DAIWA OPEN 2025: FREDERIKS FØRSTE GEDDE

– Min søn Frederik havde længe drømt om at fange en gedde, så for nylig tog vi til en lokal sø for at fange en, fortæller Immanuel Steimel. – Vi fangede hurtigt skaller og aborrer, mens et flåd med en død skalle lå og vuggede i overfladen. Pludselig forsvandt flåddet, og Frederik gav et kontant modhug. Fisken tog line i vilde udløb, og gedden sprang fri af vandet flere gange.

– Efter en intens fight kunne vi nette en flot, tyk gedde på 80 cm, som vi skønnede til 4–5 kilo. Frederik var ellevild, og glæden i hans øjne sagde det hele. Efter et par billeder blev fisken nænsomt genudsat, slutter han.

Lær mere om flådfiskeri med død agn i denne video på Fisk & Fris YouTube.

 

Hvidovre Sport

 

Se Frederik fighte sin første gedde her::

drømmerejse iFish Travel

EN SMUK HAVØRRED PÅ FLÅD & REJE

– Jeg har fisket karper det meste af mit liv og troede aldrig, at jeg skulle blive tændt på havørred, fortæller Christian ”Fiskercolo”. – De sidste to år har jeg dog fisket rigtig meget efter havørred, og omtrent 150 fisk har været oppe at vende i nettet. Men – det har dog som regel været fisk på max 1 kg.

– Forleden havde jeg tæsket blink overalt i havnen, og ude ved sejlrenden opdagede jeg, at der var fisk, som jagtede fjordrejer. Jeg fangede derfor et par rejer med fangstnettet, og satte en af dem på en lille krog under et femgrams flåd. Efter 10 minutters fiskeri ude i strømmen forsvandt flåddet. Jeg gav et hurtigt modhug, og et øjeblik senere var fighten i gang. Havørreden piskede derudaf og sprang fri af vandet flere gange, så jeg var sikker på, at det var en ny PR. Og ganske rigtigt, så gled smukke 2,6 kilo fordelt på 64 cm, snart i nettet. Knæk og bræk derude, slutter Fiskercolo.

Læs mere om havørredfiskeri med rejer her i denne artikel fra artikelarkivet på fiskogfri.dk

Christian deltager som alle andre der sender fangstrapporter ind t il fiskogfri.dk i lodtrækningen om en fed fiskedrømmerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.

 

Geddefeber

drømmerejse iFish Travel

KARPER: EN FANTASTISK EFTERMIDDAG MED FLÅD OG DAPPESTANG

Dappefiskeri efter karper er uden tvivl en af de mest spændende former for fiskeri i ferskvand. Det er visuelt, det er nervepirrende – og du får mere, tungere og vildere flex på klingen på kortdistancen end du kan forvente at få med særlig mange andre skandinaviske ferskvandsarter.

Selvom selve fiskemetoderne i princippet er uhyre simple, er det et fiskeri, der stiller store krav til stealth, watercraft – og kasteteknik. Og – det stiller også store krav til vejrforholdene, for det at kunne spotte de karper, som du vil fiske efter, kræver normalt relativt stille og klart vand. Jeg har netop været på tur ved en svensk skovsø, hvor det stationære sessionfiskeri gik lidt langsomt, med to tikilos som resultatet af halvandet døgns bundfiskeri. Det var egentlig heller ikke specielt fantastiske forhold til dappefiskeri med faldende temperaturer og en del vind, men jeg besluttede mig alligevel for at forsøge at dappe et par lidt større fisk.

Netop på grund af vinden, var det ikke let at spotte fisk, og trods gentagne forsøg til at lokke karperne på overfladen med hundefoder var det udelukkende gæs, blishøns og ænder, der tog for sig af retterne…

Jeg besluttede mig derfor for opportunistisk flådfiskeri, hvor jeg opsøgte fisk og kastede til dem med flåd, for bedre at kunne få en god indikation af hugget – også i selve vindstødene. Selvom om der af og til var helt stille kom der nemlig konstant kastevinde, så man fx det ene øjeblik tydeligt kunne se fisken og det næste øjeblik blot så riflet modlys. En situation som dette er mere end oplagt til flåddap, hvor man kaster til sete fisk – eller til der, hvor man kan se de passerer, cirkler rundt – og kommer retur.

