martin slutter sin beretning med at understrege, at det var en helt fantastisk tur.
maj 21, 2019 | Nyheder
Forshaga Akademin som ligger lidt nord for den store sø Vänern i Sverige, har sendt en mail til Fisk & Fri, hvor de fortæller, at der stadig er nogle ledige pladser på deres Fiske – og Jagtkurser, som starter op i august 2019, og i den anledning har de forlænget ansøgningsfristen.
Mange unge danskere har gennem tiden taget det 2-årige kursus, i de skønne omgivelser tæt på det spændende fiskevand Klarelven.
Og for mange af dem, har det været et godt springbræt til en karriere i fiske- eller jagtbranchen.
I uddannelsen indgår kurser i jagt og sportfiskerturisme, salgsteknik og sportfiskemetoder.
Og i det 2-årige kursusforløb, er der desuden indlagt 23 ugers praktik på fiskecamp, jagtcamp og eller/i grejbutikker.
Man bor ikke på selve kursusstedet, men der er flere glimrende muligheder inden for kort afstand, men alt dette og meget mere kan du læse om på Forshagas hjemmeside
www.forshagaakademin.se
maj 20, 2019 | Nyheder
Fiskeristyrelsen har netop sendt to nye bekendtgørelser i høring, der skal fastsætte reglerne for fiskeriet i salt- og brakvand omkring Sjælland og Øerne. Derfor inviterer Danmarks Sportsfiskerforbund 1-2 repræsentanter fra alle sportsfiskerforeninger – både medlems- og ikke medlemsforeninger – på Sjælland og Øerne til orienteringsmøde d. 21. maj.
Fiskeristyrelsen har netop sendt to nye bekendtgørelser i høring. De handler om, hvordan fiskeriet skal forvaltes i salt- og brakvand omkring Sjælland og Øerne. Bekendtgørelserne får stor indflydelse på fiskeriet efter havørred samt brakvandrovfiskene og for bestandenes mulighed for at blive mere levedygtige.
For at sikre at de nye bekendtgørelser bliver baseret på den bedst tilgængelige viden, inviterer Danmarks Sportsfiskerforbund 1-2 repræsentanter fra alle sportsfiskerforeninger – både medlems- og ikke medlemsforeninger under Danmarks Sportsfiskerforbund – på Sjælland og Øerne til et orienteringsmøde.
Det afholdes den 21. maj på Ringsted Produktionshøjskole, Haraldstedvej 47, 4100 Ringsted, i tidsrummet 19 til 22.
Program:
• Velkomst v/ direktør Lars Rasmussen DSF
• Viden om landsdelens havørredbestande/v biolog Peter W. Henriksen
• Præsentation af udkast til nye bekendtgørelser/v biolog Kaare Manniche Ebert
• Debat om de to forslag til nye bekendtgørelser
• Afrunding og den efterfølgende proces
• Eventuelt
Der serveres kaffe og kage til mødet.
Tilmelding – tryk på dette link og udfyld:
https://www.fiskekort.dk/begivenheder/149/bekendtgoerelser-i-hoering
Deadline for tilmelding er den 20. maj 2019
Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte Lars Rasmussen eller Kaare Manniche Ebert.
Lars Rasmussen: lr@sportsfiskerforbundet.dk
Kaare Manniche Ebert: kme@sportsfiskerforbundet.dk
maj 8, 2019 | Nyheder
Historien om mit livs aborre…
Sådan begynder en af Fisk & Fris unge læsere Mads Vestergaard sin lille fangstrapport til bladet.
Den 28. april, var dagen hvor jeg i Furesøen hev mit livs største aborre op af vandet.
Egentlig er jeg mest til geddefiskeri, men grundet fredningen af gedderne, gav jeg aborrerne en chance, og det fortrød jeg absolut ikke.
Det hele foregik sådan lidt spontant, egentlig skulle jeg bare teste et par nyindkøbte jigs, som min gode ven havde anbefalet.
