Johnny Jensen og Charlotte Klinke er uden sammenligning Danmarks mest erfarne flodbarbefiskere, eftersom de i nu over 32 år har haft 16 succesrige ture over kanalen:
– Årets River Wye tur her i august var endnu en dejlig succes i en lang række af skønne ture, fortæller de. – Barberne kan være noget uforudsigelige, og hvis man det ene år tror, at man har regnet det hele ud, så får man sig en overraskelse det næste. Sidste år fangede vi rigtig mange barber og døbel på regnorm og pellets, hvorimod i år var det stort set udelukkende dåsekød – alias luncheon meat, som gav resultater. Desuden har vi haft de bedste forhold til barberne i høj vandstand og blæsende vejr med let regn. I år var floden dog ekstremt lav og vi fik faktisk flest fisk under en hedebølge på fire dage, hvor temperaturen kom op på 37 grader, og vandet var på 25 grader… Barberne vejede mellem 2½ og 4 kg, og de største døbel lå på 1½ til 2½ kg.
– Gennem de mange år har floden ændret kurs flere steder, og gamle pools kan ikke fiskes i dag, hvor der til gengæld opstår nye gode fiskesteder. Vi fiskede dog mest i en pool, som vi har fisket stort set alle årene med varierende resultater. Sidste år og i år leverede den mange smukke samt kampstærke fisk – både barber og døbel.
– Fiskeretten på det stræk vi fisker er flere kilometer langt i de smukkeste omgivelser, og tilhører Red Lion Hotel i Bredwardine. På fiskestrækket må kun kunder, der bor på hotellet, fiske. Læs mere om Hotel Bredwardine her.
Vi vender stærkt tilbage næste år – igen igen, slutter de.
Rapporten deltager både i Daiwa Open 2026 og vores lodtrækning om en fiskedrømmerejse til Egypten efter GT for to til en værdi af 33.000 kroner sponsoreret af iFish Travel.

Charlotte Barbelqueen Klinke med en smuk døbel fra River Wye i England. Øverst Johnny med en af turens flotte barber.










