SANDART – NÅR DER ER ET ELLER ANDET MAN HAR GLEMT…
Hvor ofte har man ikke prøvet det? Der er pakket, og det gik egentlig rimelig tjept. Så nemt, at man let kunne frygte, at man havde glemt noget vigtigt. Det var denne følelse, jeg havde, da jeg startede bilen forleden morgen for at komme ud til søen. Faktisk var fornemmelsen så latent, at jeg efter en kilometer på landevejen måtte holde ind og tjekke bagagen for mulige forglemmelser. Men – jeg kunne ikke lige se, at der manglede noget – for der var både grej, marineelektronik, 360D drev og stol til kajakken. Og selve kajakken på traileren – den var stadig bag bilen. Hvorfor havde jeg den uro i kroppen?
Fremme ved søen gik alt som en leg. Jeg fik bakket traileren ned på rampen i et perfekt drej, og der var ikke et øje tørt. Men alligevel sad det i mig – den der følelse af, at det var for godt til at være sandt… Det hele kørte på skinner, og kajakken var på kort tid sejlklar, så jeg kunne stævne ud. Det blæste knapt 5 m/s, så der skulle arbejdes lidt for det, men alligevel – alt var OK, og det lugtede en kende af storfisk.
Vel fremme ved pladsen, som jeg havde udset, spottede jeg en fin femkilos sandart samt ramte prik i første hug – og efter blot 25 sekunders fiskeri havde jeg turens første fisk. Ahrh – jeg behøver ikke et rigtigt foto tænkte jeg, og lod den svømme, da jeg havde taget fem sekunder selfievideo med mobilen til en insta story. En god start på dagen, tænkte jeg og drev videre, mens jeg afsøgte for gode fisk med LiveScopet.
Det blev til lidt sejleri den næste halve times tid – og så skete det, som vi alle ønsker os at se på skærmen: Et perfekt silhuet af en grov sandart, der – når man kigger grids – ligner noget på en meters penge – vel vidende at gridmål ofte overdriver omkring 10 %. Eller måske er det ens altid positive wishful thinking mindset, der står for selvsamme overdrivelse, som ofte spiller en et puds. Uanset hvad, så var den mere end rigelig stor til at fiske til.
Det var blæst noget op, så det var ikke let at komme i den helt rigtige kasteposition, for at kunne lægge agnen perfekt til fisken, så jeg ville kunne se både agnen og fisken under hele nedsynkningen. Både første og anden gang, den sad nogenlunde i skabet, ramte jeg ikke helt perfekt, og med en kraftig afdrift var det med at holde tungen lige i munden, for ikke at miste fisken af syne. Til sidst lykkedes det dog. Agnen sank perfekt ned foran fisken – og blev taget med et sug, der forplantede sig som et hårdt stød i min Westin Ultrastick på 15-50 gram.
Fisken var kroget og gav nogle dybe stød i stangen på den fantastiske måde, hvor man ved, at der skal mere end bare et par kilo til at præstere det. Dyret tog et par korte udløb, men inden længe lå den sikkert i nettet. Hvilket pragteksemplar tænkte jeg og begyndte at gøre klar til et par sekunders video af den massive sandart. Og lige netop der kom jeg i tanke om, hvad det var der manglede…. Normalt lader jeg mine store kameraer blive derhjemme, når jeg fisker fra kajak eller flyderring. Alle fangster bliver foreviget på film med et af mine GoPro-kameraer, hvorefter jeg bruger screendumps som fotos. OK – det giver ikke samme kvalitet som mit Nikon Z8, men det fungerer helt perfekt til online brug. Hvis man altså vel og mærke har husket det … FÅÅÅÅKK…
OK – jeg havde selvfølgelig min telefon med, men uden stativ. Men – fisken var af den størrelse, så man skulle have arme som en orangutang for at kunne lave sig en hurtig selfie. Vægten sagde 7,9 kilo – så den massive sandart overgik min gamle PR med 200 gram. Fantastisk, men en ret dårlig timing uden et godt kamera set-up. Balancerede jeg kameraet på kajakkens stol, kunne jeg ikke få det hele med, så jeg måtte afmontere stolen og stille den på bagdækket, hvor der i forvejen var en del gear. På toppen af stolen, der balancerede nydeligt på to tasker, stillede jeg min lille rygsæk, hvorpå jeg balancerede min mobil, med den intention af selfiefilme den fine fisk – og helst med fangeren med på billedet. Men – selv i denne position var det umuligt at frame, så jeg måtte rejse mig op med fisken, og bøje mig selv forover denne for at kunne være i billedet. Kajakken gyngede faretruende, mens jeg holdt fisken, smilede som om alt var normalt – og konstaterede, at hvis mobilen faldt ned af rygsækken, kunne det nemt sige plop, på den måde man slet ikke ønsker, hvor der er flere meter dybt i en sø med sigtedybde på 5 cm. Det gik heldigvis nogenlunde – og ovenfor kan du se screendumpet, der næppe vinder nogen internationale fotokonkurrencer.
Resten af dagen fiskede jeg til en håndfuld OK fisk og fik de fleste. Og så var der en anden stor, der slap væk – på Livescopet altså. Jeg brugte næsten en halv time på at komme i position, men fordi fisken hele tiden cruisede majestætisk rundt uden at være skræmt, kom jeg aldrig rigtig til at lægge det perfekte kast. Det må blive næste gang.
Vi ses derude – Jens Bursell
Se hvordan Hobien i historien er indrettet i denne video på Fisk & Fris YouTube.
Lær om prikspin med LiveScope i denne video på Fisk & Fris Youtube.
