De lune måneder er som skabt til at introducere ungerne for lystfiskeriets glæder. I skønt samvær med forældrene – og midt i naturen. Følg med Kim Faber på aborrefiskeri.
Tekst: Kim Faber. Foto: Jens Bursell
Små spinnere kan være den helt rette medicin for søens aborrer.
SOMMERSOLEN bager fra en klar himmel. Det er weekend, og hverdagens kedelige pligter er pakket langt væk. Lysten er der til hygge i familiens skød, men mange kender sikkert situationen – ungerne har parkeret sig foran fjernsynet, eller er opslugt af Playstation bag en lukket dør. Her kan en lille, stribet fisk blive din redning – aborren. Overalt i søer, moser, åer og ved adskillige brakke fjorde og havne, trækker de energiske fisk forslugent omkring på konstant jagt – blot der er højtryksforhold, for aborren er en jæger, der får appetit af godt vejr. Og herligt er det også, at den aldrig er langt fra hjemmet, uanset hvor i landet du befinder dig.
ABORREN er med sine smukke, grågrønne tegninger, karakteriske sorte striber og dybtrøde finner en charmerende skønhed. Kækt fra rygsøjlen rejser et markant, mørkt sejl sig – stikkende og advarende om selvbevidst rovfiskeattitude. – Her bestemmer jeg, er det næsten, som om den siger. Netop denne aggressive adfærd, gør fisken til et oplagt lystfiskermål – ikke mindst for de små. Aborren er nemlig hverken en kostforagter, eller synderligt forsigtig, når alskens forskellige agn præsenteres.
BØRNENE har i denne stimefisk en fiskemulighed, der i den grad lægger op til debut med stang og krog. Ukompliceret, hidsig i kamp og ikke sjældent gavmild i antal. Den er også flink ved børnenes ikke altid uendelige tålmodighed, da den som oftest takker ja – uden større betænkelighed – til en serveret godbid. Skulle den endelig vise en smule kræsenhed, er medicinen som oftest et agnskift eller kort forflytning til en anden, nærliggende plads. Med en madpakke, lidt lækkerbiskener, sodavand og tæppe kan en doven hjemmedag hurtigt forvandles til et eventyr i naturen. Måske purken og lillepigen kun modvilligt følger med – men fremme ved fiskevandet skal det nok ændre sig. Og sørg endelig for stænger til hele familien, så udflugten bliver en fælles aktivitet for alle medlemmer.
Fiskeri med små gummidyr er let at håndtere selv for mindre børn – og når krogene vender opad er der også mindre risiko for at de små får bundbid.
UDSTYRET skal gerne tilpasses den størst mulige fornøjelse ved fangsten. For børnene ville det være ideelt med en mindre, let stang omkring 7-8 fod, et hjul der ikke er alt for kraftigt og line i lejet 0,20 til 0,25 millimeter nylon. Så får de fornemmelsen af kamp, også med de mindre eksemplarer af stribede røvere. Netop fightglæden er et frø, der klogt sås for at vække fiskebegejstringen, så de næste gang frivilligt og glade tager med – motiveret af gode minder frisk i erindringen. Far – eller mor – kan eventuelt selv vælge en anden metode – måske fluestangen, eller spinnestang med spændende kunstagn, der kræver lidt mere kompliceret teknik.
AGNMULIGHEDERNE er unægteligt mange. For det førstegangsfiskende barn vil medefiskeriet sikkert være mest overskueligt. Et bundtakel – med orm eller reje – så bliver det ikke meget simplere. Der er sikkerhed for at finde aborrens forventede opholdssted, typisk bundnært, og hugget afslører sig åbenlyst, når stangtoppen dirrer af trækket fra gnaskende aborrer. Mere spændende kan det dog være, at montere flåd eller prop – mange lovprisende ord er skrevet om den sitrende spænding, der udløses, når proppen dansende hopper hen ad vandoverfladen, og med et svup forsvinder i dybet. Og ikke mindst den elektriske fryd der skabes, når linen strammes op, modhugget gives, og aborren dunkende kæmper for sin frihed.