Så da kl. var 18.00 kørte min kammerat og jeg ned til søen, hvor vi ret hurtigt hev et par aborrer i land på omkring et kilo.
Men efter en times fiskeri, døde fiskeriet ud, og vi kørte om på den anden side af søen, for at fiske lidt videre.og det var ikke nogen dårlig idé.
Mørket var ved at lægge sig over søen, da hugget faldt. Jeg var ikke i tvivl om det var en god fisk, og efter en kort men hidsig fight, fik min kammerat nettet den fine fisk, og lettelsen bredte sig i min krop, da den endelig lå på land.
Vægten stoppede først ved 1.8 kilo, og efter den oplevelse kunne tage hjem med ro i sindet.
Mads Vestergaard med sin nye personlige rekord, en flot aborre på hele 1,8 kilo fra Furesøen, er ikke hverdagskost.
maj 3, 2019 | Nyheder
Pinsekonkurrence.
Vi fejrer pinsen med 300 kilo ørreder.
Der kommer fisk i søen om fredagen.
100 kilo store 3-6 kilo
200 kilo 1-3 kilo
Lørdag er der præmie til størst fisk inden kl 12.
Præmien er 3 stk præsten gennemløber , 2 stk fidusen , 1 glas powerbait samt 1 stk 4 timerskort til Vesterled put and take.
Pinsesøndag er der gennemløber til alle de 50 første der indløser et fiskekort.
2 pinsedag koster alle dagskort kun 200kr. Max 7 fisk
Børn 100kr max 3 fisk
Blandt alle der indløser et dagskort mandag trækker vi lod om et nyt dagskort til en heldig vinder.
maj 3, 2019 | Nyheder
Kom maj du søde milde…
Den 1. maj er traditionen tro starten på den længe ventede gedde-premiere, og Fisk og Fris fotograf Lars Laursen var på sin lokale sø på Midtsjælland for at teste om gedderne var i hugget.
Den faste makker Steff var sædvanen tro med i båden til premierefiskeriet, men fiskeriet var nedslående med kun en enkelt gedde, der under fighten spyttede 3 helt friske skaller ud af munden, den ene skalle var endda ikke helt død, det havde de to lystfiskere aldrig oplevet før, det var en 2 kilos gedde, som hurtigt blev genudsat.
Efter et par timers fiskeri måtte de to gutter skifte sø, da den første sø virkede helt død, Steff fik her i første forsøg en lille gedde på ca.1 kilo, og så gik det det ellers gik slag i slag med Steff, som op ad formiddagen havde fanget 4 mindre gedder, mens Lars stadig havde en nulbon.
Alle huggede på en perlemorsfarvet wobler på 13 cm. Lars fiskede til gengæld med en ca. 100 grams Savage Gear 4D Line Thru Trout med hot orange ryg.
Efter vedholdende kast i 2 timer var der dog pludselig kontakt til Lars agn, og omgående sad der en tung gedde for enden af linen. Efter 5 minutters hård og heftig fight, kunne fisken endelig landes.
Det var en meget atypisk majgedde der normalt er meget slanke efter gydningen. Men denne var nærmest fed og godt velnæret. Efter afkrogning, og et par hurtige billeder blev fisken vejet til flotte 9,2 kilo inden den røg tilbage i vandet. I løbet af et par sekunder svømmede gedden tilbage mod standpladsen.
apr 14, 2019 | Nyheder
100 aborrer over 1,5 kilo til Jörgen Larsson.
Fisk & Fris Jörgen Larsson har netop landet sin aborre nummer 100 over de magiske 1,5 kilo. Jörgen, der er en del af teamet bag Westin, fik sin første aborre over 1,5 allerede i 1981.
De mange fisk er fordelt på 20 forskellige vande – inklusive 4 dele af skærgården. Bland de mange vande Jörgen har besøgt er damme, søer og floder i Sverige, Danmark, Holland og Spanien.
