MAND VS FISK: EFTER GOLIATH GROUPER I FLORIDA
Til sidst lykkedes det at lande et mindre eksemplar af en goliath grouper. Det var en lettelse, men følelsen af at fiskene havde sejret overlegent, var alligevel ikke til at slippe af med.
Nogle lystfiskere er fast besluttet på at presse rammerne inden for fiskeri. Fluefiskeri efter store tun, kajakfiskeri efter marlin og tørfluefiskeri med mikroskopiske fluer er eksempler på disse ekstreme former for fiskeri, som presser grænserne for, hvad der kan lade sig gøre med en fiskestang. Men når det kommer til selve fighten – menneske mod fisk, hvad er så den ultimative test?
AF GORDON P. HENRIKSEN
LYSTFISKERI kan dyrkes på mange måder, og det er bladet, du sidder med i hånden et glimrende eksempel på. Men hvor går grænserne? Hvad kan man drive det til? Og hvad er den ultimative metode, når vi taler om at teste sig selv, sin styrke og sine evner op imod en fisk. Jeg følte mig ret sikker på, at jeg havde fundet svaret og metoden, og det måtte bare prøves. Så jeg tog turen til Sanibel Island i Florida for at fiske efter de gigantiske goliath groupere på noget af det kraftigste fiskegrej der nogensinde er skabt. Jeg gik i nærkamp med grouperne otte omgange, og tabte. Syv ud af otte omgange i ringen vandt grouperen, og havde det ikke været for den ene lille sejr jeg fik til sidst, var mit lystfiskerego totalt knækket.
Nærkampe med goliath groupers
Goliath groupers er ikke kendt for hæsblæsende lange udløb eller spektakulære spring. Til gengæld er de rigtig store og rigtig stærke. De kan veje over 300 kilo, og jeg skal love for, at man kan mærke hvert et slag, den tager med sit enorme haleror. Jeg har tidligere fisket efter dem i Florida Keys, men jeg kan garantere, at der er stor forskel på at fiske dem på åbent vand fra fightstol med tændt motor og på at gå i nærkamp med dem på kort line fra forankret båd. Under bropillerne på broen mellem Ft. Myers og Sanibel Island i Florida, bor der adskillige store eksemplarer af disse groupere. En bestemt kaptajn har specialiseret sig i en helt unik fiskemetode, hvor man har en lille chance for at hive dem ud.
Bæsterne kroges og fightes på klos hold uden at give så meget som en centimeter line. Dette er det ultimative wrestlingfiskeri, og det skal prøves.
Goliath groupers og sadistiske tendenser
Captain Ben Chancey er lidt af en galning for at sige det lige ud. Fiskeriet kan ikke blive ekstremt nok, og hans fiskeprogrammer Chew On This er sandsynligvis et af de mest sete fiskeprogrammer på Youtube. Alene den ene film 500 Pound Fish Show har over 2,5 millioner visninger! Han har bl.a. fanget rekordstore snook, enorme tarpon og hammerhajer på over fire meter! Der er ingen tvivl om, at han presser fiskeriet til det yderste, og fiskeriet efter de store goliath groupere er et af hans varemærker.
Jeg mistænker ham for at have en ret speciel side, der kommer frem, når han har kunder i båden. Nogle guider går efter at give deres kunder storslåede fiske- og naturoplevelser, der giver minder, selvtillid og velvære. Men ikke Capt. Ben Chancey. Han ynder at se store stærke fiskere blive flækket midt over af grouperne. Og jo større man er, jo flere tatoveringerman har, jo flere store fisk man kan prale med at have fanget før, jo mere nyder han at se én blive knækket.

Mange fiskere er knækket af store goliath groupers
Muskler og tatoveringer har jeg ikke så mange af, men jeg har da prøvet at fange hajer, marlin, sejlfisk, stør og tun, så Capt. Bens lyst til at knække én er også god i dette tilfælde. Men det er vel også ok. Det er jo sådan set derfor, jeg er her nu. Jeg vil teste mig selv i nærkamp mod en fisk, og se hvor hårdt man kan blive presset fysisk. Problemet er bare, at jeg ikke helt er forberedt på at tabe.
Grejet kommer frem, og jeg indser, hvad jeg har kastet mig ud i. Normalt ville man måske bruge ordet kosteskaft om en stiv stang, men denne her specialbyggede stang får et kosteskaft til at ligne en sølle tandstik. Stangen er syv fod og så stiv, at du kunne løfte en voksen mand i den og kun få en svag bue i klingen. Nede ved håndtaget er der en tegneseriefigur af en pumpet superhelt. Og det er faktisk lidt sigende for det her fiskeri. For det første skal man være lidt af en superhelt selv for at lykkedes, og for det andet er det hele lidt langt ude og tegneserieagtigt.
