Trofædrømme i belize

Ud for det Beliziske fastland, i det Caribiske Ocean, ligger øgruppen Turneffe Islands – samt fiskelodgen Turneffe Island Resort, som byder på et saltvands­fiskeri i verdensklasse. Følg med Fisk & Fri’s Rasmus Ovesen til vandene omkring Turneffe Island, hvor kampstærke bonefish, permit og tarpon går ivrigt til hugget samt kvitterer med hårdhændede og brutale fights.

Af Rasmus Ovesen

I MINDRE END EN TIME har vi været på havet – en vidtløftig uoverskuelighed af azurblåt vand, og allerede nu skriger Martins fluehjul stakåndet og hæst under påvirkningen af en permits ophidsede flugtforsøg mod større dybder.

Fisken søger nedefter mod de undersøiske koralrevs beskyttende strukturer, og imens Martin stemmer hårdhændet imod, tegner hans 10’er fluestang en faretruende lukket kurve mod den dyb­blå og bundløse himmel. Det næste kvarters tid udspiller sig et reelt hundeslagsmål, hvor de to stædige modparter skiftevis har overtaget – og i den nådesløse tropevarme perler sveden frem på Martins pande, som efterhånden har lagt sig i let bekymrede folder. At fisken også er mærket af den indædte fight, er der dog ingen tvivl om. Den begynder at udvise træthedstegn, og efterhånden får Martin systematisk presset fisken mod overfladen. Helt oppe ved bådsiden, får guiden med sikker hånd fat omkring fiskens halerod, og sekundet efter har vi fået selskab i båden af en omtrent 25 lb stor permit.

To udmattende døgn med mellemlandinger i New York og Houston samt bådtransport fra Belize City har det afkrævet. Men nu, hvor den første Turneffe Island-permit er i båden, er alle disse forudgående strabadser med ét glemt. Jeg skyder en serie hurtige billeder af den muskuløse fisk, der med sine sølvflanker, blygrå aftegninger og stærke gule penselstrøg langs bugen slår mig som værende noget helt særligt. Herefter læner Martin sig ud over bådkanten med fisken, nedsænker den i det lumre vand, lader den vriste sig fri og bryder så ud i et udmattet smil, da fisken med et par stærke slag søger nedefter i vandsøjlen.

GUIDEN er hurtigt i færd med at afsøge revet for permit igen, og jeg står klar i stævnen af båden med fluestangen i et anspændt jerngreb og et virvar af løsline for fødderne. Mit blik flakker søgende hen over havets slørende hinde og prøver desperat at trænge igennem til skyggeverdenen på undersiden, alt imens båden zig-zagger fremefter langs revets markante dybdekurve. Pludselig materialiserer en stime fisk sig, som en dragende og spøgelsesagtig masse af forvrængede blygrå glimt, og et udhulende sug går igennem mig. I samme øjeblik dør bådmotorens hæse brummen ud, og i det pludseligt opståede akustiske vakuum, hører jeg guidens ophidsede stemme kalde bag mig; ’11 o’clock, 20 meters, Cast!’.

STIMEN befinder sig umiddelbart langs bådsiden i 2-3 meters dybde, men jeg har forstået guidens ivrige ordrer og adlyder med mekanisk punktlighed. Den tunge epoxyflue hvisler igennem luften tvunget fremefter af fluestangens resolutte accelereringer, og med et kraftfuldt dobbelttræk sender jeg fluen ud på formodede 20 meter. Den lander ret foran mig med et hult plask, og en 30 sekunder lang evighed følger, hvor epoxyskabningen blot falder frit i vandsøjlen. Alt imens bevæger stimen sig adstadigt fremefter med kollisionskurs mod den synkende flue, og som om stemmen kom fra et sted inde i mig selv, påbegynder jeg den lynsnare indtagning i det samme øjeblik, som guiden får fremstammet et bævende; ’Strip!’

