LANGTIDSTEST: TRAUN RIVER – SUPERIOR NEOPRENE WADERS. FÅ 10 % LÆSERRABAT
Vi kender alle problemet. Efter en lang travetur ned til superspottet på stranden, hvor en stor havørred lige har vist sig længst ude på den kastbare distance, begynder det at pible ind med iskoldt vand, i det samme du vader ud i vandet…
Der er bare ikke noget særlig meget mere ufedt en utætte vaders… Til producenternes forsvar er det på ingen måde let at fremstille vaders, der kan tåle hårdt slid – især over mange sæsoner. Og – bliver de så utætte på grund af slid på fx syninger, svejsninger og tapeninger, er det ofte hverken let at finde det/de præcise sted/er hullet er – endsige at lappe det. Alene det at få sig taget sammen til det… Øv. Waders, der er vandtætte, ikke bare én eller to – men mange sæsoner er derfor noget, som alle lyst – og måske især kystfiskere drømmer om. Men – desværre kan der være langt imellem dem.
Normalt bliver grej primært omtalt i nyheder og tests, når de er sprit nye. Og – 99,9 % af alle tests er relativt korte tests, hvor produktets evne til at tåle hårdt og vedvarende slid år efter år – naturligvis ikke kommer i spil. Vi kommer på fiskogfri.dk fortsat til at lave normale tests af nyt grej på fiskogfri.dk, for de har jo selvfølgelig nyhedens interesse, men fremover kommer du også til at se langtidstests, hvor du får tips fra grejtravernes ”hall of fame” med udvalgt grej eller udstyr, som fortjener at blive fremhævet – ikke i nyhedens interesse, men som inspirerende forbrugerinfo der kan guide dig i retning af særligt holdbart grej, som har performet helt ekstraordinært over mange år.
Og ja – det er jo waders det handler om i denne langtidstest. Mere præcist neoprenwaders:
I starten af vinteren – inden den hårde, kolde østenvind satte ind og lukkede hoveparten af mine favoritkystørredpladser – enten med ufiskbart vand eller decideret isdække, skete det, som jeg havde ventet mange, mange år på: Mine elskede Traun River neoprenwaders blev omsider utætte…
Jeg har haft dem i otte af år som mine primære vintervaders på kysten samt til alt muligt andet mudret landfiskeri – Traun River Superior Neopren Waders. Og de har bare fået tæsk. Normalt kan man godt komme til at trække lidt på smilebåndet, med et sådant navn, men efter ti år med så hårdt slid – uden et læk, må man jo bare sige, at navnet faktisk passer meget godt. Det er uden sammenligning de neoprenwaders jeg har haft længst, før de til sidst lækkede, så de får topkarakterer herfra.
I forhold til vandtæthed er en den altafgørende faktor for Traun River Superior Neopren Waders helt sikkert kvaliteten og selve udførelsen af de trippel-svejsede sømme, der tydeligvis er lavet med så høj en standard, at de ikke bare holder – men holder meget længe.
Traun River Superior Neopren Waders har en perfekt pasform, men er på grund at den ret høje elasticitet samtidig lette at få af og på – en sjælden kombination. Designet er super simpelt og virker bare. Knæene er forsynet med holdbare men ret bløde og behagelige PVC forstærkninger, og der er velcro-justerbare skulderstraps. Hovedmaterialet er 4 mm topkvalitetsneopren med varmereflekterende Artic Thermo på indersiden for at gøre dem ekstra varme til vinterfiskeri eller vadefiskeri i kolde elve. Og de er vitterlig varme at gå i under praktisk brug. Den anatomisk formede stockingfoot-bund er for at øge slidstyrken og holdbarheden lavet i lidt kraftigere 5 mm neopren
Af andre features kan nævnes:
- Inderlomme med lynlås
- Håndvarmer frontlomme
- Medfølgende neopren gravel guards
De suveræne neoprenvaders, der har stået tidens test, fås i ni størrelser. Traun River Superior Neoprene Waders kan købes til 2600 kroner inklusiv fragt via rudiheger.eu her.
NB: SOM LÆSER AF FISK & FRI FÅR DU 10% RABAT ved at bruge koden “fiskogfri” ved køb på ovenstående link.










