I går proklamerede EU Kommissionen et totalt forbud mod rekreativt torskefiskeri i 2024 – blandt andet i Øresund og Bælterne. Vi har talt med Martin Hubert fra Spar Lystfiskeri, som har flere turbåde på Øresund, om de potentielle konsekvenser for erhvervet – samt alle de tusindvis af lystfiskere, der i generationer har haft Øresund som et tiltrængt fiskeåndehul fra hverdagens stress i storbyregionen.
– Det er trist, at man endnu en gang vil stramme begrænsningerne for torskefiskeriet til det maksimale, kommenterer han. – Det, at ingen torsk må hjemtages i 2024, ligger fast, men præcist hvordan forbuddet skal tolkes ifht eksempelvis et catch and release fiskeri afventer vi stadig svar på. En ting er sikkert – må man ikke engang hjemtage én torsk pr mand pr. dag, ja så vil lystfiskerflåden reduceres til stort set ingenting – eller måske forsvinde helt til næste år. Og – skal forbuddet tolkes som, at man slet ikke må fiske efter torsk – dvs man ikke må fiske med alle metoder, hvormed man kan fange torsk – ja så betyder det jo i praksis en nedlukning af alt saltvandsfiskeri i Sydøstdanmark – både langs kysterne, molerne og på havet.
– Når man tænker på, at der for halvtreds år siden var 40-50 turfiskebåde i Øresund og vi nu er nede på 11-12 stykker, så kan man jo allerede nu se, hvor ringe udsigterne er for det traditionsrige fiskeri, der gennem generationer har bidraget med fantastiske fiskeoplevelser til alle generationer på tværs af alle samfundslag i Øresunds-området.
– Når man hører DTU Aquas tal for, hvor mange torsk der bliver taget i Øresund af lystfiskere, må jeg indrømme, at jeg stiller mig meget tvivlende over for det datamateriale, som tilsyneladende ligger til grund for forbuddet. I et interview i tv2kosmopol nævnes tal fra DTU Aqua, som postulerer, at lystfiskere i 2022 fangede hele 82 tons torsk alene i Øresund. Det stiller jeg mig meget uforstående for med den viden, jeg har om fiskeriet. Jeg mener, at der er behov for at få mange flere detaljer om, hvordan tallet er fremkommet, før man kan bruge det som argument for at forbyde torskefiskeriet i Øresund fuldstændigt. Man bør helt klart genoverveje forbuddet, når der er 100 % klarhed over, hvordan disse tal for lystfiskerfangster i regionen er fremkommet. Det duer jo ikke, at man træffer beslutninger på et grundlag, der måske ikke er korrekt.
– Til sidst vil jeg understrege, at jeg finder det besynderligt, når man vælger at inkludere Øresund i forvaltningen af Østersøen. Der er jo helt klart tale om et område, som adskiller sig markant med meget mere liv – og langt flere fisk. Hvad jeg ser til daglig 365 dage om året på vandet – er et mylder af liv og masser af torsk i Øresund. Det rimer ikke godt på det totalforbud, meget vel kan komme til at betyde, at et helt erhverv – og en hel subkultur omkring turbådsfiskeriet i Øresund må lukke ned, slutter han.
Læs den omtalte artikel fra Tv2kosmopol her.









