FLOTTE LAKS FRA LAKSELV

– Pludselig i uge 29, fik jeg muligheden for at fiske i Lakselv, siger Jan Riisager. – Jeg var egentlig på vej til Gaula med syv andre gutter, men lav vandstand og nedlukningen i perioder af fiskeriet i Gaula gjorde, at troen ikke var helt i top. Og bum, så kom der et opslag på FB fra Olderø Fly Fishing Lodge, hvilket åbnede muligheden for en uges fiskeri hos dem. Så af sti afsted. Efter lidt køren i bil og et par flyture, blev jeg hentet i Lakselv Lufthavn, som ligger godt 200 km syd for Nordkap.

– Jeg havde en superfed tur til Lodge Olderø. Her spillede alt – lige fra dejlig mad og gode hytter til nogle fantastiske guider, som havde styr på deres elv. Vi blev kørt rundt fra det ene gode beat til det næste, og selvom der var sommervandstand, så var der spænding i hvert kast, hvor fluen svingede ud over elven.

Det var især mikro fluer på 2 cm, der blev luftet godt, og resultatet udeblev ikke: Jeg fik to grilse og en forrygende laks på 99 cm, der var godt 10 kilo. Der var smæk for skillingen under fighten med den store fisk, men René Gerken, styrede nettet og kom med beroligende råd, så det gik bare perfekt. Hvor var det bare en unik oplevelse, som sad lige i skabet – og nu går tankerne selvfølgelig på, hvordan der kan blive plads til mig der igen…måske under en ny  pandemi… Tak for en dejlig oplevelse til teamet bag Olderø Fly Fishing Lodge.

 

Westin Cup 2025

Hvidovre Sport

MAGISKE GULDTRICKS OG VILDT FISKERI I LAKSELVA

– Igen i år gik turen helt op nordpå til Lakselva i den norske Finnmark, beretter Martin Andersen. – Vi var tre kammerater afsted med seks dagskort i tre forskellige zoner, og vi startede fiskeriet klokken 18 den første aften. Efter blot 10 minutter havde vi to fisk landet, og da vi havde fisket i tre timer, havde vi landet fem laks og mistet tre, hvoraf den største var på 112 cm. Så var vi ligesom i gang…

– De efterfølgende dage gav også fint med fisk i zonen, så mange af de lokale ringede igen i år mistroisk til kontrolløren, fordi vi fangede ”mistænkeligt mange fisk”. Men han kunne heldigvis huske os fra året før, hvor samme situation opstod på samme plads, så han spurgte bare om ikke alt var i orden som sidst.

– De sidste to dage gav godt med fisk, og min makker havde fundet et nyt trick – nemlig trylleformularen “nyt spot 1 kast 1 laks”. Fire gange blev det sagt, og gav fisk! Den ene dag fik han en på 108 cm i første kast – og efter to kast mere en på 101 centimeter.

– Dagen efter fandt vi en skrænt, hvor der lå mange træer efter 200års flommen. Her sagde makkeren igen “nyt spot 1 kast 1 laks”, og fik så fisk på oppe fra skrænten. Laksen var 85 cm og stålblank. Så måtte jeg jo lige prøve det samme “Nyt spot 1 kast 1 laks”, sagde jeg, hvorefter spinneren drejede forbi et af de væltet træer – og BOOM, så var der også laks til mig. Laksen trak line af hjulet og sprang fri af vandet to gange, men i det sidste spring landede den på linen, så forfanget sprang. Så var det ellers bare på med en ny spinner, og to kast efter fik jeg en flot 70 cm laks.

Vi havde ellers hørt, at der var skidt fiskeri og ingen fisk i elven i år, men vi fik alt i alt 42 laks hvoraf 8 stk var 100cm+

 

Westin Cup 2025

 

Martin Andersen med en af sine fine laks fra Lakselva taget på spinner

Martin Andersen med en af sine fine laks fra Lakselva taget på spinner.

 

Det var på kondomspinnere som denne af gutterne fik de fleste laks.

Det var på kondomspinnere som denne, at gutterne fik de fleste laks.

Hvidovre Sport