Hjulet er et typisk Big Game hjul som dem, man ville bruge til marlinfiskeri, men i stedet for mange hundrede meter line, er der rullet 25 meter 400 lbs shockleader på helt ind til spolen. Det er det tykkeste line, han har kunnet finde, fortæller han. Bremsen er stillet så stramt, at der simpelthen ikke kan hives line af hjulet. Og dette er strengt nødvendigt, for hvis grouperen får bare den mindste smule line, svømmer den ind i beskyttelse under bropillerne, og så er den kamp slut. – Det er det tykkeste line og den stiveste stang, jeg har kunnet opdrive, fortæller Ben og kommer med sit sære sadistiske smil, mens han binder en cirkelkrog str. 20/0 på. Nede i hans livewell svømmer tre rokker rundt, og de skal være vores agn. Ben viser da en vis medlidenhed og skærer en i tre stykker og fortæller, at hvis vi bruger en hel, får vi hug af en af de rigtig store. – Og det mener han ikke, at jeg er klar til!
Den vildeste fightteknik
Dernæst giver han mig en hurtig instruks i fightteknik. Glem alt om fightbælte. Du kan ikke løfte nok med armene, forklarer han. Stangen skal i spænd mellem benene og skråt under den ene balle, mens man står med helt bøjede knæ og vipper sin egen vægt frem og tilbage, mens man pumper. Vi tager et par øvere, hvor han lægger al sin vægt oven på stangen, og jeg skal pumpe igen. Det bliver ikke let det her, fornemmer jeg med det samme, men teknikken er på plads – sådan da – og nu sænker han det første stykke rokke ned under en af bropillerne.
Første omgang går meget hurtigt. Rokkevingen når knap at synke ned før linen pludselig strammer op, cirkelkrogen sætter sig, og jeg gør klar til at pumpe efter alle de teknikker, vi lige har øvet. Men det eneste, der sker, er, at jeg bliver revet forover, stangen hamrer ned i siden af båden og jeg holder fast, alt hvad jeg kan, inden den tykke line knækker, pga. slitage med bropillen under vandet. 1-0 til fiskene.
Anden omgang er en tro kopi af den første, og tredje gang vi får et hug, når jeg lige at holde fisken et par sekunder og prøver at pumpe, men der sker ligesom intet. Jo, linen knækker igen. 3-0 til grouperne. Fjerde gang får jeg pumpet stangen op og tænker, at nu er den der, men da jeg prøver at sænke stangen, mens jeg ruller ind, sker der intet. Ikke indtil stangen hamrer ned i bådsiden igen, og fisken river sig løs af krogen. Det var en af de rigtig store, mener Ben, og
her snakker vi altså 100-150 kilo. 4-0 til fiskene. De tre næste forsøg har jeg ikke rigtig lyst til at snakke om, men jeg kan fortælle, at da den står 7-0 til fiskene, er jeg helt færdig… Min selvtillid er totalt i bund, og jeg føler mig uduelig og inkompetent som fisker. Ikke en særlig rar følelse. Ben registrerer tydeligvis, at jeg er knækket og får måske en anelse medlidenhed med mig. Han siger, vi kan prøve en plads, hvor de er lidt mindre, men at vi ikke har meget tid. Strømmen vender nemlig snart, og så holder fiskene op med at hugge.
Denne gang går der lidt længere tid, før hugget falder, og jeg er fast besluttet på, at denne fisk skal op. Mirakuløst lykkedes det at vinde en meter line til at starte med, og det er noget, der giver fornyet tro på mig selv. Så bliver der gået til den, skal jeg hilse og sige, og fisken bliver endelig presset væk fra bropillerne. Herude er den en anelse nemmere at holde, og da vi efter en ti minutter lang nærkamp kan sætte bocagrip’en i fisken langs bådsiden og tage et par billeder, før den genudsættes, er jeg fuldt tilfreds. Jeg har fået min goliath og sejrede til sidst. Men jeg ved godt, det var en mindre én af slagsen, og jeg kan ikke lade være med at tænke på de syv runder, jeg tabte. Men tro mig – jeg skal have revanche næste år, og hvis du skal derover, håber jeg, du klarer det bedre, end jeg gjorde!
Vil du selv fange goliath groupers i Florida
Har du selv mod på at prøve dette fiskeri, kan du booke Capt. Ben på www.chewonthis.tv. Grouperne er der faktisk året rundt, men i forårs og sommermåneder byder Sanibel Island på meget andet end nærkampsfiskeri. Desuden er det et skønt sted at holde ferie. Se mere på www.beachesofftmyers.com. Capt. Ben Chanceys fiskeprogrammer er nok noget af det mest testosteronfyldte fiskefjernsyn, der findes på nettet – søg på »Chewonthis«på Youtube.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2009