FLUEN slår og slider sig nu frem- og opefter i vandsøjlen med høj fart. Da den når bådsiden, vender en stor permit bag fluen og søger mod dybere vand igen – så lynhurtigt og brat, at jeg er helt rystet. Mit hjerte sidder helt oppe i halsen, da jeg lægger næste kast ud og lader fluen synke. Denne gang når jeg kun to kontante indtag, før et sug forplanter sig igennem linen og helt ind i min sjæl. Modhugget falder instinktivt. Splitsekundet senere spændes stangen i bund, mens linen begynder at fyge af hjulet i en rivende fart. Jeg stemmer imod med en tilsyneladende foragt for det relativt spinkle forfangs brudstyrke – opsat på at forhindre fisken i at nå koralrevene dybere nede. Manøvren lykkes, og et større slagsmål i de frie vandmasser udspiller sig nu. Ti minutters tid senere sidder jeg med en fantastisk smuk permit med funklende store øjne og blygrå læderhud i favnen – en fisk, som guiden skønner til at veje 24 lb. Vi er knapt nok gået i gang med fiskeriet, og allerede nu har vi fået hver vores trofæ-permit på fluen. Det er næsten ikke til at tro! Guiden har dog ikke tænkt sig at lade os hvile på lauerbærene. Han er allerede på vej videre – nu gælder det nemlig bonefish’ne og de flygtige tarpon.

HEN UNDER AFTEN, da vi sidder i spisesalen på det charmerende og atmosfæriske Turneffe Island Resort og sætter en kongelig middag til livs, kan vi se tilbage på en hektisk og sindsoprivende dag. Alt er gået enormt stærkt, men i løbet af aftenen bundfældes oplevelserne så småt. Vi har snigfisket bonefish på flatsene knæhøje vand, observeret frygtindgydende store barracudaer jage forvildede agnstimer, fanget en enorm pigrokke og kastet til rullende tarpon i mangrovestrømrenderne. Vi kunne ikke have bedt om mere, og dette er blot begyndelsen. Foran os har vi fem dages fiskeri, og selvom vejret ender med at influere radikalt på, hvor vi kan fiske, så har vi masser af spændende oplevelser i vente. Mørket tætnes omkring os, og en hæs hvislen høres i palmetræerne, da vi bevæger os fra spisesalen, ned langs vandet til vores fantastisk hyggelige cabana. Morgendagens fiskeri kommer hovedsageligt til at foregå på indersiden af de beskyttende koralrev, men det ved vi ikke endnu. Vi har travlt med at få lagt os til rette og falde i søvn, for i morgen kl. 08:00 venter guiden på os i marinaen – klar til at starte bådmotoren og tage os med ud på nye fiskeeventyr.

ANDENDAGEN OPRINDER, og her finder vi ud af, at flatsfiskeriet på Turneffe ø-gruppen, er så tilpas svært, at det aldrig bliver trivielt. Vinden er tiltaget i løbet af natten, men der er stadig relativt roligt vand på indersiden af de porøse koralrev, der afgrænser flatsene udefter mod det nu oprørte hav. De kommende dage finder vi massive stimer af bonefish her – stimer på flere hundrede individer, og vi sætter nu alt ind på at fange et par vægtige eksemplarer. Fiskene er dog hverken godtroende eller overilede, og først hen af vejen erfarer vi, at kun den helt rigtige kombination af koldblodig og korrekt fiskestrategi, livagtige fluer og almen forsigtighed fører til resultater. Koldblodige er vi langt fra de første par gange, vi står midt i disse nervøse stimer fisk, men hen ad vejen finder vi den nødvendige ro. På de bedste dage kroger vi hver en håndfuld fisk inde over helt lavt vand – fisk, der hver især kvitterer med paniske vanvidsudløb på tværs af de skartpskårne koraller i rasende fart. Selvsagt lander vi kun en beskeden procentdel af fiskene, men hver enkelt af dem er noget ganske særligt. Med deres forkromede og kompakte fysik, kontrastfyldte skæl, diskrete koksgrå flankstriber og store, udtryksfulde øjne, er disse charmerende fartdjævle simpelthen ikke til at stå for.

ÉN FISK PÅ FLATSeNE er dog hurtigere end bonefish’en; og det er barracudaen. Den er slet og ret nødt til at være lynende hurtig, for den er nemlig voldsomt begejstret for smagen af netop bonefish. Hver dag ser vi store, ildevars­lende skygger af barracudaer, der stædigt følger stimerne af bonefish – og enkelte gange oplever vi frenetiske terrorangreb, hvor forvildede bonefish bliver klippet midt over. Det er egentlig ikke så underligt, at bonefishen er en nervøst anlagt fisk.. At barracudaen ligesom bonefish’ne har et godt syn og et skeptisk sind, finder vi snarligt ud af. Vi har naturligvis medbragt både store streamere og wireforfang, men barracudaerne hugger bestemt ikke uden videre. Kun de mest overbevisende fluer evner at fæstne barracudaernes opmærksomhed, og kun den allermest lynsnare indtrækning kan udløse hugget.

