Når søerne er lukket af is, fjordene frosset over, åerne lukket, havfiskeriet svært – og 80 % af vinterens bedste åbne kystpladser lukket på grund af en stiv og isnende kold østenvind med udsigt til snestorm, så gælder det bare om at komme sydpå med fiskegrejet…
Præcis dette har Henning Trier og hans bror Lars gjort. De er lige nu i Caribien for at fiske røven ud af bukserne. – I forhold til, hvor dejlig varmt der normalt er i Caribien på denne årstid, så er her faktisk pivkoldt med en irriterende vind, der gør det umuligt at spotte de bonefish, som vi ellers ville fiske efter, fortæller han. – Men, der er intet så skidt uden, at det også er godt for noget, så vi har faktisk hygget os fint i mangrovens læ med at fiske efter barracudaer på spin (øverst tv) og baby tarpon på flue (th). Så længe grejet er let, er dette også super sjovt, og vi har heldigvis god tid til at vente på bedre vejr. Øllerne er kolde, hyggen er i top og alt er godt hernede langt fra det kolde nord, slutter han.
Dyrker du selv samme form for vinterstormseskapisme, og befinder dig lunt og godt i troperne med din fiskestang, så send os et par gode fotos og et par linjer. Eller skulle du være en af de få, der kæmper sig ud i kulden med fiskestangen og rent faktisk fanger noget, der er værd at skrive hjem om, så hører vi også meget gerne fra dig.
Husk, at alle fangstrapporter – danske som udenlandske – kan deltage i Westin Cup 2026, der er i fuld gang. Hver måned finder vi en vinder, som får en superfed Westin W6 stang efter eget valg til en værdi af op til 3.200 kroner sponsoreret af Westin. Læs mere om Westin Cup 2026 her.
Alle har også mulighed for at deltage i vores fiskedrømmerejselodtrækning, som du kommer til at høre meget mere om snart.