Dette blev taktikken og ekviperet med en helaktions 3,5 lbs stang på 12 fod, og en Savage Gear baitrunner med 0,40 mm nylonline, der er et perfekt sæt til hook & hold fiskeri mellem åkander, siv og store sten, begav jeg mig ud for at spotte noget aktivitet. Den var noget spredt – men jeg fandt enkelte fisk forskellige steder og blev på en eftermiddags fiskeri belønnet med en mindre 8-9 kilos samt tre flotte 15 kilo+ spejlkarper på hhv 15,2 – 15,6 og 16,6 kilo. Alle fisk taget på kortdistance flåddap med et lille Drennan Pellet Flyer crystalflåd samt agnen fisket on the drop på 10-15 cm slæb på bunden.

Undervejs fik jeg en stribe virkelig gode filmklip – så du får resten af historien og mange flere detaljer om teknikken i en snarligt upcoming video på Fisk & Fris YouTube, hvor du kan abonnere gratis her.

Se en massiv svensk 16,8 kilos spejlkarpe, som Jens fangede på overfladen – denne video “Skovkarper – glimt fra Sverige” på Fisk & Fris YouTube.

Se Jenses største skandinaviske karpe på 21,4 kilo i denne video på Fisk & Fris Youtube.

 

Friluftsland
drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP 2025: EN HAVØRRED PÅ FLÅD INDEN ARBEJDE

– Jeg havde lige mulighed for en halv times fiskeri i går morges, inden jeg afleverede ungerne, fortæller Christian Preetzmann. – Til at starte med fiskede jeg hurtigt en kutling, som jeg kunne bruge til agn.

Da jeg var klar, smed jeg den ud i et område på den åbne kyst, hvor jeg tidligere har set og fået et par fisk gennem den sidste uges tid. Ret hurtigt spottede jeg tre ørreder, som gik langs bunden, og jeg løftede derfor lige kutlingen 20 centimeter op for at få deres opmærksomhed. Efter et minuts gnaveri krogede jeg denne flotte hunfisk, og kunne lige nå hjem samt rense den, inden jeg skulle på kontoret og passe mit arbejde. Den fine havørred, som jeg tilmelder Westin Cup 2025, var 61 centimeter og 2,2 kg, slutter han.

Læs mere om Westin Cup 2025, hvor du hver måned kan være heldig at vinde en Westin W8 stang til 4000 kr+ under ”konkurrencer” på fiskogfri.dk her.

Husk, at alle der indsender fangstrapporter og nyheder i 2025, er med i lodtrækningen om en drømmefiskerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel. Læs mere her.

 

drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP 2025: DE SMÅ GEDDESMUTTURE KAN OGSÅ NOGET

– Forleden var jeg ude med invitationer til min datters konfirmation, men turen var selvfølgelig lagt sådan, at jeg lige kunne fiske en times tid på vejen, fortæller Morten Lykke Kjær. – Jeg ville fiske med flåd og en død skalle, og jeg fik lavet mit setup på trods af, at jeg havde glemt brillerne… Hvor der er vilje, er der vej.

– Jeg lagde skallen under flåddet ud langs sivene, og der gik maksimalt fem minutter, så begyndte flåddet at danse på vandet. Ja – tænkte jeg og ventede lige lidt med at give mit tilhug. Men – jeg nåede kun lige at mærke og se gedden kort, for den var ikke kroget rigtigt – øv.

– Den næste lille time her skete der ikke noget. Min alarm på telefonen ringede, for at huske mig på, at det var tid til at vende næsen hjemad. Nej – tænkte jeg. Jeg giver den lige 15 minutter mere som altid, men desværre blev det uden held. Jeg trak ind, men den fik liiiige et kast ud midt i søen, hvor jeg trak den ligeså stille ind. Da jeg nåede sivkanten, gav jeg den 20 sekunder, og jeg nåede lige at tælle til 20, så gik flåddet sgu under. Kort efter havde jeg landet en fin gedde, som blev genudsat. Fedt – så er art nummer 8 i hus på årets artsjagt, slutter han.

Læs mere om Westin Cup 2025 her. Hver måned har du som deltager chancen for at vinde en Westin W8 stang til en værdi af 4000 kroner.

 

drømmerejse iFish Travel

HAVØRRED: MED REJE OG FLÅD I KØBENHAVNS HAVN

– Jeg har siden nytår haft Raymond Holm som fiskemakker, og vi kalder os selv Team One, fortæller Sebastian Ilsø. –  I går var vi igen ude og fiske med flåd og levende rejer.

– Metoden var bløde kast og ultra langsom indspinning – og så flyttede vi os ellers rundt for at prøve at finde fiskene. Efter en halv time gik mit flåd under, og jeg satte krogen. Fisken tog et godt udløb og gik fri af vandet, og jeg råbte til Raymond, mens mine ben rystede. – Jeg har en fisk, og den er blank. Den var virkelig stærk og ville ikke bare lige ind. Men Raymond var klar med nettet og efter nogen nervepirrende minutter gled den sikkert over netrammen.

