– Det bliver en smuttur jeg aldrig glemmer, fortæller Mads Yding. – Ungerne var puttet og madpakkerne smurte til mandag, da jeg begav mig mod mit ‘nye’ hjemmevand på Vestsjælland søndag aften for at runde weekenden af i solnedgangen.
– Jeg har arbejdet lidt med et ’nyt’ rejefluemønster, så det skulle testes i vandet for første gang. Fiskeriet startede med, at jeg gik ned over strækket og fortabte mig lidt i indtagningen af den nye flue, da jeg så et tydeligt strømskel slå ind mod kysten. Jeg lagde fluen ud, og godt en meter på indersiden af strømskellet stod fluen og tiden stille. Hugget kom fra en meget tung fisk, og min klasse fem fluestang blev næsten helt krøllet sammen, da jeg løftede stangspidsen i modhugget. Fisken blev sur, gik i overfladen og rystede voldsomt med hovedet. Jeg forsøgte at holde hovedet koldt. Forrige weekend mistede jeg en rigtig god fisk, og den oplevelse sad i mig. Det meste af fighten gik fisken dybt og tungt samt tog korte kraftfulde udløb. Jeg kunne ikke andet end at følge med. Den havde kontrollen, og jeg frygtede for min spinkle krog og den 0,25 mm tynde forfangsspids. Efter en del tovtrækkeri blev den dog endelig træt og med den smukkeste lilla solnedgang som kulisse gled den i nettet. Den blanke overspringer, som man drømmer så meget om, var i hus: 75,2 cm og 4510 gram – og klart en ny PR. Den nye flue er godkendt, og mon ikke der kommer et par ekstra i boksen til weekendens tur, slutter han og tilføjer at den både skal deltage i Westin Cup 2026 og lodtrækningen om vores store fiskedrømmerejse – en GT-Getaway tur for to til Egypten sponsoreret af iFish Travel.










