– I går vågnede jeg klokken 05.20 – helt uden vækkeur, skriver Ufuk Sahin, som du måske kender fra TV-programmet Kystens Konger. – Planen var egentlig ikke en fisketur, men at ordne nogle praktiske ting.
– Men – så kiggede jeg lidt på vejret og tænkte “tja, hvorfor ikke få en lille frisk tur langs kysten.” Jeg skyndte mig derfor at hoppe i mine buksewaders og derefter på tanken efter cigaretter. Så var jeg good to go. Jeg ankom på pladsen cirka 06.45 på Vestsjælland. Planen var at fiske med regnorm og flåd, kombineret med en ekstra spinnestang til det aktive fiskeri, da vinden stod helt korrekt for netop denne taktik. Solen var på, vinden var rigtig, der var stigende vand og humøret var højt. Fiskene begyndte så småt at vise sig i overfladen, og mit skæve smil voksede med begejstring. Pludselig var der hug, og det var den første havørred på de 50 centimeter på orm og flåd, men den røg desværre af. Klokken var nu omkring 08.30, og snart kom min første spisefisk på land på 46 centimeter. Nu var jeg glad.
– Min makker, Dennis Böttcher ankom på pladsen, overværede situation og fik så også blod på tanden. Fiskene var meget sky, men alligevel aktive i overfladen. Vi skiftede en del agn og prøvede diverse woblere og gennemløbsblink, men intet held. Vi kunne simpelthen ikke få dem til, at bide på.
– Vandskiftet nærmede sig klokken 09.00, og det var egentlig ret godt. For inden skiftet af vandet kom, sagde jeg til Dennis, at vi burde overveje bombarda og en rejeflue. Måske de gad at hugge på det? Og ja, så skete magien i tredje kast efter skiftet til bombarda og flue – helt inde fire meter fra land. BUUUM, sagde det! Fem minutter tog dig mig at hive den smukke og skønne havørred ind. Havde den stået bare tyve meter ude, så havde snakken måske været anderledes og krævet noget mere tid.
– Dennis var effektiv, resolut og nettede fisken for mig – og det skal han have stort tak for! Vi var begge meget glade og yderst tilfredse med det smukke syn af fisken. Efterfølgende fik jeg en nedfaldsfisk på 60 centimeter plus, som hurtigt fik sin frihed igen. Men – jeg var lykkelig og adrenalinen hang ved hele dagen! En fantastisk solopgang og en lige så fantastisk morgen ved kysten – intet mindre end det, slutter han – og tilføjer, at den gudeskønne havørred var 78 cm og lige knap 5,7 kilo.
Tjek iøvrigt Ufuks Lystfisker rap her.
Se hvordan du fileterer en havørred i den nyeste video på Fisk & Fris YouTube her.
Den flotte fisk deltager naturligvis i Westin Cup 2026 med chancen for at vinde en Westin W6 stang – samt i vores store drømmerejselodtrækning om en GT-Getaway til Egypten for to personer sponsoreret af iFish Travel.
På Fisk & Fris Youtube kan du se denne video med Henrik Qvirin Reiter om, hvordan man fisker med bombarda og flue.









