Artikelforfatter Jörgen Larsson med en af sine mange store sandarter. Det er prægtige men sårbare fisk som denne Jörgen gerne vil sende sikkert retur.
Flere og flere sandartfiskere praktiserer catch and release, men det er desværre ikke altid den ømtålelige fisk klarer strabadserne. Her giver Jörgen Larsson fra Team Westin dig nogle retningslinjer til korrekt håndtering af sandart samt opskriften på hans snedige genudsætningsværktøj »Sandartfrelseren«.
AF JÖRGEN LARSSON, FOTO: JÖRGEN LARSSON OG ROBIN EKMAN
MANGE SANDARTFISKERE har sikkert prøvet at genudsætte fisk, som ikke kan svømme ned igen. Nogle gange sker det også, at sandarter, som virker friske og stærke, dykker mod bunden, for så igen at flyde til overfladen efter kort tid.
Selvom sandarten har et sejt og robust udseende, er den betydeligt mere ømtålelig end mange andre arter. Jeg har set erfarne medefiskere, der er vandt til at håndtere hårdføre karpefisk, anbringe sandarter i en karpesæk og sejle dem i land for at veje og fotografere dem. Det ender næsten altid med, at sandarten dør. Jeg har intet imod, at man hjemtager en spisefisk, men jeg fortrækker, at det er de mindre eksemplarer og vil nødigt stå med en stor sandart som ufrivilligt skal hjem til gryderne. Man kan selvfølgelig ikke gardere sig 100% mod dette scenarie – for nogle gange sidder krogen bare uheldigt. Men en stor del af glæden ved fangsten af en stor sandart forsvinder for mig, hvis den dør unødigt.
Sandartfrelseren er nem at lave, men husk loddet skal være tungt, hvis det både skal kunne fire en sandart ned i dybet og samtidig agere kontravægt.
PROBLEMET MED DE SKRØBELIGE SANDARTER er klart størst i sommerhalvåret, og det er primært hos de store fisk, som kæmper hårdt og ophober mælkesyre i det varme vand. Selvom fiskene måske kun hugger få meter fra overfladen, plejer de at dykke under fighten, og det er ikke ualmindeligt, at de når ned på 10-15 meter, som de derefter skal fightes op fra.
Når fisk tvinges op fra dybt vand mindskes dens omgivende tryk, hvilket bevirker at luften i svømmeblæren ekspanderer. Med mindre individer, der hurtigt bliver »kranet« til overfladen, risikerer man i værste fald, at øjnene popper ud og svømmeblærer trænger op i svælget. Sådanne fisk overlever ikke og må derfor aflives. »Fordelen« med de større sandarter er, at de ikke kan presses op lige så hurtigt. Man skal naturligvis ikke lade fighten trække i langdrag, men de tungere og stærkere fisk tager selvsagt længere tid at fighte til overfladen. Dette betyder dog ikke, at storsandarten vil være upåvirket af en hård behandling.
Selvom vejning og fotografering forgår i lyntempo, kan de være svære at genudsætte. I visse tilfælde er det umuligt for sandarten at svømme ned på den rette dybde; fisken kæmper og forsøger, men orker ikke at komme ned, da luften i svømmeblærer tvinger den til overfladen som en prop. Et trick ved genudsætning af disse fisk, er at kaste dem tilbage med hovedet først. Når sandarten rammer overfladen, plejer den nærmest at eksplodere i et hurtigt dyk mod dybet.
GENNEM ÅRENE har jeg haft flere dårlige oplevelser med sandarter der ikke har overlevet, og selvom det er sjældent, er det lige sørgeligt hver gang. For at minimere antallet af døde fisk har jeg udviklet »Sandartfrelseren«. Jeg har nu brugt den et par sæsoner, og den fungerer fremragende. Hvis sandartens mave er opsvulmet, kan du fire den ned i dybet med sandartfrelseren. Man fæster klemmen i munden på fisken, firer den ned til fangstdybden eller lidt dybere, venter 15-20 sekunder og rykker derefter til så fisken frigøres. Hvis alt går efter planen, svømmer sandarten videre mod bunden, når den er fri af klemmen.
Tanken med redskabet er at hjælpe fisken ned på en dybde, hvor den ikke lider under trykket på samme måde som i overfladen. Det er desværre mislykket nogle få gange, men i de fleste tilfælde klarer sandarten sig godt. Jeg har sågar genudsat en tryksyg sandart, for siden at genfange den året efter. Sandartfrelseren fritager dig imidlertid ikke fra ansvaret, hvis fisken skal genudsættes – og den skal ikke bruges som undskyldning for at fiske for dybt. Det er svært et fastlægge præcist hvor grænsen går. Jeg har sat min grænse ved 10-11 meter, da en for stor andel af fiskene får problemer, når de fanges dybere. Det er desuden »god latin« at blive nogle minutter i området, hvor fisken er genudsat, for at sikre sig at den ikke kommer til overfladen igen.
Sådan laver du Sandartfrelseren
Sandartfrelseren er nem at lave. Brug en limklemme fra et byggemarked. Fjern de bevægelige plader længst ude på kæberne og bor et hul i begge håndtag med en diameter på 3-4 millimeter. Tråd en 1-1,5 millimeter nylonline igennem det øverste håndtag, og fastgør den derefter på det nederste håndtag med en wirecrimp.
I den anden ende af linen bindes en kraftig svirvel 10-15 centimeter over klemmen. Tråd derefter en ny nylonline igennem nederste håndtag og fastgør den på det øverste håndtag. I den modsatte ende bindes en grov og solid hægte 10-15 centimeter under klemmen. Monter et lod på cirka et kilo i hægten. Loddet skal være tungt, hvis det både skal kunne hale en sandart ned i dybet og samtidig agere kontravægt, når klemmen skal trækkes åben. Monter til sidst 15 meter kraftig nylon eller fletline i den øverste svirvel. Din sandartfrelser er nu klar til brug.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2014
Sandartfrelseren er monteret i munden på en trykpåvirket sandart, der nu er klar til at blive firet mod bunden.
