– I fredags mødtes jeg med en kammerat på Vestkysten for at se, om vi kunne fange årets første pighvar, fortæller Kristian Meier. – Efter en nultur mandagen forinden var forventningerne dog ikke specielt høje for min kammerat Torben Jensen og jeg.

– Vi kom som de første på pladsen ved højvande og fiskede en masse vand af uden at se skyggen af fisk. Efter et par timer begyndte vi at bevæge os tilbage, mens vi fortsatte fiskeriet. Da jeg kom til en pynt, fik jeg hurtigt et godt hug og landede en pighvar på 1,8 kg. Så var dagen reddet. Kort efter observerede jeg noget småyngel springe, da jeg trak rigget ind. Jeg ringede til min kammerat, der gik længere oppe, og sagde, at han skulle komme ned og prøve området. Derefter blev det intenst.

– Få kast efter samtalen fik jeg et hug helt inde i brændingen, som jeg missede. Jeg fik ikke indtrykket af, at det var en stor fisk, men kastede hurtigt i samme retning igen. Da rigget kom ind over det samme område, lettede en god fisk efter agnen, men IGEN missede jeg hugget – og jeg fik samtidig filtret rigget. Pis! Fisken gled roligt ud fra brændingen, fuldstændig uvidende om kaosset hos mig. Det var først dér, at det gik op for mig, at det var en virkelig god fisk. Jeg skød den til 3-4 kg. Med rystende hænder fumlede jeg med at få filtret rigget ud, så jeg kunne kaste igen. Min kammerat var kommet ned til mig, og jeg fortalte ham om den gode fisk, inden jeg gjorde klar igen.

– Jeg begyndte ihærdigt at fiske området af uden resultat, mens tankerne kørte rundt om, at det måske kunne have været en PR-fisk. Øv. Men – efter cirka fem minutter kom hugget – et kraftigt stød efterfulgt af slap line. Jeg strammede op – og det samme skete igen. Efter endnu en opstramning mærkede jeg modstand, gav tilslag og fik et godt kroghold! Fisken kom hurtigt op i overfladen og plaskede voldsomt, hvorefter den ræsede ind på højre side af mig. Jeg fik lagt et godt pres på fisken, mens jeg bevægede mig ind mod land. Helt inde ved land fik jeg sat en fod på den, tog et gællegreb og løftede fisken fri af vandet. Først
HER gik det op for mig, hvor kæmpestor den var! Jeg råbte til min makker, som er på vej mod mig: “F……CK, den er STOR!!!!!!” Fisken havde inhaleret krogen, og efter afkrogning kunne vi veje den til 6,09 kg fordelt på 64 cm. Det var bare den vildeste forløsning!

– Takket være en god ven lærte jeg om pighvarfiskeriet i de tidlige år, hvor fiskeriet blev opdaget. Men efter 15 års fiskeri langs Vestkysten og utallige flotte fisk op til 3 kg, havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg skulle rende ind i sådan en fisk. I dagene efter turen – og stadig mens jeg skrev dette – sidder jeg med en følelse, der er svær at beskrive. Det er en af de vildeste fiskeoplevelser, jeg nogensinde har haft, og jeg bliver stadig fascineret af, at så glubske rovfisk kan ligge helt inde i brændingen.

– Fisken blev fanget på en 10 fods 10-60 grams stang med en 3000 hjul fisket med 0,20mm Rigget var selvbundet rig med et 20 g rullelod, efterslæb med 5/0 S61-krog og Spin N Glow samt tafs med spinnerblad og S61 5/0-krog. Rigget var agnet med hornfiskestrimler.

Fisken blev først vejet på en 10 kg Super Samson-vægt, der viste 6,1 kg, hvorefter vi kontrolvejede den på min kammerats digitale vægt, som viste 6,09 kg Jeg er sikker på, at fisken er kommet ræsende bagfra i forbindelse med de hug, jeg oplevede – især fordi den ikke havde suget sig fast til bunden.

Fisken er tilmeldt både Westin Cup 2026 og vores fiskedrømmerejselodtrækning sponsoreret af iFish Travel.

 

De nye Owner UV-kroge kan fås i Flash orange og Ghost White med en lakering, der holder i længden. Læs mere på fiskogfri.dk om krogene.

    Hvidovre sport - hornfisk

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This