– Hold da op, hvor er der mange hornfisk lige nu, skriver Kim Christoffersen. – I går fiskede vi en del forskellige spots over dybere vand, men det eneste vi havde kontakt til i starten, var hornfisk.
– Efter omkring fire timers fiskeri begyndte det endelig at vende. Først kom en mindre havørred på under 40 cm, og kort efter endnu en. På det tidspunkt tænkte jeg egentlig bare, at det var rart at mærke andet end hornfisk. Herefter landede jeg en virkelig flot ørred på den gode side af 50 cm og fik yderligere en fisk kort efter. Fiskeriet begyndte pludselig at køre, og selvtilliden steg. Lidt senere fik jeg kontakt til en stor fisk. Jeg kunne se den tydeligt og lavede et fuldt spinstop. Den tog agnen i munden, og svømmede med den et kort øjeblik, men spyttede den desværre ud igen. Så var den væk.
– Adrenalinen pumpede stadig, og kort efter affiskede jeg et lavvandet område. Pludselig kom en massiv trykbølge ude fra siden. Hornfiskene sprang til alle sider, og en stor fisk hamrede aggressivt på min agn. Derefter gik den fuldstændig amok. Den tog mange meter line af hjulet flere gange, og fighten var helt vanvittig. Til sidst lykkedes det mig at lande fisken, som var en virkelig smuk og stærk ørred. Desværre blødte den kraftigt fra gællerne og overlevede ikke. Jeg fiskede lidt videre uden flere kontakter og sluttede dagen af efter en vild og uforglemmelig tur ved vandet. Alle fisk fanget på gennemløber. Den store på fotoet var 69 cm og lidt over 5 kilo.
Se hvordan Kim griber havørredfiskeriet i fjorden an om foråret i denne video på Fisk & Fris YouTube.
Fangstrapporten deltager som alle andre i vores store drømmerejselodtrækning om en GT-Getaway tur til Egypten for to sponsoreret af iFish Travel.

Kim Christoffersen endte med at fange en massiv havørred blandt de mange hornfisk i fjorden.











