FISKESKOLEN DEL 2: Kom godt i gang med at fiske
Når man for første gang går i gang med at fiske, er det første skridt på vejen mod en god fangst at finde et vand, der rummer de fisk, som man gerne vil fange. Men vil man have succes skal man også kunne finde fiskene – og bruge det rette grej.
AF JENS BURSELL
Det er vigtigt at gøre sig klart, hvad der forventes af fiskeriet, inden man vælger sit fiskevand. Som begynder kan det være dræbende for ens gnist at starte med for svære vande – især fordi man ikke altid har tilstrækkelig fidus til, at den valgte taktik er den rigtige. Og manglende tiltro til plads, agn og teknik er ikke et godt udgangspunkt for et vellykket fiskeri. Start derfor med relativt nemme vande og simple teknikker. På denne måde kan man gradvist gøre sig erfaringer med grej, metoder og taktik – samt fight og landing uden at erfaringerne behøver at være alt for dyrekøbte.
Viden og fiskekammerater
Den korteste genvej til nye vande og dermed gode fangster er at opsøge aktuelle informationer via fangstrapporter og artikler i diverse fiskeblade og på hjemmesiderne – samt selvfølgelig via alle dine venner på facebook og instagram. På denne måde kan man lynhurtigt skaffe sig et væld af oplysninger. En anden god måde at udbygge sin viden er at alliere sig med ligesindede fiskekammerater om at finde frem til de bedste vande og fiskepladser. Kender man ikke nogen i forvejen, er det en god ide at melde sig ind i en fiskeklub, som arrangerer fisketure og hyggelige klubaftener. Inden du får set dig om, kender du et væld af folk – og fiskevande.
Et medlemskab af en forening har desuden mange andre fordele ud over netværk, fiskekammerater og hyggelige ture. De fleste foreninger har nemlig enten egne både – eller er medlem af paraplyforeninger som fx Fiskeringen, der har et hav af både, fiskestræk, hytter og andre faciliteter rundt omkring i landet.
De blå pletter på kortet
Uberørte vande er ofte ensbetydende med et godt fiskeri, og der kan være god inspiration at hente ved at studere kort over lokalområdet – fx google maps, hvor du ved at skifte til luftfotos, når du har zoomet ind – kan se rigtig mange detaljer. Fisker du ved søer kan du se hvor der er til at komme til søen og kaste frit uden træerne er ivejen – eller du kan se revler, badekar pg rev, hvis du vil fiske ude på kysten.
Og nu vi er ved luftfotos – hvis man skal undersøge ejerforhold med henblik på at skaffe fisketilladelse, ligger de fleste amter og kommuner inde med kombinerede matrikelkort/luftfotos af fremragende kvalitet på deres hjemmesider.
På www.friluftskortet.dk kan du via større oversigts kort zoome dig helt ind på det mest detaljerede niveau – samt få vist de søer som Skov og Naturstyrelsen har frigivet til fiskeri. Dybdekurver over søer kan man google sig til eller købe Thorkild Høy og Jørgen Dahls bogserie “Danmarks Søer”. Søkort over de indre danske farvande fås fra flere store producenter af marineelektronik – fx Garmins TopoDanmark.
Info, viden og foreninger
Har får du et par god links til organisationer og større lystfiskersammenslutninger
Fiskeringen – både, fiskevande og links til lokalforeninger
SU – sammenslutning af foreninger med mange både
LF – stor forening på Sjælland med mange både på især søer
Federation of Flyfishers Denmark – fluenørdernes paradis
Dansk Grejsamlerforening – gå amok i gammelt vintage grej
Ferskvandsfiskeriforeningen – forening for både lyst og garnfiskere
Danske Karpe og Specimenfiskere – sammenslutning for danske karpe og specimenfiskere
Dansk Havfisker Forbund – national sammenslutning af havfiskere
Dansk Surfcasting Klub – kast langt med kystmedegrejet
European Anglers Aliance – Europæisk Fiskesammenslutning
EFSA – Europæisk sammenslutning af havfiskere
IGFA – International Game Fish Organization –
dmi.dk – vejrudsigten
Sejladsudsigten – detaljeret vejrudsigt med præcise prognoser på fx vind, vandstand, temperatur mm
fiskepleje.dk – viden om bl.a. miljø og fisk
danskehavnelods.dk – oplysninger om havne
Meld dig ind i Danmarks Sportsfiskerforbund
Selv om der rent lystfiskermæssigt stadig er meget at komme efter i vore vande, så er variationen og mængden af fisk kun en brøkdel af, hvad den har været for blot et halvt århundrede siden. Hovedårsagerne er oplagte – forurening, overfiskeri og ødelæggelse af fiskenes levesteder. Ved at melde dig ind i Danmarks Sportsfiskerforbund på sportsfiskeren.dk støtter du op om kampen for bedre fiskebestande og et bedre vandmiljø.
Fisketegn, love og regler
Der kræves statsfisketegn for at dyrke lystfiskeri i saltvand eller i naturlige ferske vande, der indgår som led i naturlige vandløbssystemer. I ferskvand skal lodsejeren desuden give tilladelse til fiskeri. Er man under 18 år, over 65 år, har fritidsfiskekort eller ejer den grund, der er nærmest fiskevandet, behøver man ikke fisketegn. Endvidere er det normalt ikke påkrævet i Put and Take vande. Fisketegn og legitimation skal medbringes under fiskeriet. Indtægterne går til udsætning af fisk og fiskepleje. Et dagkort koster 30 kroner, et ugekort 130 kroner og et årskort 185 kroner – se mere på www.fisketegn.dk. Lokale fiskekort kan du købe på bl.a. www.fiskekort.dk
Opdaterede oplysninger om love, regler, fredningsbælter og mindstemål: DK – Fiskeristyrelsen, Sverige: Fiskeriverket, Norge: www.dirnat.no, Finland: www.mmm.fi