HAVØRRED: BOMBARDA OG FLUE KAN BARE NOGET
– Vel ankommet til pladsen, hvor strøm, vind og vandstand sad lige i skabet og vinden samtidig var i ryggen, skulle der lige fiskes et par timer. Sådan lyder det fra Flemming Langerskov Miller. – Efter 30 minutter kom en kæmpebølge efter den hurtigt fiskede flue. Så lavede jeg spinstop og talte til fem, men fisken tog den ikke. Herefter gik jeg 20 meter tilbage og fiskede henover samme sted igen – og 20 meter efter stedet, hvor den før havde vist sig, tog den nu fluen næsten helt ude i kastet.
– Skumsprøjt blev afløst af et flot spring ud af vandet. Tvivlen om hvorvidt det var en af de mange regnbuer, der havde taget fluen, var tilstede, og størrelsesmæssigt besluttede jeg mig for, at det nok var en regnbue. Bremsen blev derfor strammet lidt, og jeg pressede fisken forholdsvis hårdt. Men – det var kun lige, indtil den sprang halvvejs inde, så jeg kunne se, at det var en af de rigtige.
– Bremsen blev løsnet, og der blev lige skruet op for fokus. Havørreden gav den bedste fight, jeg længe har prøvet. Den gav både lange, seje udløb, og den sprang helt fri af vandet, inden jeg kunne pumpe den ind på lavere vand. Herinde holdt den sig på behørig afstand af nettet længe, selvom det var tæt på flere gange. Et forsøg på at kane den op mislykkedes også.
– Til sidst væltede den dog om på siden og kunne glide indover netrammen. Det var en 70 cm helt blank tyk og overspringer, der nu kunne krydses af fra ønskelisten. Havørreden blev taget på bombarda og en hvid/pink rejeflue med en 8.1′ SG4 spinnestang et par timer efter, at jeg havde færdiggjort artikel om samme emne på 123fisk.dk. Den kan du læse her.