Vælg en side

At fange sin egen nytårstorsk, har været fast tradition for mange fiskere gennem årene. Fiskeriet er hyggeligt og socialt, og der er, om ikke fangstgaranti, så i hvert fald næsten. Danmark er begavet med en stor flåde af turbåde, og med en pris på 250-300 kroner for en hel dag på havet, må det samtidig siges at være en billig fornøjelse.

Tekst: Rune Weischer

Fiskeriet efter vintertorsk kan være en kold omgang, men med den rette påklædning, er det dog ikke så slemt endda.

Fiskeriet efter vintertorsk kan være en kold omgang, men med den rette påklædning, er det dog ikke så slemt endda.

FAKTISK begynder det hele omkring november. Torskene som over sommeren, har opholdt sig på skrænter og banker, søger nu op i vandet, hvor de gigantiske sildestimer har indfundet sig. Sildestimerne er et gigantisk tagselvbord, og torskene fråser løs, hvilket de mere eller mindre bliver ved med frem til marts, hvor sildestimerne efterhånden er aftaget.

At torskefiskeriet har tradition for at toppe omkring januar skyldes, at de på denne årstid er fyldt med rogn, og der jævnligt fanges virkelig store fisk. Det er således ikke nødvendigvis i december-januar at fiskeriet er bedst, men det er chancen for de virkelig store fisk, som trækker lystfiskere i tusindvis, ud på det kolde saltvand.

FISKERIET efter de store rogntunge madammer, er et ganske omstridt kapitel i havfiskeriet. Specielt det såkaldte »bulefiskeri«, hvor turbådene søger efter »buler« på ekkoloddet. Disse buler er indikationen af store samlinger af gydemodne torsk i den helt tunge klasse. Når bulen er fundet, holdes turbåden over den, mens der fiskes på livet løs, indtil fiskene igen har spredt sig, hvorefter man sejler videre i jagten på nye buler.

Bulefiskeriet er spektakulært, men også kontroversielt. Der kommer næste altid regulære kæmpefisk på dæk, men mange er ofte fejkrogede, ligesom det, at man fisker efter gydemodne fisk, i sig selv rejser debat. Om det er forkert at fange gydemodne fisk, er primært et spørgsmål om følelser. Naturligvis vil en torsk ikke kunne gyde sin rogn, hvis den fanges og aflives, men det vil den heller ikke, hvis man fanger den tre måneder tidligere på sæsonen, før den har anlagt sin rogn. Således gør det ikke den store forskel for bestanden, om fisken fanges før eller efter den har anlagt sin rogn, for den vil under alle omstændigheder ikke bidrage til reproduktionen.

Det primære problem ved bulefiskeriet er derfor især de mange fejkrogninger. Dette kan man undgå ved at anvende de forskellige dropshotting teknikker Fisk & Fri har beskrevet gennem flere år – eller ved at benytte de mere traditionelle pirkemetoder modificeret med enkeltkroge og assistkroge. Førstnævnte metode er den mest effektive, når det drejer sig om færre fejlkrogninger, men sidstnævnte giver også en markant sænkning i antallet af fejlkrogede fisk.

Typiske rogntunge torsk, er det som lokker tusindvis af lystfiskere på havet, i de kolde måneder.

Typiske rogntunge torsk, er det som lokker tusindvis af lystfiskere på havet, i de kolde måneder.

DRIVFISKERIET – traditionelt og hyggeligt – er den mest udbredte form for vinterfiskeri efter torsk. Her fiskes primært efter jagende torsk i sildestimerne, hvorfor der ofte kan fiskes efter både torsk og sild på samme tur.

Som navnet antyder, så går drivfiskeriet i alt sin enkelthed ud på, at Skipper finder sildestimerne, og lader turbåden drive over dem. At båden driver betyder, at der ombord på alle turbåde er en »kasteside« og en »pirkeside«.

Pirkesiden er den modsatte side, af drivretningen. Her kan man bare sende pirken til bunden, og holde den der, da skibet vil drive væk fra pirken. Omvendt er det på den anden side, hvor man ikke blot kan sende pirken til bunden, da skibet hurtigt vil drive ind over linen, som enten vil knække ved kontakten med bunden af skibet, eller fange en medfisker på det anden side. Derfor er det nødvendigt, at man kaster pirken ud et stykke fra skibet, og således fisker mere aktivt. Typisk er pirkesiden til bagbord (venstre), mens kastesiden er styrbord. Af sikkerhedsmæssige hensyn, kastes aldrig med overhåndskast på turbåde. Man bruger derimod underhåndkast, hvor pirken nærmest svirpes ud fra skibssiden. Der findes specialister i underhåndskastet, som kan kaste ligeså langt som med overhåndskast, men det er langt fra nødvendigt. Ofte er der ikke brug for at kaste mere end fem-ti meter væk fra båden, for at undgå problemer.

