Har du lyst til at opleve et godt og varieret havfiskeri, så skal du overveje at tage med iFish Travel til Smøla i Norge fra d. 7. – 12. maj. – På turen skal der fiskes efter torsk, sej, langer samt helleflyndere, fortæller Tue Blaxekjær fra iFish Travel. – Derudover er der i området også et godt fiskeri efter kuller, kulmule, rødfisk samt andre spændende arter – fx pighaj. Med andre ord er det altid spændende at se, hvad der kommer med op fra dybet.
– Fiskene i området har en fin størrelse, og chancen for at fange sej og torsk på den rigtige side af 10 kilo er rigtig god. Langefiskeriet er virkelig godt, og på vores forrige tur fangede alle deltagere langer på mere end 10 kilo med den største på 16,5 kilo. Der bliver hvert år fanget flere store helleflyndere ved Smøla, så chancen for at få noget rigtig stort på krogen er bestemt til stede, understreger han.
– Turen består af fem overnatninger og fire hele fiskedage. Tre af dagene fisker vi fra 20 fods joller. Fiskecentret vi bor på har en ”turbåd”, som vi skal ud med en enkelt dag. Ofte foregår denne tur langt fra land med gode chancer for store torsk, sej, langer og helleflyndere. Vi bliver indkvarteret i hytter med fælles stue, køkken og bad, og vi bor på delt dobbeltværelse. I kan læse mere om turen ved at tjekke ind på iFish Travels hjemmeside her.