Det lykkes at kroge flere af disse flatsterrorister, og især én af dem – en fisk på mere end ti kilo, har fæstnet sig i min hukommelse. Som et spøgelse, dukker den op ud af ingenting – i kølvandet på en stime bonefish, og den tager den store pulserende streamer med den største selvtillid og overlegenhed – helt inde foran mine fødder Det hårdhændede tilslag falder prompte. Fisken er kroget og med ét smuldrer enhver tidsforankring bort. I løbet af hvad der føles som splitsekunder, har den forskrækkede fisk været meterhøjt fri af vandet tre gange, og herefter forsvinder først fluelinen og dernæst hovedparten af min backing. Da fluehjulets forpinte snerren ophører, er fisken mere end hundrede meter borte, og jeg kan nu påbegynde det slidsomme arbejde med at forfølge fisken og få indhentet det tabte. Da jeg et kvarters tid senere sidder med den store, strømlinede ’cuda i favnen, løber et sus af eufori og besnærelse igennem mig – og for en tid har jeg glemt alt om både bonefish og permit. Resten af dagen lader jeg den lette bonefish-udrustning blive i båden og forfølger flere af disse voldsomme rovmordere. Vi har dog stadig én af Belizes fremmeligste sportsfisk til gode; tarponen, og denne fascinerende fisk bliver omdrejningspunkt for de kommende dages fiskeri, hvor yderligere tiltagende vinde ender med at diktere, hvor vi kan fiske.

 

 

DE SKÆRMEDE MANGROVE STRØM­RENDER bliver vores primære jagtrevir de sidste par dage, og nu sætter vi alt ind på at fange en af de stålsatte sølvkonger, som holder til her. Særligt ved høj­vande trækker tarponen igennem disse frodigtgrønne, dybe og kanallignende strømrender, og selv­om det er tidligt på sæsonen, ser vi henover de kommende dage flere fisk rulle i overfladen – og ikke mindst stimer af småfisk blive jaget fri af vandet. At lande en af disse fisk viser sig dog vanskeligt – ikke mindst fordi vi har svært ved at vende os til det radikale brud i forhold til tilslag og krogning, som dette fiskeri afkræver. Alligevel lykkes det os at kroge en god håndfuld fisk, som hver især kvitterer med meterhøje spring og uimodståeligt kraftfulde udløb, der i løbet af splitsekunder blotlægger baglinen. Én af disse tarpon hugger resolut, idet jeg fisker fluen på tværs af en strømrende tæt inde under mangroven. Jeg får sat krogen med et par voldsomme træk i linen, og herefter kaster en sølv­glinsende fisk på omkring 90 lb sig helt fri af vandet og flænser stilheden med et øredøvende brag, idet den slår tungt ned i vandet med sin fulde vægt. FIGHTEN er i gang, og i løbet af de næste 10 minutter stemmer jeg imod, alt hvad grejet overhovedet kan holde til. Fisken er stærk som bare pokker, men ikke utrættelig, og til sidst har jeg den muskuløse fisk oppe på siden af båden, hvorefter guiden får fat i forfanget på klods hold. Triumfen synes indenfor rækkevidde, men i stedet sker der en kritisk drejning i kampen. Fisken får vristet sig fri af guidens greb, min stang spændes pludseligt op og knækker nu med et højt smæld nede over korkhåndtaget. Fisken får mobiliseret de sidste kræfter, og den søger nu uimod­ståeligt nedefter i vandsøjlen. Skaden er sket, og selvom jeg får presset fisken til overfladen end­nu engang med den nu håbløst amputerede fluestang, så ender slaget med, at den store fisk får kastet fluen af sig. Tættere kommer vi aldrig på!

ALT GODT HAR SOM BEKENDT EN ENDE, og efter fem dages intenst fiskeri, er det tid til at skylle det saltskjoldede grej en sidste gang og pakke sammen. Vi kan se tilbage på en tur, med masser af intense fights, sindsoprivende spændende pürsch fiskeri, masser af fine bonefish, store red snappers, garfish, jacks, rainbow runners, barracudaer, en enkelt supplerende permit samt mere end en håndfuld forpassede chancer for at få tarpon i båden. Havet har vist tænder de sidste dage, men det har samtidigt øst i overdådig grad af dets rigdom. Vi har set legesyge delfiner, nysgerrige havskildpadder, jagende nurse hajer, møllehjulsstore rokker og ikke mindst græssende søkøer. Fiskeriet har været i verdensklasse, men da vi stævner ud fra marinaen for at sejle mod Be­lize City, er det ikke blot fiskeriet vi tager med os. Vi er en totaloplevelse rigere – en af de oplevelser, hvor fiskeriet, naturen og rammerne går op i en højere enhed.