ABORREBONANZA PÅ ISEN
– Isen er på mange søer efterhånden blevet rigtig tyk, så jeg besluttede mig sammen med Danny Vitting, at prøve kræfter med isfiskeriet – og sikke nogle dage, vi har haft! Sådan lyder det fra Mads Davidsen – prostaffer for Savage Gear.
– Turen startede hjemme hos mig med at rigge de små, korte isfiskestænger til, så alt var klar til tre dages fiskeri. Herefter kørte vi til den sø, jeg havde planlagt at fiske i, men til vores store overraskelse var der en stor våge i søen. Vi blev hurtigt enige om, at den sø ikke var sikker at gå ud på – for sikkerhed frem for alt, når man isfisker. Vi fandt derfor en anden sø – en mindre skovsø, og det skulle vise sig at være et heldigt valg. Allerede da jeg skulle vise Danny, hvordan man fisker aborrer fra isen, fangede jeg flere med det samme. Det var super fedt, for så vidste vi jo, at fiskene var hugvillige.
– Danny kom hurtigt i gang og fangede ret hurtigt en del aborrer. De fleste var mindre fisk, men jeg fik et par stykker på omkring 36–40 cm, hvilket egentlig er rigtig fine aborrer. Da vi nærmede os eftermiddagen, fik Danny pludselig en rigtig god aborre på. Da den kom op af hullet, var vi ikke i tvivl – det var personlig rekord for ham! Aborren målte 51 cm og havde en estimeret vægt på mindst 1,7 kg. En helt fantastisk fisk, og et stort tillykke til Danny med den. Efter denne succes valgte vi, at dag 2 også skulle foregå på samme sø, da vi på dag 1 havde haft over 130 aborrer oppe af hullerne i isen.
– Vi startede i samme område af søen, men til vores store forbløffelse virkede det næsten helt dødt, og vi fik kun et par enkelte små aborrer. Derfor blev vi enige om at prøve andre steder i søen. Vi fandt et område, der var en del dybere, og her var alle fiskene åbenbart denne dag. Her fangede vi rigtig mange aborrer, men de fleste var dog helt små. Jeg fik også en håndfuld fine fisk, med de største på 41 cm og en helt oppe på 50 cm. Faktisk endte vi med at have fanget over 300 aborrer denne dag, så det var et helt fantastisk fiskeri, som vi slet ikke havde forestillet os.
– På tredjedagen startede vi igen på samme sø. Efter 2½ time og cirka 130 aborrer senere blev vi enige om, at vi havde fanget rigeligt med aborrer. Så vi tog en hurtig beslutning og pakkede sammen for at tage et andet sted hen og prøve efter gedder.
– Her satte vi to stænger hver med døde skaller for enden. Der gik kun omkring 10 minutter, før jeg havde et hug, men desværre slap gedden skallen. For mit vedkommende skete der ikke mere, men Danny fangede derimod tre gedder. Det var en helt perfekt afslutning på tre dages isfiskeri, slutter Mads, som du kan følge på Instagram her.. Fiskene blev tasget på vertikalfiskeri med softbaits – og den største aborre huggede på en Savage Gear Flying Minnow.
Husk at have styr på sikkerheden, hvis du vil isfiske. Vær altid to afsted og husk som et absolut minimum issyle, så du kan trække dig op, hvis du går igennem isen.
Læs mere om sikkerhed på isen her.










