KÆMPEKNUDE FALDER FOR LØJE
Danskeren Mathias Jensen flyttede til Sverige, da han skulle til at studere på Forshaga Akademins sportsfisker gymnasie i 2014 – og da det sluttede, var han så vild med at bo i Sverige, at han blev der. En af de fiskearter, han går en del efter, er knuder – eller ferskvandskvabber, der i nabolandet kan opnå en virkelig god størrelse.
– Sidste år fik jeg fisk helt op til fire kilo i det hul, hvor jeg normalt fisker i Klaraälven, så jeg havde virkelig ikke regnet med at fange en større knude, fortæller han. – Her den anden aften blev jeg derfor helt chokeret, da jeg efter en god knudefight kiggede ned i nettet, hvor der lå en stor knude, der var næsten lige så rund som en fodbold. Knuden, der var 5020 gram og 87 centimeter lang var 46,5 centimeter rundt om maven. Fisken huggede ved bundfiskeri fra land med et glidetakel monteret med bom og en lille løje fisket på en enkeltkrog, slutter Mathias, der lige nu læser biologi på Karlstad Universitet samt arbejder i grejbutik og for den svenske lystfiskerorganisation Sportsfiskarna.
Læs mere om Forshaga Akademin her. Uddannelsesstedet har to typer af fiskelinjer – et treårigt gymnasie som Mathias gik på – og en to-årig professionshøjskole. Du kan se en video om sidstnævnte – Forshaga Akademins Yrkeshögskola på Fisk & Fris Youtube her.
Knuden findes også i en række danske vandsystemer – fx Susåen, Mølleåen og Gudenåen.