Tag ungerne med på en god gang aborrefiskeri – og der vil næppe gå lang tid, før de gerne vil ud på fisketur igen.
Har børnene tidligere prøvet fiskeriet, kan eksperimenter med kunstagn som jigs, spinnere og woblere bedre lade sig gøre. Den næsten evigtgyldige sandhed er, at aborren har et passioneret kærlighedsforhold til farven rød – så en ambulancefarve går man sjældent galt i byen med. Nogle dage kan andre farver dog være i vælten – lige fra fluorescerende til naturlige. Små agn er vejen frem. Spinnere i størrelse 1-3, jigs i 5-7 centimers længde og woblere, der meget gerne må være i UL-format – helt ned til 3-5 centimeter, er ideelle. De simpleste jigs at fiske er curly tails. Her slanger halen sig uproblematisk ved så godt som alle former for indtagning. Det kunne derfor være en god børnejig. Med lidt hjælp til forståelse for nøkkende indtagning langs bunden får de hurtigt styr på teknikken. Endnu enklere er måske spinnere og woblere, der i grove træk blot hjules ind – men selvfølgelig gerne krydret med spinstop.
PLADSERNE ved land er de nemmeste og hurtigst tilgængelige. Her er godt overblik over ungerne, og farerne er begrænsede – mest afslappende naturligvis, hvis man er én voksen for hvert barn. Begynder de små størrelser at kede sig, kan man variere med lidt sommerfuglefangst, insektjagt og listen rundt efter kvækkende frøer. Eller måske medbringe en bold, drage eller andet legetøj. En bådtur er dog heller ikke af vejen, hvis blot vindforholdene er til det, og redningsveste huskes. Sådan en tur på vandet er en rejse i sig selv. Dog kan aborrerne til tider være vanskeligere at lokalisere i søen – ikke mindst hvis dybden er stor. På søen kan aborrerne pelagisk trække rundt midt i vandspejlet, somme tider trykke sig langs skrænterne og andre gange jage helt oppe i vandoverfladen. Om man er på land eller i båd må én ting aldrig glemmes – hyggen og småsnakken, når madkurv og drikkevarer nydes. Ofte får man det særligt tætte samvær, der til tider kan være svært at nå i de fortravlede, hjemlige omgivelser – og med mange elektroniske fristelser for børnene.
Aborren er med sine blodrøde finner og sorte striber et studie i skønhed.
FANGSTEN er ligeledes en herlig sejr. Det gyser i de små, når aborrernes rusk og riv første gang mærkes. Hænderne knuges om stang og hjul, når de mærkelige undervandsvæsener snurres tættere og tættere på den unge fisker. Måske endda en større aborre er kroget, og der ligefrem mærkes knagende udløb, mens stangen får sit eget liv. Og når fisken kommer til syne i overfladen, gøres der store øjne over det glinsende dyr, der med sine tigerlignendne striber vrider sig plaskende rundt. Når aborren endelig kan hives op – i net eller med et stangsving – har man først balladen. For den spræller, og hopper, og børneøjne bliver store af forbløffelse. Når de bløde børnefingre så skal røre ved dette besynderlige væsen – for krogen skal jo fri – sker det gerne med gys og hvin. Og det kræver forsigtighed for ikke at stikke sig på den drabelige, piggede rygfinne. Med et smil ser de derefter aborren svømme tilbage i friheden, hvis fisken da ikke skal med hjem til stegepanden.
TIL MIDDAGSBORDET er en aborre eller 5 nemlig ikke tosset at hjembringe. Den perfekte afslutning på dagen er i mine øjne, omkring middagsbordet til aborrefileter, lidt børnevenligt tilbehør og munter snak om dagens oplevelser. Mon ikke vi også får voksne med øget forståelse for miljø, dyr og mad, hvis børnene selv har deltaget i fremskaffelsen af føden direkte fra naturen – som en naturlig del af hele fangst- og tilberedningsprocessen. Børnene skal være med til at rense fisken, forberede fileterne og hjælpe i køkkkenet! God fornøjelse med de sortstribede.