At fiske på kastesiden kræver lidt øvelse, og mere aktivt fiskeri, men ofte er det også her, de fleste fisk fanges.
På pirkesiden er teknikken langt mere enkel. Man sænker pirken til bunden, mens man roligt »pirker« med stangen, så pirken laver små hop over bunden. En gang imellem sikres det, at man har kontakt til bunden ved at afgive line, til man kan se den har nået bunden, ved at linen i et splitsekund bliver slap. Pladserne på pirkesiden er altid de mest efterspurgte, hvorfor det kun kan anbefales at møde op i god tid, så man er sikker på at få en plads, hvor man ville ønske det.

Der fanges også ofte rogntunge fisk under drivfiskeriet. Det vækker dog ikke de samme følelser som under bulefiskeriet, da de fisk med rogn man fanger ved drivfiskeriet, er aktivt jagende i sildestimerne, modsat på »bulerne«, hvor de har samlet sig til gydning og står relativt passivt. Fejlkrogninger undgår man heller ikke helt under drivfiskeriet. Torsk har for vane at undersøge fremmede ting, herunder også pirke, ved at skubbe til dem med siden eller halen, og det gør, at de sommetider kroges i disse dele, næste ligegyldig hvor forsigtig fiskeren er.

Man forbinder sjældent torsken med skønhed, men dette billede beviser det modsatte. En usædvanlig flot og velproportioneret fisk.

Man forbinder sjældent torsken med skønhed, men dette billede beviser det modsatte. En usædvanlig flot og velproportioneret fisk.

UDSTYRET til torskefiskeriet er ganske enkelt. En havstang på 30 lbs kan klare det hele, og dertil skal man have et hjul i samme klasse. Grejets findes i mange prisklasser, og fisker man ofte, stiller det også større krav til grejets kvalitet og dermed ofte også prisen. På de fleste både er det muligt at leje stænger, men regner man med at fiske mere end en enkelt gang om året, kan det godt betale sig at investere et par tusind i grej som holder.

ENDEGREJ i en fornuftig mængde er selvfølgelig også nødvendigt. Torsk er ikke specielt kræsne, når de jager i sildestimerne, og de hugger stort set på hvad som helst. Udfordringen ligger således i at nå ned, hvor fiskene er, hvilket ofte modarbejdes af strøm og turbådens afdrift. Valget af endegrej dikteres således primært af vind og vejr. I vinterhalvåret, er det typisk slanke pirke som fx »Lucas« og »Steeldiver« på 300-400 gram, som gør sig gældende til pirkefiskeriet, mens pirke på omkring 100 gram er oplagte til kastefiskeriet. Ofte vil man vælge en lidt bredere pirk som fx »Romsø« eller »Jensen« til kastefiskeriet, men igen er det primært strøm og vind som bestemmer.

At bruge en ophænger er også vældig populært, og giver afgjort også mange fisk, omend de gennemsnitligt typisk er en del mindre end dem som hugger på pirken. Hvilke type ophænger som fisker bedst, afhænger meget af lokaliteten. Min egen erfaring er, at »sprutter« fisker bedst i Øresund, mens »Gummimak« og »Shads« er bedst på Vestkysten. Typisk købes ophængerne som et færdigmonteret forfang med tre til fem ophængere – et såkaldt Juletræ. Det første man bør gøre er at klippe forfanget i stykker, så man kun fisker med én ophænger. At fiske med et helt juletræ, giver ikke nødvendigvis flere hug, men man kan til gengæld være næsten hundrede procent sikker på, at blive viklet grundigt ind i sin sidemands line gentagne gange, hvilket man ikke just bliver populær af. Af samme grund forbyder flere turbåde ligefrem brugen af mere end en ophænger.

Drivfiskeriet efter torsk er let at komme i gang med og er for hele familien. Fiskeriet giver som regel ikke bare en god dag ude i den friske luft, men sågar også mad på bordet. Så bare se at komme af sted!

Så er nytårsmiddagen hjemme!

Så er nytårsmiddagen hjemme!

Vinter-turbåde:
Skjold: Vedbæk/Helsingør – 30 20 20 19 – www.skjold-vedbaek.dk
Jaws: Vedbæk/Helsingør – 30 41 14 35 – www.jaws.nu
Havstrygeren: Helsingør – 45 57 07 24 – www.elida.fishing.dk
Antarea: Helsingør – 45 57 07 24 – www.elida.fishing.dk
Arresø: Helsingør – 45 57 07 24 – www.elida.fishing.dk
Hanne Berit: Helsingør – 45 57 07 24 – www.elida.fishing.dk
Wotan: København – 40 11 96 49
Øby: København – 40 30 75 44 – www.sparshipping.dk
Skipper: København – 40 30 75 44 – www.sparshipping.dk
Baltic Star: København – 30 27 53 09
Signe: Grenå – 21 75 47 55 – www.havfisketure.dk
Lene From: Hvide Sande – 29 79 46 13 – www.codhunter.dk
Bodil: Tyborøn – 97 83 27 66 – www.emma-line.dk
Muddi: Tyborøn – 97 83 27 66 – www.emma-line.dk
Emma-Line: Tyborøn – 97 83 27 66 – www.emma-line.dk
Sea Hawk: Hirtshals – 22 40 73 48 – www.sea-service-express.dk
Albatros: Hirtshals – 23 26 13 66 – www.ms-albatros.dk