– På den sidste fladefisketur vi lige har været på, var målet at fange nogle store skrubber, fortæller Thoke Wistoft. – Selvom skrubberne også er vilde med børsteorm, så har jeg en teori om, at sildestrimler sorterer lidt mere i de store skrubber. Derfor startede jeg med hurtigt at fange en spand sild, som både kunne bruges til skrubbe agn, men også kunne bruges til medefiskeri på næste års Nordsø ture.
– Jeg fiskede de sædvanlige skrubbepletter af og fik et par enkelte pæne fisk på 7-900 gram. Pludselig fik jeg dog sat krogen i en tungere fisk, som strittede lidt mere i mod. Efter et par korte udløb, og ellers bare en fight, hvor fisken stod meget tungt, kunne jeg løfte nettet under en solid skrubbe på 48 centimeter og 1260 gram.
– Mit rig til skrubber består af en glidebom med et slæb af Sufix 0.30 fluorocarbon, hvor der er monteret 2 VMC 7054 TR kroge. Rigget blev fisket på en 7,4 fods Muse Black triggerstang med kastevægt på 20-80 gram.
Har du selv været på havet, så send os et par linjer og et foto af din fangst til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.