– Efter at vinteren, kulden og senere blæsten havde gjort sit yderste for at besværliggøre fiskeriet på de større søer – med fortvivlende mange aflysninger til følge og en fiskefeber tæt på indlæggelsesniveau – lykkedes det omsider at komme på vandet, fortæller Martin Blond-Sørensen.
– Aborrerne er som regel pænt i stand her i april, og målet var at finde nogle hunner, før de for alvor skulle på fødegangen. Og samtidig helst på lidt lavere vand, så de også kunne genudsættes uden bøvl. Dagen kom den 18. april. Der var rimelig vind, og vi fik nusset os ud et godt stykke op ad formiddagen. Ude på søen stod aborrerne spredt i små flokke, og var ikke helt vilde efter at tage føde til sig.
– Jeg havde opbevaret en sjat skaller i en tank vinteren over, og jeg vil ikke tænke på, hvad det har krævet af kilowatt at holde vandet flydende med varmekabel og springvandspumpe – så er der nok tale om nogle af Danmarks dyreste skaller. Så ud skulle de, med en lille enkeltkrog som sikring.
– Efter nogle timers søgen og “dypperi” kom der lidt hul på fiskeriet, og nogle flotte, fede aborrer kom jævnligt op. Mens vi lå og drev lidt skiftevis med “ankeret” på motoren aktiveret, kom to tydeligvis større fisk pludselig svømmende mod båden – ind i livescope-keglen.
– Jeg dyppede til dem, og den ene tog mod til sig og huggede forsigtigt. Jeg havde til dagen støvet en gammel, blød 9 fods stang af, der er ren spaghetti, og det var den også, da jeg gav modhug. Fisken blev stående, for derefter meget hellere at ville med sin veninde en helt anden vej, så det blev til en sej fight hele båden rundt, før den kom op og i nettet. Sikke en dame! Det var svært at gætte på vægten. Den var bred, rund, massiv som en tønde og helt mageløs at se på. Heldigvis slæbte min makker Brian på et arsenal af kalibrerede bismervægte, hvilket bare var én af årsagerne til, at vi ofte sejler med slagside, men så kunne vi veje fisken på en pålidelig vægt. Resultatet var 2025 gram fordelt på 46,5 cm. Selv for en aborre må det BMI være i overkanten, men svømme retur, det kunne den. Det blev den absolut største på dagen – og min absolut største sø-aborre til dato.
Fisken deltager både i Westin Cup 2026 og vores store drømmerejselodtrækning om en GT-Getaway tur til Egypten sponsoreret af iFish Travel.