Jubilæumsfisken her vejede 1,92 kilo og blev taget på en 10 cm Shad Teez i farven “Headlight” i en stor og dyb sø.
apr 13, 2019 | Nyheder
De fynske åer og vandløb er netop blevet 500.000 nye fisk rigere.
Det er den årlige udsætning af smolt – fiskeyngel – der netop i disse uger sættes ud til glæde og gavn for de mange udenlandske og lokale lystfiskere der forsøger at fange havørreder på Fyn.
Men de små havørreder er også oplagte mål for de tusindvis af skarver, der findes på Fyn. Skarverne sætter nemlig stor pris på en mundfuld havørred, når den er sat ud i en å, inden den er svømmet ud i farvandet omkring Fyn.
Men i år forsøger Svendborg Sportsfiskerforening, Havørred Fyn og Svendborg Kommune at hindre skarvenes adgang til let måltid. Sammen med en række andre fynske lystfiskerforeninger har man dannet Smoltvagterne, som passer på de små fisk rundt omkring på Fyn.
– Vi har valgt at sætte vagter ud de første to-tre dage for på den måde at skræmme skarverne væk. Vi holder vagt fra solopgang og til solnedgang. Ser vi nogle skarver sørger vi for at larme og bevæge os, så skarverne forsvinder igen, og de små fisk kan leve uforstyrret og vokse op til lækre havørreder, fortæller Preben Sørensen, formand for Svendborg Sportsfiskerforening, der selv skal ud som vagt ved Syltemaen Å ved Ballen.
Udover at patruljere med vagter ved de sydfynske vandløb, hvor Fyns Laksefisk har sat 21.000 stykker smolt ud, sættes også nogle skræmme-drager op, der bevæger sig i vinden og skræmmer skarverne væk.
Biolog Terkel Broe Christensen, Svendborg Kommune, har store forventninger til ”skræmme-kampagnen” mod skarverne.
– Problemerne med skarven kendes af alle lystfiskere. Derfor er det initiativ, vi har taget på Fyn den rette vej fremad – og det følges med stor interesse i resten af landet. Især her på Sydfyn har vi store problemer med skarver, fordi vi har en af Danmarks største skarv-kolonier ved Brændegaard Sø ved Vester Åby, siger han.
Fra de små havørreder sættes ud, til de kan fanges, går der mellem et til halvandet år. Havørrederne skal være mindst 40 cm, før de må fanges.
Yderligere information:
Terkel Broe Christensen, biolog Svendborg Kommune, 30 17 54 38
Preben Sørensen, formand Svendborg Sportsfiskerforening, 22 37 00 85

apr 12, 2019 | Nyheder
Køb et månedsabonnement på Fisk & Fri og få to sæt af de nye innovative fladfiske- og torsketakler fra Pallex – helt gratis.
Med de nye takler fra havfiskespecialisten Pallex – er du godt udrustet til din næste havtur – uanset om målet er fladfisk eller torsk.
Taklerne er lavet af stærke, holdbare kvalitets materialer – og som noget helt nyt er der holdere til knæklys, som følger med – for at skabe ekstra lys attraktion nede ved dine agn. Dette kan give en del ekstra fisk – både under normale forhold, men især når der fiskes dybt, hvor der ofte er meget lidt lys nede ved bunden.
På fladfiskeforfanget kan du let skifte tafserne – og krogene udskiftes ekstremt let og hurtigt med en lille snaplock, der har en længde, så den er let at håndtere med kolde fingre. Dette vil tit kunne give dig værdifuld ekstra tid på fx dybt krogede fisk, fordi du kan vælge at clipse krogen af – for senere at frigøre den ud i ro og mag, når du kommer hjem.
Du kan når som helst opsige dit abonnement!
Følg linket nedenfor:
https://fiskegrej.fiskogfri.dk/pages/abonnement
