apr 23, 2026 | Nyheder, Sponsornyt
Traditionen tro afholder Fiskeklub København for femte gang geddekonkurrence ved Søerne i København med Sport Dres som hovedsponsor.
Der er et deltagerloft på 100 personer, og konkurrencen er åben for alle, men det koster 125 kroner for ikke medlemmer at deltage. Konkurrencen starter ved Fiskeklub København-pavillonen ved søstien (“Svineryggen”) i bunden af Sct. Jørgens Sø lige ved det nordlige bassin tæt på krydset ved Kampmannsgade og Vester Søgade kl. 09.30. Det vil være tilladt for deltagere at fiske i de to Sct. Jørgen Søer fra kl. 10.00-14.00, og der er fine præmier til dagens tre længste gedder.
– Der oprettes et opslag på vores Facebook-side, hvor fangster skal uploades i kommentarsporet. Tidsrum for upload er kl. 10.00-14.00, skriver arrangørerne. Præmieoverrækkelsen sker klokken 14.15. Der må kun fiskes med én stang pr. person og kun med kunstagn.
Tilmelding sker ved at overføre til MobilePay nr. 7381PD – anfør “navn + GC26”.
Læs om Fiskeklub København her.
Tjek Sport Dres store udvalg af fiskegrej her.
maj 2, 2025 | Nyheder
Starten på geddesæsonen blev fejret på behørig vis af Fiskeklub København med deres traditionsrige geddekonkurrence ved søerne i København, der i 2025 blev afholdt for fjerde gang om eftermiddagen på den første dag i maj.
– Der var udsolgt med hele 100 deltagere, fortæller Andreas Findling Rottem, der er formand i klubben. – Det var utrolig positivt at se så mange unge fiske igennem med stor entusiasme – og vi kan tydeligt mærke, at der er stort vækst inden for streetfishing i København. Det blev en aften der emmede af højt humør, god stemning og et rigtigt godt sammenhold fiskerne imellem der snakkede sammen og gav plads til hinanden. Det bliver ikke bedre.
- Der blev landet fire gedder på hhv. 67, 88, 99 og 111 centimeter, hvoraf den største blev fanget af Storm Lippmann. Faktisk var der et par af gutterne, der havde spottet en god følger uden at få den til at hugge, hvorefter Storm lige kastede sin LT Roach fra Savage Gear ind foran fisken, der klaskede til den et splitsekund efter – og kort efter havde Storm landet konkurrencens største fisk.
Fotokonkurrencen blev vundet af Thorvald, der havde fanget en hundelort i en plasticpose, og foreviget den på fornem vis….
Fiskeklub København – alias FKK – har i øvrigt fået nye klublokaler ved Naturventer Amager Strand tæt på et af havnens superspots – nemlig Prøvestenen. Foreningen afholder i øvrigt Hornfiskecup den 24, hvilket du vil kunne læse mere om på foreningens hjemmeside her.
Foto: Marie Brandt