apr 12, 2024 | Nyheder
I Lystfiskerens håndbøger – fire nye små bøger om lystfiskeri i Danmark, gives gode råd og vejledning til at fange de fleste arter, uanset om man fisker med flue, spinne eller mede. Hver bog har sit eget fokus og tilbyder en grundig indføring til den, der vil fiske fra moler, langs kysten, på havet, ved åer eller søer. Bøgerne er rigt illustreret med fotografier og illustrationer og kommer i et praktisk format, som er lige til at stikke i lommen og tage med ud på en fisketur.
Havet: Ude på åbent hav er det muligt at fiske flere og større fisk end i det kystnære vand. I denne bog kan du læse om havfiskeri fra egen båd, trolling, turbåds- og vragfiskeri. Desuden rummer bogen en gennemgang af de forskellige arter, du kan være heldig at fange på havet.
Kysten: Der er masser af gode fiskepladser langs de danske kyster, uanset om du fisker med flue, mede- eller spinnefisker. Her er mange forskellige arter, og i denne bog kan du læse og lære om kystfiskeri, særligt efter havørred. Bogen har også tips og tricks til, hvordan du bedst lander fisk fra moler og ved høfder.
Søen: I Danmark er der masser af gode søer både i Jylland, på Fyn og Sjælland. I denne bog kan du læse om dansk søfiskeri og om mulighederne for bl.a. at fange gedden, søens største rovfisk, og hvordan medefiskere har chance for at lande både karper og populære fredfisk
Åen: Denne bog handler om lystfiskeri i de danske åer. Særligt i den vestlige del af landet løber åerne tæt, og her er det muligt at fange bækørreder, stalling, havørreder og laks. Læs om de danske åer og hvordan du spinne-, mede- og fluefisker efter mange forskellige arter i vandløbene.
Kassetten med de fire bøger på i alt 430 sider sælges samlet for 349,95
LYSTFISKERENS HÅNDBØGER FRA GYLDENDAL
nov 14, 2021 | Artikler, Mad
Når du skal lave fiskefond, skal der ikke spares på de gode råvarer.
Nikolaj Juel og Columbus Leth udgav for et par år tilbage en virkelig lækker bog med fiskeopskrifter fra Gyldendal – Walk on the wild side. Her får du opskrift fra bogens kulinariske univers – en sublim fiskefond.
AF COLUMBUS LETH
FISKEFOND er superhurtigt at lave og dejligt at have i fryseren. Fiskefond laver man på hvid fisk, da ørred og laksefisk indeholder for meget olie. Pighvar, torskefisk og havtasker er ideelle til at lave fond af. Det er vigtigt at fjerne gæller og skylle for blodrester. I modsætning til fond, som man laver af vildt, kylling eller andre dyr, simrer man kun en fiskefond i 20-30 minutter. Hvis man lader den koge længere, begynder den at smage bittert.
Sådan gør du:
Skær alle grøntsagerne i grove stykker, og kom dem i en gryde med fiskeben og -hoveder. Tilsæt resten af ingredienserne, og dæk til med vand. Lad din fond varme op til kogepunktet, og fjern det skum, der kommer til overfladen. Reducer blusset, så fonden simrer stille og roligt i 20-30 minutter. Kom fonden gennem en fin si, og sæt den tilbage på blusset. Lad den reducere med 30-40 %.
Ingredienser:
fiskeben og –hoveder
1 løg
2 stilke bladselleri
1 gulerod
1 fennikel
1 hvidløg, skåret i halve
10 peberkorn
1 kvist timian
1 håndfuld persillestilke
½ flaske hvidvin
vand
Columbus Leth er passioneret fluefisker – og for ham hænger mad- og fiskeoplevelsen sammen.
Walk on the wild side – Opskrifter fra kysten og skoven
I madbogen fra Gyldendal hvorfra denne opskrift kommer, gør en passioneret jæger og kok sammen med en lige så ivrig lystfisker og fotograf op med myten om, at det er svært at lave mad med vildt, fisk og vilde ingredienser. At fasan altid er tør, og at rådyr altid smager af jern. Forfatterne har til gengæld hentet inspiration i alverdens køkkener. Opskrifterne i Walk on
the wild side er inspireret af bl.a. det nordiske, japanske, italienske og indiske køkken og byder på retter som fasan-sliders, rødbedemarineret laks, havørred-tatar, jamaicanske patties og pappardelle med vildsvineragout. Bogen, der er en oplagt julegaveide, er 304 sider, flot illustreret og koster 314,95 kroner. Køb den fx her på www.gyldendal.dk
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2018