– Jeg var forleden en tur i Nordvestsjællands Fiskepark, fortæller Alfred Weinholt. – Fiskeriet er altså noget af det bedste man finder her i Danmark, men i dag var der ikke så meget gang i størene.
– Det startede med, at jeg gik en tur rundt efter ørreder, og da jeg var så langt væk som muligt fra vores plads, så piftede min far og vinkede mig over. Da jeg kom, var den ene stang bare i gang med at bippe. Så jeg løftede den bare – og SMASK! Der var en frisk stør på. Den var en fin lille 22,1kg russisk stør – ikke dårligt som første fisk på dagen. Derefter sad vi bare og snakkede, og Rasmus gav os nogle tips om størfiskeriet, når de stadig er meget forsigtige. Han lærte os en masse, som vi nu skal prøve næste gang.
– Så gik jeg over for at fiske ørreder, og fik efter få kast med det blink, der stadig har fanget alle mine ørreder, et kæmpe hug. Den trak bare line, og da jeg rullede lidt ind, tog den mere ud. Den begyndte bare at springe igen og igen – helt ude af vandet endda. Den drejede så ind og svømmede i sivene. Jeg troede lige, at jeg mistede den, da jeg følte et slip i vægten, men det var bare et siv, der knækkede af. Vi fik dog fisken ind, og den var en mega flot. Det var for mig en ny PR-putørred på 3,56kg og 64cm. Holy shit! Det var ikke den fisk, jeg forventede at fange.
Men nu har jeg fået PR-ørreder i både Hove, Drive In og Nordvestsjællands Fiskepark. Det endte dog kun med de to fisk på hele dagen, men hovedformålet med turen var dog også især, at vi skulle lære at bruge vores nye bait boat, slutter han og tilmelder fisken til både Westin Cup og drømmerejselodtrækningen.

En russisk stør blev det også til. Øverst Alfred med sin flotte nye PR-regnbueørred fra Nordvestsjællands Fiskepark.









