– For andet år i træk drog jeg til World Carp Lake i Italien sammen med min 15-årige søn, Storm, som er aktivt medlem af juniorafdelingen i Kolding Sportsfiskerforening, fortæller Dennis Riis. – Målet var endnu en gang at prøve lykken i jagten på drømmekarpen.

– Vores første tur til World Carp Lake sidste år var knap så succesfuld, for vi ankom til søen i juni, netop som karperne var gået på leg. På en hel uge blev det derfor kun til fire fisk. Derfor var dette års tur planlagt til uge 42, og det viste sig at gøre en stor forskel. Vi fik den perfekte far-og-søn-fisketur med solskin og hele 18 karper på land.

– Turen begyndte dog lidt sløvt. Da vi ankom til søen lørdag eftermiddag i uge 41, fandt vi ud af, at vores swim var blevet dobbeltbooket og først ville være ledigt søndag formiddag. Den første dag gik derfor med blindfiskeri uden større held.

– Søndag formiddag overtog vi vores swim fra en lokal karpefisker, som venligt gav os et par gode råd om fiskeriet i søen. Han havde selv haft stor succes med majs, hvilket var en fantastisk nyhed, da vi på forhånd havde planlagt at bruge majs som grundelement i vores foderblanding. Vi fandt hurtigt frem til to lovende spots, og nu kunne fiskeriet for alvor begynde.

 

Storm Riis med en fantastisk black carp fra World Carp Lake i Italien.

Storm Riis med en fantastisk black carp fra World Carp Lake i Italien.

 

– Tidligt mandag morgen blev vi vækket af et dobbelt run, og efter en god fight var turens første to karper på land. Det gode fiskeri fortsatte helt frem til fredag morgen, hvor de sidste to fisk kom på land blot to timer før afgangen hjem til Danmark. Fra mandag til fredag landede vi i alt 18 fisk. Storm satte ny personlig rekord med en flot spejlkarpe på 18 kg og fik samtidig flere af søens karpetyper på land: Skælkarpe, lineær spejlkarpe, læderkarpe, koi karpe, spøgelseskarpe og ikke mindst black carp. Jeg satte også ny personlig rekord med en skælkarpe på 23,5 kg.

– Med lidt held vender vi stærkt tilbage næste år – også i uge 42 og forhåbentlig på det samme swim, slutter han.

-Rapporten deltager både i Daiwa Open 2026, hvor man hver måned kan være heldig at vinde en Morethan AGS Coast Commander til 4.000 kr+ sponsoreret af Daiwa Scandinavia. Tilsvarende er Dennis og Storm med i lodtrækningen om en 33.000 kroners rejse for to til Egypten efter GT i 2027 sponsoreret af iFish Travel.

 

Friluftsland

    Daiwa Open 2025

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This