– Karpefiskeri er nervepirrende og ikke mindst fascinerende, skriver Christian Lang Jensen fra Team Sportex til Fisk & Fri. – Derfor nyder jeg hver eneste tur, selvom de ikke altid resulterer i fisk. Det er imidlertid charmen ved dette fiskeri – intet er givet på forhånd, når det handler om karper.
– Da der endelig var tid i kalenderen til årets første karpetur, var forventningerne på ingen måde høje, men min bror og jeg håbede på at opleve noget underholdende overfladefiskeri. Vi vidste dog, at vejret ikke helt var med os, hvilket vi fik bekræftet, da vi ankom til den lille private sø, som min kammerat ejer. Vinden kom desværre fra det eneste sted ved søen, hvor der ikke vokser høje træer. Det betød, at det var svært at spotte overfladeaktivitet, men tørfluer og nymfer skulle dog luftes.
– Efter et par timers fiskeri uden så meget som et nap på tørfluerne og nymferne, besluttede jeg at finde det tungere skyts frem. Min Sportex Advancer Carp blev derfor rigget med et bundrig og en 12 mm pop-up. Brormand fiskede med et noget lettere feeder-setup og indmaden af en kanelgiffel, som før har vist sig effektivt i den pågældende sø.
– Der gik lidt tid, før den første karpe meldte sin ankomst ved rigget, men det gik ikke ubemærket hen. Stangen blev nærmest flået ud af stangholderen, og jeg nåede desværre ikke andet end at stramme linen op, før krogen slap sit tag i den tilsyneladende fine karpe. Den efterlod en stor hvirvel i overfladen. Rigget blev lagt ud igen, og minutterne gik. Ud af det blå blev stangen endnu en gang næsten flået ud af stangholderen, men denne gang mærkede jeg fast fisk. En god fight udspillede sig derefter, og jeg kunne til sidst lande årets første karpe. Det var en flot skælkarpe, men den smukke fisk viste sig at blive dagens eneste for mit vedkommende. Jeg klagede dog ikke, og det var under alle omstændigheder fedt at få skudt sæsonen i gang.
– Den næste tur går til en større sø med mange store karper, og jeg kan næsten ikke vente, for karpefiskeri er særdeles vanedannende.

– Jeg har i mange år fisket med denne Sportex Advancer Carp, som stadig fungerer stadig upåklageligt, siger Christian.

Christian pakker rig og foder i en solid PVA-pose, da ”den lille pakke” nemt og ubesværet kastes langt uden risiko for, at krogen hægter sig op på loddet.