– Sikken en jubel. Det er min tiende havørred fra Københavns Havn siden nytår og en ny PR på 64cm og 2.639 kilo, slutter han.

Læs mere om havørredfiskeri med rejer her i denne artikel fra artikelarkivet på fiskogfri.dk

Se video om havørredudsætninger i Københavns Havn her.

 

 

drømmerejse iFish Travel

GEDDERFISKERI: MASSIV MADAMME LEVERER HÅRD FIGHT

– I forgårs kiggede jeg ud af vinduet og tænkte, at vejret var godt, og der var ikke meget vind, fortæller Jacob Wolff. – Jeg lavede derfor lidt kaffe og fik smidt min ting i bilen, hvorefter det var afsted til vandet.

– Søen kender jeg ret godt, så jeg valgte en plads, der har givet mig flere fisk, når jeg fisker fra land. Normalt bruger jeg båden, men den er taget op og skal først i igen til maj. Jeg kom til pladsen klokken 9.30 og fik rigget et par flådstænger til med agn på, og så var det ellers ud med dem. Klokken 10 fik jeg en sød halvkilos gedde, og så var dagen startet, men mere skete der så ikke.

– Det ene flåd havde ligget samme sted 1 til 1 1/2 time, da det klokken 12.15 gav et smæld, idet flåddet blev hevet ned og hjulet hylede. Da jeg gav modhugget, virkede det som en 5-kilos fisk, fordi den svømmede mod mig. Men – da den kom ind og vende inde foran mig, hvor jeg så ryg samt hale, tænkte jeg, at det var en fin fisk, og da jeg efter en hård kamp fik den i nettet, blev mine øjne for alvor store.

– Så kort og tyk en gedde har jeg ikke set eller mødt før. Jeg fik den afkroget og lagt i opbevaringen, hvorefter jeg fik ringet til et bestyrelsesmedlem i foreningen for at få den vejet. Vægten sagde 11kg, og den var kun 99cm. Tak til søen for at levere sådan en dame. Den dag vil jeg sent glemme, og jeg vil aldrig glemme den fisk.

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel

FLÅDFISKET SKALLE GAV GROV GEDDE

– Min makker Dennis og jeg har fanget en del agnfisk i efteråret for at klare til vinterens medefiskeri, fortæller Allan Larsen. – Her i weekenden tog vi så på søen i tåget vejr og ingen vind.

-Vi snakkede med nogle af de andre dygtige fiskere, der var på vandet, og de havde alle fået fisk, men dog i den mindre størrelse. Snart fandt vi et område med byttefisk, og kørte her med to bundstænger med mindre agnfisk samt en flådstang med store skaller på. Ret hurtigt fik min makker en fin sandart på, og jeg mistede et par hug.

-Dagen gik, og så kom endelig det hug på flådstangen, hvor der ikke var tvivl om, at det var en større fisk. Den krøllede stangen totalt sammen. Da den massive og ret korte fisk endelig kom til overfladen, kunne vi se, at den var meget yderligt kroget. Vi havde derfor nok kun én chance for at få den i nettet – og det lykkedes heldigvis. Og så kom spørgsmålet – var den over 10 kg? Efter en hurtig vejning sluttede vægten på 9.65 kg, hvorefter den nænsomt blev sat ud igen. Endnu en skøn dag på søen i godt selskab er jo altid fantastisk, slutter han.

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel

EN FLOT ABORRE PÅ FLÅDFISKET REJE

Flådfiskeri med levende fjordrejer har alle dage været en helt suveræn metode til at overliste store brakvandsaborrer – og ørred for den sags skyld. En af dem, der bruger metoden, er Lukasz Wojciechowski, som her forleden var ude og fange sig en seriøs aborre på den effektive teknik:

– Det var lige blevet lyst klokken 8.30, da mit 10 grams wagglerflåd dykkede og signalerede et godt hug, fortæller han. – Sikkert på land fik jeg vejet den store aborre til 2,1 kilo og målt den til 50 cm. Det blev dagens eneste større fisk, slutter han. Det er så også til at leve med, når man har fået en fisk af den kaliber.

Læs mere om, hvordan du med fordel kan montere din reje med et baitband, i denne artikel på fiskogfri.dk´s artikelarkiv.

Samme sted kan du også se en masse artikler om aborrefiskeri generelt.

Rejer kan også fiskes med bundteknikker – hvilket du kan blive inspireret til i denne video med Thomas Holm og Jens Bursell.

 

Tradera

 

drømmerejse iFish Travel