– Dagen startede tidligt i den nordlige del af Isefjorden, fortæller Martin Olsen. – Forventningerne var som altid høje, men forholdene viste sig hurtigt fra den mere udfordrende side. Vinden var helt fraværende, og vandet lå spejlblankt hen. Jeg fandt et lovende spot og fiskede det grundigt af i knap to timer, men uden at mærke så meget som et nap.

– Efter et godt stykke tid uden aktivitet valgte jeg at gå tilbage til bilen for at spise min frokost og overveje næste træk. Mens jeg sad der og kiggede på vejrudsigter og fiskeriapps, faldt mit blik på et område i Roskilde Fjord. Det så ud til, at der måske var en smule pålandsvind, og samtidig viste dataene, at vandet var en anelse varmere. Det var nok til at få mig afsted igen.

– Kort efter ankomsten stod jeg igen i waders og begyndte at affiske strækningen. Jeg arbejdede mig langsomt fremad og fik dækket omkring halvanden kilometer kyst. Denne gang skulle der dog ikke gå længe, før der var liv. Inden for kort tid fandt jeg en lille stime fjordørreder i størrelsen 30–35 cm. Men lige så hurtigt som de var dukket op, forsvandt de igen

– Jeg fortsatte fiskeriet den næste times tid uden at mærke noget. Faktisk havde jeg allerede besluttet, at dagen var ved at være slut. Men som så mange gange før tænkte jeg: Jeg tager lige de sidste tre kast. Og i det næste kast skete det.

– Pludselig stoppede gennemløberen brat, og linen blev tung. Fisken tog et par kontante udløb, og det stod hurtigt klart, at det her var noget helt andet end de små fisk tidligere på dagen. Efter en intens fight kunne jeg til sidst lande en stærk og smuk PR-fjordørred på 63 cm. Efter en periode med flere nulture var det en mere end kærkommen fisk. Sådan en oplevelse minder en om, hvorfor man bliver ved med at tage afsted, også når forholdene ikke ser perfekte ud. Nu er jeg mere sulten end nogensinde før, og hvem ved… måske bliver det også til en sen aftentur langs kysten denne søndag, slutter han.

Få inspiration til dit forårsfiskeri i fjorden i denne video på Fisk & Fris Youtube. Husk at abonnere på kanalen.

Fisken deltager i både Westin Cup 2026 og vores fiskedrømmerejselodtrækning sponsoreret af iFish Travel.

 

Hvidovre Sport

 

    Friluftsland

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This