For en uges tid siden var jeg atter ude i min Float Plus flydering for at træne til kommende malleture med LiveScopet på de store europæiske floder. Jeg var denne dag taget til Nordvestsjællands Fiskepark – og det meste af dagen gik med at forsøge at overliste en beluga på spinnegrejet. Jeg kan allerede nu afsløre, at det på ingen måde var nemt, og ud af en hel del ret gode præsentationer, lykkedes det kun at få én enkelt fisk til at vise interesse. Den var til gengæld ikke helt lille, lignede en beluga – og fulgte efter jiggen 10-15 meter samt vendte efter den, så jeg var helt overbevist om, at jeg et splitsekund efter ville føle den massive vægt af fisken i stangen. Men – oppe i flyderingen mærkede jeg absolut intet, selv om det jeg så på skærmen mindede meget om et hug.
Til sidst måtte jeg overgive mig til vertikalfiskeriet med Zeck-lod med orm og fiskestykker, hvilket da også gav et par fine fisk. Den største af dem – en hvid stør på 60-70 kilo – rettede dog min Mustad Big Gun krog str. 1/0 med nedklemt modhage så den røg af, da jeg efter min sidste malletur nok var lige lovlig frisk med det pres jeg lagde på fisken.
Vi ses derude – Jens Bursell
Se meget mere om vertikalfiskeri efter stør fra flydering i disse videoer på Fisk & Fris Youtube:
Danmarks største stør – vertikalt
– samt om prik-spin efter maller i disse videoer:
Prikspin efter maller – glimt fra Rhinen
Sightfishing efter maller – glimt fra Spanien
NB: Bådfiskeri i størsøerne er normalt kun tilladt med speciel tilladelse