– Langt om længe havde jeg tid til at tage ud at fiske igen, fortæller William Kernchen. – Sådan føltes det i hvert fald. Men sandheden var nok, at det kun var et par dage siden, jeg sidst var ude. Sidst jeg var på denne plads, havde en kombination af hornfisk og havørreder skubbet flere pæne tobisstimer ind langs med land. Og på mit Skinz blink var det ingen sag at få flere pæne havørreder i tale.

– Men denne dag var vinden anderledes, bølgerne større og vandet mere grumset. Dog viste aktiviteten fra de jagende fisk på pladsen, at tobiserne stadig var inde og blev jagtet. Denne sydsvenske plads er ikke en plads, der er voldsomt overrendt, så jeg sad lidt og kiggede på hvilket område, der var mest aktivitet. For som de fleste der fisker på de svenske kyster nok ved, så er det ofte ikke så nemt at vadefiske ned over en plads. 

– Jeg fandt stedet og listede mig ud mellem stenene. Selvom vandet var mere grumset, startede jeg ud med mit Skinz-blink. Det gav flere pæne fisk henover de næste par timers fiskeri på pladsen. Jeg satte mig op på en sten og kiggede lidt ud over pladsen, mens jeg fik lidt at drikke. Og lige pludselig væltede en stor stime tobiser op af vandet ikke langt fra mig. Hvis ikke den skræmte stime havde afsløret, at der var en større fisk på pladsen, så kunne man ikke undgå at se det, med det store ”V” der kom til syne i overfladen fra den jagtende havørred. Det var en rigtig fin havørred, det var jeg slet ikke i tvivl om.

– Hurtigt blev der skiftet til en Crazy Cuda i motoroil for at have en agn, som jeg virkelig kunne speedspinne hurtigt ind over pladsen – kombineret med de giftige spinstop, som denne wobler kan lave. I det andet kast på tværs af pladsen, så jeg hurtigt et ”V” rejse sig bag min wobler, og inde over et tangbælte stoppede jeg den. Wobleren fik ikke lov til at hænge længe, før at fisken strammede min line op og forsøgte at stikke af med den. Et hurtigt tilslag og så sad den der. Det viste sig, at det var en rigtig fin havørred på 71 cm! Der er ingen tvivl om, at denne wobler kan noget. Og den er også klart rykket frem blandt mine favoritter, da jeg nu har to fisk over 70 cm på den, slutter William.

Følg med på fiskogfri.dk, hvor du i en af de kommende ”Ugens konkurrence” kan vinde et sortiment af Crazy Cuda fra Sixty Lures.

 

Hvidovre Sport

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This