– Årets første fisketur er altid noget specielt, skriver Arne Biering. – Ikke nødvendigvis for at skulle fange noget, men for at komme ud og nyde naturen og roen.
– Forleden valgte jeg at tage afsted efter arbejde fredag, det blev til en fisketur ved Moesholm Put and Take. Foråret var virkelig godt i gang, og der var masser af vildt samt fugle i terrænet omkring søen. Var det frøer der kvækkede eller traner et godt stykke væk? Det fandt jeg aldrig ud af.
– Der blev prøvet lidt forskelligt med agn, men jeg mærkede intet. De andre ved søen så heller ikke ud til at fange noget. Jeg besluttede mig for at prøve en gennemløber i krasse farver, for noget måtte da kunne få dem til at hugge, tænkte jeg. Der gik en rum tid uden det mindste hug, så jeg forsvandt hen i den skønne natur. Hugget faldt pludseligt så hårdt, at jeg næsten tabte stangen. Straks efter fulgte en kort hidsig fight, hvorefter årets første fisk kom i nettet – og hvilken smuk blank regnbue. Så er 2026 godt i gang! Til sidst fik jeg fem minutter af den smukkeste solnedgang i bonus, så der blev virkelig ladet op til weekenden.
Fisken deltager både i Westin Cup 2026, hvor man kan være heldig at vinde en lækker valgfri W6-stang sponsoreret af Westin – samt i vores fiskedrømmerejselodtrækning om en GT-Getaway tur til Egypten sponsoreret af iFish Travel.
Lær en masse om UL-spin i putten i denne fede video med Casper Bjerregaard Larsen fra Westin.
Læs alle vores mange put and take artikler i artikelarkivet her.
‘

En fantastisk forårsaften ved Moesholm Put and Take.










